Ved opstarten af udviklingsforløbet udarbejder vi en særlig handlingsplan med udgangspunkt i de roller og relationer du har, og som er vigtige for dig at arbejde med, så du kan komme videre. En af de roller, der tit skal aflæres for at du kan blive mere dig selv, er rollen som den overhensynsfulde, pleaseren eller den hensynsfulde diplomat. 

 

Hvordan er en hensynsfuld diplomat?

I personlighedstesten viser den hensynsfulde diplomat sig helt naturligt som:

  • Meget høj score på hensyntagen – hensynet til de andre går altid forud for hensynet til dig selv
  • Meget høj score på diplomatisk sans – du sørger altid for at vælge dine ord med omhu, så du ikke støder nogen på manchetterne

Men det er bare den ene side af mønten, som de andre ser. Den anden side af mønten er nemlig sensitiviteten:

  • Lav score på mental modstandskraft – du har næsten ikke noget filter og kommer derfor til at tage for meget ind eller tage ting personligt
  • Lav score på personlig bearbejdning – når du har taget noget ind, har du brug for længere tid til at reflektere over det og for at komme dig

Hvis du så samtidig har:

  • Høj score på empati/indfølingsevne – har du antennerne helt ude og forholder dig konstant til, hvordan andre mennesker har det, hvordan stemningen i lokalet er, og så kommer du nemt på overarbejde, når du er sammen med andre mennesker på jobbet eller studiet

Og det kan få nogle uheldige konsekvenser:

  • Lav score på koncentration – du bliver nemt forstyrret og har svært ved at holde fokus på det, du arbejder med/læser/lytter til
  • Lav score på optimisme – du bliver nærmere pessimistisk og går og forbereder dig på det værste, som regel fordi du er bange for at blive skuffet og hellere tager forskud på sorgerne
  • Lav score på humørstabilitet – dit humør svinger og bliver nemt påvirket af dårlig stemning og negative tanker, bekymringer og uro – både i dine omgivelser og hos dig selv
  • Lavere score på mental og/eller fysisk energi – fordi du vender tingene indad og tænker alt for meget

 

Hvorfor er du så god til at være hensynsfuld diplomat?

Når du har succes med at spille rollen som den hensynsfulde diplomat, hænger det ofte også sammen med din intelligens:

  • Høj IQ – du er mellem de 1-10% bedst begavede og har sandsynligvis altid følt dig anderledes
  • Høj sproglig begavelse – så du er meget velformuleret og kan hurtigt regne ud, hvad det vil være hensigtsmæssigt at sige i en bestemt situation

Paradoksalt nok er det netop det sidste, der gør, at du ikke får særligt meget ud af at gå til psykolog eller coach – fordi du kan regne ud, hvad han/hun gerne vil høre, og så siger du bare det.

Iøvrigt kan det være en væsentlig del af impostor-fænomenet, at du spiller rollen som den hensynsfulde diplomat og er bange for at blive gennemskuet – at de andre skal finde ud af, at du i virkeligheden er en helt anden…

 

8 grunde til at du er alt for hensynsfuld og diplomatisk

Når du – bevidst eller ubevidst – har valgt rollen som den hensynsfulde diplomat, er det jo ikke bare for sjov, eller fordi der ikke lige var andre ledige roller. Tværtimod. Der er nogle rigtigt gode forklaringer på, hvorfor du har valgt netop den rolle – og hvorfor du ikke bare kan holde op med at spille den, selvom den har en høj pris: Du glemmer dig selv.

Her er 8 gode grunde til at vælge den rolle:

  1. Fordi du forsøger at behandle andre, som du gerne selv vil behandles – og som særligt sensiv vil du gerne behandles pænt og nænsomt
  2. Fordi du prøver at beskytte dig selv mod konflikter, konfrontationer og kritik – der rammer dig så hårdt, fordi du mangler filter og modstandkraft
  3. Fordi det er vigtigt for dig, at andre kan lide dig – så du er altid flink, hjælpsom, venlig og ham/hende, de andre kan gå til, når de har brug for hjælp. Og du tror, at hvis du siger nej til noget, så kan de andre ikke lide dig
  4. Fordi det giver dig selvtillid, at du kan hjælpe andre, løse deres problemer eller konflikter
  5. Fordi du ikke kan holde ud at være i rum med nogen, der skændes, er kede af det, vrede eller på andre måder udsender negative vibrationer, som du tager ind
  6. Fordi du kommer til at tage ansvaret for andres følelser og humør – du tror som regel, at det er din skyld, at du har gjort eller sagt et eller andet, som har gjort dem sure eller kede af det
  7. Fordi det er din måde at handle og gøre noget ved problemerne – nemlig ved at glatte ud, mægle, gyde olie på vandende, skille de stridende ad, holde dig tilbage, give de andre plads, lade være med at sige, hvad du mener eller føler osv.
  8. Fordi du tror, at du skåner de andre for den du i virkeligheden er, og som du inderst inde tvivler på, at nogen kan elske!

 

Hvad kan du gøre for at ændre det?

Der er heldigvis flere ting, du kan gøre, når du beslutter dig for at sende den hensynsfulde diplomat på tidlig pension.

Du kan f.eks. begynde med at finde ud af, hvad du er allermest bange for, at de andre skal finde ud af om dig. Hvad må de for enhver pris ikke finde ud af eller gennemskue? Hvad er det, du prøver at skjule og dermed beskytte? Og hvad ville der ske, hvis du begyndte at vise en lille smule af den side af dig – bare lidt og kun til nogen du har tillid til?

En anden ting er at øve dig i at sige nej. I starten bare til en lille ting hver dag. “Nej, tak, det har jeg ikke lyst til.” “Nej desværre, det kan jeg ikke.” “Nej, jeg beklager, men det har jeg ikke tid til.”

Og så kan du øve dig i også at rumme dine mere negative følelser – altså det du betragter som negative følelser og derfor forsøger at skjule eller ignorere. Acceptere og rumme din vrede, din sorg, din ensomhed, din sårbarhed, din bitterhed, din forurettethed, eller hvad du nu går og gemmer på. Tænk på dem som små børn, du har forsømt, og som du nu bliver nødt til at tage dig kærligt af.

Prøv det. Og husk at være overbærende og tålmodig med dig selv, for det her er svært for dig – ellers havde du jo gjort det forlængst.

Hvis det ikke lykkes, så skriv til mig. Jeg har nemlig selv været der. Og øver mig stadig.

Læs også:

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Bare rolig - vi videregiver ikke dine oplysninger, og du kan altid framelde dig nyhedsbrevet igen.

You have Successfully Subscribed!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet og få rabat på workshops mm.
Bare rolig - vi videregiver ikke dine oplysninger, og du kan altid framelde dig nyhedsbrevet igen.

You have Successfully Subscribed!