Spørgsmål om intelligens:

“Jeg føler mig indimellem uintelligent sammen med de intelligente, fordi jeg ikke er Mensa-kvik. Dvs. jeg er nærmest “sinke”, når det kommer til matematiske opgaver, så jeg har været meget meget længe om at erkende, at jeg på nogle punkter er mere kvik end gennemsnittet, fordi jeg absolut ikke har ingeniør-potentiale. Giv mig psykologi, kroppe, kommunikation, kunst mm. – dér er jeg på hjemmebane.
Så hvad er dine tanker om os der er intelligente “uden for boksen”?
Jeg er rimelig impostor-ramt, og det hele er stadig lidt nyt for mig. Men rart at høre der er flere som er “ude af boksen”.
Findes der egentlig tests, som ikke primært måler på det logisk-matematiske?

Sådan skrev en af læserne, da jeg efterlyste emner at skrive om.

 

Kan man være intelligent og føle sig uintelligent?

Det korte svar: Ja, det kan man sagtens.

Det uddybende svar:
I løbet af de mere end seks år jeg har arbejde med udvikling af potentialet hos de 10% bedst begavede, har jeg tit oplevet følgende:
De personer, der selv synes, at de er intelligente, er ifølge testen ofte kvikke normaltbegavede, mens de personer, der netop ikke selv synes, at de er særligt begavede faktisk er det. Nogle af dem er endda blevet over 50 år uden at vide, at de hører til de 1 % bedst begavede!

Når de begavedes selvopfattelse er så skæv, hænger det ofte sammen med, at de er ramt af impostor-fænomenet, så de undervurderer sig selv og overvurderer andre. Det rammer især de dygtigste og mest intelligente, som tror, at de skal VIDE ALT og KUNNE ALT, og så sammenligner de sig i øvrigt med de allerbedste inden for feltet.

Den skæve selvopfattelse kan også skyldes, at de er mere sprogligt end matematisk begavet. Eller at en diagnose eller ordblindhed skjuler intelligensen.

Læs også: Test dig selv: Diagnose eller uudnyttet potentiale?

 

Hvad er intelligens?

Ifølge Gyldendals leksikon:

Intelligens; udtryk om potentialet for eller kompetencen til fx problemløsning, tænkning og det at tilegne sig ny viden. I dagligsproget bruges en lang række ord mere eller mindre synonymt med intelligens: anlæg, begavelse, evner, fornuft, forstand, talent, visdom.

NB! At være klog er altså noget andet, eksempelvis at være livsklog eller klog på mennesker.

En anden definition på intelligens: Evnen til at indsamle, analysere, organisere og anvende sine erfaringer hensigtsmæssigt. 
(Fra seminar hos Dansk Management Forum/Center for Ledelse, 2000.)

 

Hvordan måles intelligens?

En god intelligenstest måler flere parametre, såsom:

  • logisk opfattelse (hvilken figur mangler?)
  • logisk tænkning (er udsagnet sandt/falsk/ingen af delene)
  • sproglige og matematiske færdigheder
  • hukommelse
  • visuel perception (hvilke brikker passer sammen)
  • rumlighedssans (fra tegning til terninger)
  • sprogligt abstraktionsniveau
  • problemløsning
  • handlekraft (der kommer røg ud af naboens vindue, hvad gør du?)
  • beslutningshastighed (hvor hurtigt løses opgaverne)
  • korrekthed og
  • indlæringsevne.

I mit arbejde bruger jeg intelligenstesten People Test Logic, som måler otte parametre og giver en samlet IQ (standardafvigelse 12).

 

Andre intelligenser

Der findes også tests, der måler social intelligens, men det har vist sig, at der ikke umiddelbart er nogen signifikant sammenhæng mellem høj IQ og høj EQ. Emotionel intelligens viser større sammenfald med personlighedstræk som åbenhed, empati, nysgerrighed, udadvendthed osv.

Læs evt.:

Myte: Højt begavede mangler social intelligens
Har mennesker med høj IQ en lavere social intelligens? (Videnskab.dk)

Howard Gardner arbejder ud fra de syv, senere ni intelligenser, hvor intra- og interpersonlig intelligens betragtes som emotionel intelligens. Af ovenstående grund vil det være mere korrekt at kalde det personlighedstræk eller kompetencer.

Da jeg korresponderede med den venlige professor for nogle år siden, lagde han vægt på, at man ikke kan teste musisk eller kropslig intelligens online. Vi er imidlertid ikke i tvivl om, at deltagerne i Vidunderbørn (udsendelse på DR) er ekstremt musikalsk begavede, ligesom det er nemt at se Laudrup-brødrenes eller dygtige håndværkeres kropslige intelligens.

I forbindelse med jobkonsultationer og udviklingsforløb bruger jeg en selv-evaluering af de syv intelligenser, som jeg selv har formuleret (efter at have brugt en anden i flere år). Den bruges til at identificere et muligt potentiale og vurdere, hvad der kan give personen mere glæde og energi i hverdagen.

Ud fra resultaterne af selv-evalueringen sammenlignet med intelligenstesten ses disse sammenhænge:

  • Matematiske evner: Kvinder vurderer ofte sig selv lavt i selv-evalueringen, men scorer alligevel over gennemsnittet i intelligenstesten
  • Sproglige evner: Mænd bliver tit overraskede over at score højt på det sproglige i intelligenstesten, fordi deres egen vurdering ligger lavere
  • Begge køn kan score i top på både det sproglige og det matematiske
  • Velbegavede og højt begavede ligger ofte mellem 6-10 i selv-evalueringen på flere parametre, så en målbar høj IQ falder ofte sammen med musiske, visuelt-rummelige og/eller kropsligt-kinæstetiske evner. Jeg har efterhånden mødt en del musikere og kunstnere med høj IQ.

 

Intelligenstests på nettet – er de valide?

Der findes mange (gratis) intelligenstests på nettet, men de er ikke nødvendigvis valide. Her er links til de to, som er valide.

Den test, Mensa bruger, hedder FRT (Figure Reasoning Test) og måler kun logisk opfattelse. Du kan prøve den vejledende version her.

Illustreret Videnskab bruger en IQ-test, der måler fem parametre, herunder også sprog, matematik, logik og hukommelse. Den kan du prøve her.

Hvis du er bange for at få testet din intelligens – og det er der rigtigt mange der er, fordi de frygter at finde ud af, at de alligevel bare er normalt begavede eller ligefrem under gennemsnittet – så kan jeg anbefale min egen selv-evaluering. Det er 15 spørgsmål baseret på de kendetegn og adfærdstræk, der er mest typiske for begavede.

Tjek selv: Er du belastende begavet?

NB. Det er en selv-evaluering og ikke en rigtig intelligenstest. Resultatet er kun vejledende, men den har vist sig at være ret valid alligevel.

Læs også:

Related Post

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Nemme og effektive ting, du selv kan gøre fra i dag.

 

Samtidig får du nyheder, flere tips og særlige rabatter fra Ann C.

You have Successfully Subscribed!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!