Har du oplevet, at andre skifter emne, når du forsøger at deltage i gruppens samtale? At gruppen ligefrem flytter eller lukker sig, så du er udenfor? Føler du, at andre – mere eller mindre åbenlyst – undgår dig? Er det nærmest som om de flygter fra dig? Så du står tilbage med en følelse af at være ensom, forkert og klodset.

 

Når du ikke selv ved, at du er begavet

Der kan selvfølgelig være flere grunde til, at du oplever, at du nærmest skræmmer andre væk. F.eks. en kraftig kropsodeur, der for særligt sensitive kan være ekstra overvældende. Men hvis du er velsoigneret og ikke døjer med svedlugt, er det nok ikke forklaringen. Beklager sammenligningen, men der er faktisk en del tabu og berøringsangst i forhold til kropslugte. Ligesom intelligens også er et stort tabu mange steder.

Hvis du har en høj IQ uden at vide det, har det lidt samme effekt: Alle tror, at du selv ved det, og ingen kunne drømme om at sige det til dig.

Måske med undtagelse af dine allernærmeste venner eller din psykolog. Fordi det kræver en vis fortrolighed at bringe det op – på tomandshånd. Og de tror, at du ved det.

 

Derfor reagerer de andre, som de gør

Når du ikke selv ved, at du er begavet (= blandt de øverste 10%), har du faktisk nogle blinde vinkler, som de andre sagtens kan se, og som kan fremkalde forskellige reaktioner hos dem:

  • De kan synes, at du er nørdet og skæv, fordi du har nogle helt andre interesser end flertallet på en tilfældig arbejdsplads – og det gør det svært for dem at føre en afslappet samtale med dig. Helt enkelt, fordi I ikke interesserer jer for – eller taler om – de samme emner.
  • De kan have svært ved at følge dig, fordi den sportsvogn, du har mellem ørerne, kører hurtigere end deres Toyota. Og sådan er det bare.
  • De kan føle sig gennemskuet, fordi du stiller skarpe spørgsmål eller måske ser på dem på en mere intens og gennemtrængende måde.
  • De kan føle sig mindre begavede eller ligefrem dumme, fordi du siger noget, de ikke forstår eller ikke kan relatere sig til.
  • De kan opfatte dig som en konkurrent, især hvis du kommer til at sige noget, de gerne selv ville have sagt, eller slet og ret fordi de forventer af dig, at du ydmygt holder dig tilbage og tier stille, så du ikke stjæler rampelyset og opmærksomheden fra dem.
  • De kan føle, at de ikke kan hamle op med dig, og det gælder desværre tit potentielle partnere. Du kan forsikre dem nok så meget om, at de ikke behøver at være klogere end dig, at det slet ikke er det, du går efter, men det ændrer jo ikke noget ved deres oplevelse af at komme til kort.

Så selvom det aldrig nogensinde har været din intention eller på noget måde et bevidst ønske fra din side, så reagerer andre, som de gør. Det kan du ikke tage ansvar for eller ændre på, for de ejer selv deres reaktioner.

Du har til gengæld ansvaret for dig selv – inklusiv din intelligens.

 

Lige børn leger stadig bedst

For at anskueliggøre, hvor forskellig du er fra flertallet i befolkningen, kan normalfordelingskurven over intelligens være meget illustrativ.

Jo højere din IQ er, desto færre er I. Det er ren statistik. Og som om det ikke er nok, så bliver I også mere forskellige fra hinanden, da normalfordelingen i virkeligheden skulle være i tre dimensioner (ifølge Willem Kuipers).

Derfor anbefaler jeg altid, at du opsøger nogen, der er ligesom dig. I stedet for at føle dig forkert og forsøge at lave dig selv om. Find en arbejdsgiver, der har brug for skarpe hjerner – og vel at mærke også tester dem inden ansættelse. Brug din fritid på at finde andre som dig. Nogen, der deler dine specielle interesser.

 

Hvad kan du gøre ved det?

Hvis du ikke vil have så høj en IQ, som du har, hjælper det altså ikke så meget at drikke dig i hegnet hver weekend. Eller at gå og underspille dig selv det meste af dit liv – det er kun dig selv, du snyder.

Stress er derimod meget effektivt: Det går hårdt ud over de kognitive evner som hukommelse og koncentration. Jeg kan se det på intelligenstesten – også i lang tid efter. Faktisk så lang tid efter, at det ser ud til, at de begavede bare er normalt begavede som flertallet, og det er ikke til at sige, hvornår – eller om – de kan genvinde deres høje intelligens.

Du kan også vælge at acceptere det som et faktum, få tal på din IQ og begynde at indregne intelligensen i dit livs personlige ligning: Finde ud af, hvordan og hvad du vil brug den til.

Og så er der grundlæggende 3 strategier i forhold til at være begavet (og sensitiv for den sags skyld):

  1. Fornægtelse – du kan bruge dit liv på at spille skuespil og lade som om, du er ligesom de andre/fleste
  2. Dyrkelse – du kan vælge at nyde og dyrke det, tale åbent om det og være ligeglad med, hvad andre siger og mener
  3. Accept – du kan vælge at acceptere det, være dig selv og opsøge andre ligesom dig – både professionelt og privat

 

Hvad kan du også gøre?

  • Tage en intelligenstest og få tal på din IQ – så du ved, hvor anderledes du faktisk er
  • Læse mere om intelligens og andre indlæg om det her på bloggen
  • Melde dig ind i Facebook-gruppen “Potentialefabrikken” – hvor Janteloven er afskaffet
  • Søge optagelse i Netværk for begavede, hvis du allerede har taget en IQ-test og er mellem de 10% bedst begavede

 

Læs eksempelvis:

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Bare rolig - vi videregiver ikke dine oplysninger, og du kan altid framelde dig nyhedsbrevet igen.

You have Successfully Subscribed!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet og få rabat på workshops mm.
Bare rolig - vi videregiver ikke dine oplysninger, og du kan altid framelde dig nyhedsbrevet igen.

You have Successfully Subscribed!