Hvad vil der ske, hvis du fra i dag begynder at tænke på dine medmennesker som dine brødre og søstre?

Prøv at forestille dig, at I alle er en del af den samme familie: Menneskeheden.
Det prøvede jeg. Det var en rystende oplevelse. Så her kommer ikke det sædvanlige blogindlæg, men derimod en beretning fra virkeligheden.

Det er en torsdag i september. Jeg er på cykel på vej hjem fra city som så mange gange før. Da jeg kommer forbi Østerport efter det første kryds, står der en foroverbøjet skikkelse i siden af cykelstien. Jeg cykler forbi. Ligesom alle de andre. Men henne ved det næste kryds stopper jeg op, står af cyklen og trækker den tilbage mod skikkelsen. Selvom der var grønt, og jeg var på vej hjem. Fordi det slog mig, at jeg jo ikke ville cykle forbi, hvis det var min søster eller bror, der stod der.

“Can I help you?” spørger jeg. Af en eller anden grund spørger jeg på engelsk.

Skikkelsen retter sig op og ser på mig. “Yes. Can you get that one for me?” Han – for det viser sig at være en mand med halvlangt hår – peger på en mønt ved sin ene fod. Han har tabt den, og har – stående på et ben og med sin ene krykke – ikke været i stand til at nå ned og samle den op. Jeg samler den hurtigt op og giver ham den.

Vi bliver begge to stående. Ser lidt på hinanden.

“Are you ok?” spørger jeg og peger på hans ben.

“Actually, no.” Han forklarer, at han har en kronisk infektion i benet, at han var på vej hen på hospitalet, fordi de piller han får ikke længere tager smerten. Jeg synes at høre ham mumle, at han bare ønsker at dø. Han taler ikke så tydeligt, måske fordi han mangler en del tænder.

“Anything else I can do?” spørger jeg. Han mener ikke, at der er andet, jeg kan gøre, men her følger alligevel historien om, hvordan han havde købt billet til toget hjem (?), men var et minut fra at nå det. Derefter fik han stjålet sine penge. Han er også på vej hen til ambassaden for at bede om økonomisk hjælp, så han kan komme hjem. Han tigger ikke om penge, som de hjemløse, der ofte går gennem toget og beder om en mønt – til en guldøl. Der er ingen selvmedlidenhed at spore i hans stemme. Han kunne have fortalt mig en sørgelig historie om en af sine gode venner. Roligt og konstaterende. Jeg lytter og står sikkert og ser bekymret ud, fordi hans situation er så håbløs, og jeg ikke rigtigt kan sætte ham på bagagebæreren og køre ham på hospitalet.

“You look kind” siger han så. Jeg er for opslugt af mine tanker til at sanse at svare, at han også ser venlig ud. Det gør han nemlig. Objektivt set er han grim: Uplejet og ubarberet med en mund, der skulle have haft en kærlig omgang hos tandlægen for mange år siden. Forhutlet klædt, en udtrådt sandal på den raske fod, plasticposer ved siden, hvor en yoghurtkarton stikker op. Man er ikke i tvivl om, at han er hjemløs. Men i hans ansigt ser jeg også noget helt andet: Et par meget smukke øjne. Intelligens og sensitivitet.

Han spørger, hvad jeg hedder. Jeg følger min indskydelse og fisker mit private visitkort og to halvtredsere op af min taske. Giver ham dem.

Han takker og forsøger at læse min titel: Forfatter. Spørger, hvad det er. Jeg forklarer. “My goodness” lyder det overrasket fra ham. Jeg ved ikke, om han tror, at jeg er kendt, men jeg synes jo ikke, at det er noget særligt. I hvert fald ikke ud fra en økonomisk betragtning. Han kommer ikke langt for 100 kr.

Jeg slipper ham endelig og cykler videre. Hjem. Har lyst til at græde. Over håbløsheden. Men også over noget andet: Dette fremmede menneske er gået lige i hjertet på mig.

Da jeg har cyklet et stykke, går det op for mig, at jeg helt glemte at spørge om hans navn. Jeg bliver flov. Tænk at jeg helt glemmer almindelig høflighed, når jeg taler med en hjemløs. Jeg overvejer at cykle tilbage og spørge ham. Men så går det op for mig, at situationen ikke var til det. Han er ikke et sted i sit liv, hvor han har lyst til at fortælle sit navn til nogen, medmindre han er nødt til det. Han ønsker måske ikke at risikere at blive genkendt. Måske er han også selv forfatter, måske drømte han om at blive det, da han var ung. Men så spændte tilværelsen ben for ham og han sank til bunds i livet. Der, hvor han er nu.

Jeg tænker, at han er godt begavet, men også meget sensitiv. Det var måske det, som virkede stærkest på mig i mødet: At han var så nøgen, fuldstændigt fri for forstillelse og falske facader. Det var, som bar han sin sensitive sjæl udenpå.

At han var for sensitiv til det her liv…

 

Related Post

Få 5 tips til markant mere selvtillid

* 5 effektive og nemme ting, du selv kan gøre fra i dag 

* Hjælper også mod hæmmende impostor-følelser

* Samtidig får du nyheder, tips og særlige tilbud fra Ann C.

You have Successfully Subscribed!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!