Nogle gange er det faktisk belastende at være begavet, uanset om man er bogligt begavet og får topkarakterer, er motorisk begavet og hurtigt bliver en af de bedste, når man kaster sig over en ny sport, er musikalsk begavet og har nemt ved at spille på flere instrumenter eller synger fantastisk. Fordi de andre bliver misundelige og irriterede på en.

Forestil dig, at du altid har haft nemt ved matematik. Det har du sikkert fra din far, som er ingeniør. Du har også nemt ved sprog, og det har du nok fra din mor, som er translatør. Så du klarer dig fint i folkeskolen, uden at du behøver at lave lektier. Du består 9. klasse med et højt gennemsnit og går direkte videre på gymnasiet, for det synes både dine forældre og lærerne er helt naturligt.

På gymnasiet har du lidt svært ved at vælge linje, men beslutter dig for mat-fys linjen, fordi matematik er lidt sjovere end grammatik. Selvfølgelig bliver det sværere efterhånden, men du skal stadig ikke rigtigt anstrenge dig. Du behøver ikke at læse så mange lektier, så det handler mest om at tage dig sammen til at få lavet afleveringsopgaverne, og det gør du altid i sidste øjeblik, aftenen før. Mellem os, så dalrer du igennem gymnasiet uden at åbne bøgerne mere end højst nødvendigt. Du vil hellere hygge dig med kammeraterne, dyrke sport, spille musik og feste. Det er først et par uger før eksamen, at du får taget dig sammen til at læse pensum op. Du består trods det med et godt snit. Nogle af dine klassekammerater ser skævt til dig, fordi du ikke har været særligt aktiv i timerne, men alligevel klarer dig så godt til eksamen. Men du har en tiltagende følelse af, at det har været for nemt. At du slet ikke har gjort det så godt, som du kunne, hvis du havde anstrengt dig lidt mere.

Du nyder at dyrke sport og bliver hurtigt en af de bedste, uanset hvad du kaster dig ud i. Til stor irritation for dine kammerater. Så du vil helst dyrke en holdsport, hvor man ikke lægger så meget mærke til dig, men hvor det er holdets resultat, der tæller. Alligevel har du det blandet med det, fordi du her altid gør dit bedste og kan lide, at I vinder, tilsvarende ærgrer det dig, når en af de andre ikke gør deres bedste og taber bolden, så modstanderne scorer. Du kan ikke lade være med at rangordne dine medspillere i forhold til, hvor gode de er, og der er ikke ret mange, der er lige så gode som dig, men det holder du for dig selv, for I er jo venner og på hold sammen. Du lader bare være med at spille dem, medmindre du er nødt til det.

Musikken er noget, du hygger dig med. For det meste. Det er fedt at spille i et band og opleve, når det går op i en højere enhed. Igen, du kan ikke lade være med at ærgre dig, når en af de andre laver fejl, eller endnu værre, hvis du selv gør. Når I har været ude på et job, kan du gå og skumle i lang tid over, at du eller en af de andre spillede forkert, i stedet for bare at nyde det og tænke, at det var en sjov aften. Du vil helst have, at I spiller fejlfrit og er et af de bedste bands inden for jeres genre. At der ikke er noget, nogen kan sætte en finger på.

Nå, ja, og så ser du vist også godt ud. Pigerne kigger efter dig, vil gerne snakke med dig, og hiver dig ud på dansegulvet, hvis de kan slippe af sted med det. På den ene side er det smigrende, på den anden side er det lidt underligt at være så populær hos pigerne, uden at gøre noget for det. De kender dig jo ikke. De dømmer dig bare på udseendet.

Du har også nemt ved at få venner, men det er ikke altid lige fedt at være sammen med dem. Fordi de stikker til dig, når du klarer dig godt. Fordi de tydeligvis er misundelige over, at du er bedre end dem til noget. I er selvfølgelig lige gode kammerater af den grund, men du føler alligevel, at du skal skrue ned for dig selv og holde igen, for at det ikke bliver alt for tydeligt, hvor meget bedre du er end dem. Du har hørt, at de kalder dig Wonderboy, Mr. Perfect eller Supermand.

Senere i livet bliver det på en eller anden måde sværere for dig. Fordi alle hele tiden fortæller dig, hvor god du er til alt. De synes, at du altid er så fandens heldig og succesfuld. De gider ikke at høre på dig, hvis der er noget, du ikke kan finde ud af eller synes er svært. Så det holder du for dig selv. Du lader dem blive i troen om, at det hele går fantastisk, og alt er, som det skal være. Du opretholder facaden som ham, der kan alt og altid har succes.

Men indeni har du en helt anden følelse. En følelse af fiasko, som du ikke rigtigt kan placere eller forklare. Du er tit irriteret og frustreret. I dårligt humør, selvom du forsøger at smile og virke glad. Du har svært ved at tilgive dig selv, når du begår fejl. Du føler dig fastlåst i rollen som succesfuld. Du hader de hvide løgne, du bliver nødt til at fortælle, når de spørger, hvordan det går. Du har en følelse af, at du burde være blevet til noget mere og andet, at du har haft så mange muligheder, som du har forspildt, så mange chancer, du har forpasset, og så meget talent, som du slet ikke har gjort nok for at udvikle og pleje.

Så inde bag den succesfulde facade føler du dig skuffet over dig selv. Bitter til tider. Og ensom. For der er jo ingen, der kender dig. Måske lige bortset fra din kæreste/kone, men hun tæller ikke rigtigt. Dine kolleger kender dig ikke. Dine venner kender dig ikke.

Der er ingen, der ved, hvordan du i virkeligheden er.

Jo længere tid, der går, desto større bliver afstanden i mellem din succes udadtil og din følelse af fiasko indadtil.

Det har måske udartet sig til en særlig version af impostor-fænomenet. Prøv selv impostor-testen.

Og så skal du vide, at du ikke er den eneste, der har det sådan: Dustin Hoffman: Jeg har altid været en fiasko!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Nemme og effektive ting, du selv kan gøre fra i dag.

 

Samtidig får du nyheder, flere tips og særlige rabatter fra Ann C.

You have Successfully Subscribed!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!