Er du bange for, at din familie og dine venner ikke kan lide dig eller ikke længere vil være sammen med dig, hvis du gør noget, de ikke ville have gjort? Igen og igen møder jeg unge og voksne, der inderst inde er bange for at blive forladt, at blive ensomme.

Hvorfor er du bange for at blive forladt?

En menneskebaby er dybt afhængig af sine forældres omsorg og pleje, men også kærlighed og støtte i løbet af opvæksten. En lille baby kan slet ikke overleve uden, så derfor ligger det dybt i vores instinkter. En baby græder og skriger, for at få mad, blive skriftet og få dækket sine basale behov. Og allerede 4-6 uger gammel smiler babyen, så forældrene charmeres og får mere lyst til at tage sig af deres afkom og dække dets behov.

Mennesket er også et flokdyr, som har brug for at socialisere sig for at komme til at passe ind i flokken, og det er især tydeligt hos unge. Her er det vigtigt at kunne spejle sig, dele tanker, følelser og værdier for at blive accepteret og en del af gruppen.

Som voksne oplever vi mest socialiseringen til gruppen på arbejdspladser, især som nyansatte, og i forbindelse med frivilligt arbejde eller andre sammenhænge, hvor vi skal forsøge at passe ind i gruppen.

Uanset vores alder ligger det altså dybt i vores grundlæggende følelsesmæssige mønster, at vi har brug for at blive accepteret af gruppen og elsket af vores forældre. Selvom vi forlængst har fået både uddannelse, job og egen familie, kan der stadig ligge et stærkt – og måske udækket – behov for at få forældrenes kærlighed, ros og anerkendelse eller i det mindste forståelse og accept.

 

Hvem forlader egentlig hvem?

I mange tilfælde er det i starten dig, der forlader de andre, og når du kommer tilbage, er du forandret, men det er de også.

Måske har du været ude at rejse eller på højskole og kommer inspireret hjem og glæder dig til at fortælle dem om alt det, du har set og oplevet. Til din store skuffelse opdager du, at din bedste veninde har fundet en anden at gå på café med eller din bedste kammerat er blevet en del af et slæng, der dyrker fodbold eller veteranbiler. Dine forældre vil hellere fortælle om, hvad der er sket for dine søskende, deres nye urtehave eller hvordan dit gamle værelse er blevet indrettet til kontor.

Endnu tydeligere bliver det, hvis du flytter for at tage en uddannelse, der varer flere år. Så kan der nå at ske rigtigt meget. Dine ungdomsvenner får kærester, flytter sammen, køber hus, stifter familie og senere går nogen af dem fra hinanden igen.

Det gamle mundheld gælder stadig: Ude af øje er ude af sind.

Du har forladt dem, og de er fortsat deres liv i andre retninger. Alligevel kan du sagtens føle dig forladt, når du besøger dem, fordi de har et fællesskab sammen, som du ikke er en del af. De kan tale om ting, du ikke aner noget om, grine ad episoder, du ikke har oplevet og have en masse indforstået kørende, som får dig til at føle dig udenfor.

 

Valget er dit

Selvom det ikke føles sådan er valget dit og principielt har du to muligheder:

  1. Du kan komme tilbage og forsøge at leve resten af dit liv ligesom dem. Ud fra deres præmisser.
  2. Du kan fortsætte med at leve DIT liv og udvikle dig i retning af at BLIVE MERE DIG. Ud fra dine egne præmisser.

Nej, der er ingen mellemveje her. Enten skal du være som dem, eller også skal du være dig selv.

Hvis du savner dem voldsomt, skal du mærke efter, hvad det er helt præcist, du savner. Måske er det noget i fortiden, som var skønt, men som ikke kommer igen. Måske er det ren nostalgi og sentimentalitet. Måske er det et reelt savn, fordi det ikke er lykkedes dig at få nye venner, du har knyttet dig lige så meget til.

Som tankeeksperiment kan du forestille dig, hvordan dit liv ville have været, hvis du var blevet. Hvad du så var gået glip af. Hvad du havde fået i stedet.

Endelig kan du forestille dig, hvordan det ville være, hvis du byttede plads med en af dem: Om du ville være blevet mere lykkelig?

Og hvis du foretrækker din nuværende tilværelse – trods alt – så kan det handle om mentalt at klippe navlestrengen over til din fødeby, dine gamle venner og forældre. Så du kan fokusere på at etablere det liv og den tilværelse, der passer til dig. Alt det, der giver dig energi og glæde og mening.

Åbne op for at dyrke andre interesser og møde nye mennesker – venner, du bare ikke kender endnu.

Så du kan LEVE DIT LIV!

God vind på rejsen.

Læs også:

Hvordan kan du bryde den negative cirkel?

Related Post

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Nemme og effektive ting, du selv kan gøre fra i dag.

 

Samtidig får du nyheder, flere tips og særlige rabatter fra Ann C.

You have Successfully Subscribed!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!