+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

At folkeskolen ikke kan bryde den sociale arv burde ikke komme som en overraskelse. Ligesom det er fuldstændigt indlysende, at børn af højtuddannede har større sandsynlighed for at gennemføre folkeskolen med et godt gennemsnit, få en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. Det har nemlig ikke noget/ret meget med folkeskolen at gøre.

 

Skal folkeskolen påtage sig ansvaret for at bryde den sociale arv?

Nu har de igen travlt med at fremhæve, at Folkeskolen ikke formår at bryde den sociale arv. Men måske er det hverken folkeskolens skyld eller ansvar.

Undersøgelserne viser, at der er en direkte sammenhæng imellem forældrenes uddannelsesniveau og børnenes sandsynlighed for at klare sig godt i folkeskolen og det øvrige uddannelsessystem: Jo højere uddannelse forældrene har, desto større er sandsynligheden for, at børnene også får en længere uddannelse.

Selvfølgelig er det sådan!

Underligt nok har man slet ikke overvejet, at der kan være en sammenhæng imellem forældrenes intelligens og børnenes samme: At jo højere forældrenes IQ er, desto større er sandsynligheden også for, at børnene har en høj IQ.

Næh, nej, intelligens taler vi ikke om her i Jantelovens Danmark. Det er nemlig et kæmpe tabu, at nogle er mere intelligente end andre. Alle har – officielt – lige muligheder for at få en uddannelse. Men i praksis har de jo ikke lige evner! 

Folkeskolen kan nok give eleverne nogenlunde lige vilkår, men den vil aldrig kunne udjævne forskellene i elevernes evner. Det er vel derfor man har introduceret differentieret undervisning.

Kan man så med rimelighed forlange, at folkeskolen skal bryde den sociale arv?

 

Arv og miljø – og intelligens

Undersøgelser (jf. Nikolaj Lunøes bidrag til Mads Hermansens “Lærerens psykologibog“) har vist, at 50-80% af intelligensen er arvelig, mens de resterende 20-50% påvirkes af miljøet, der enten kan hæmme eller stimulere barnets intelligensmæssige potentiale.

Intelligensen gør, at nogle mennesker har meget lettere end andre ved:

  1. At tilegne sig ny viden
  2. At bruge denne viden – til at træffe beslutninger eller løse opgaver
  3. Selv at skabe ny viden

Fakta er altså, at nogle børn er mere intelligente og derfor har lettere ved at lære noget i skolen. Hvis de så samtidig har intelligente forældre, der selv har en længere uddannelse og bedre forudsætninger for at hjælpe dem med lektierne, så har de intelligente børn endnu en fordel. Og sandsynligvis omvendt med de mindre intelligente børn, der har sværere ved at tilegne sig og bruge viden.

 

Intelligens – og kærlighed – kan bryde den sociale arv

Eftersom man endnu ikke har undersøgt sammenhængen mellem intelligens og evnen til at bryde den sociale arv, kan jeg ikke dokumentere det. Men jeg kan se en klar tendens både hos mine kunder, blandt de begavede i mit netværk og hos de mønsterbrydere, der har klaret sig godt og bliver fremhævet i medierne.

Intelligensen kan gøre, at de begavede børn er bedre til at klare sig i skolen, som kan blive deres fristed eller det sted, hvor de, under nogle andre rammer end dem derhjemme, får mulighed for at løse opgaver og præstere noget, der kan styrke deres selvtillid.

Intelligensen kan også gøre, at de er bedre til at udtænke overlevelsesstrategier som børn af alkoholikere og misbrugere. De kan huske, hvad der gik skidt, analysere hvorfor og eksperimentere sig frem til bedre løsninger. Ofte bliver de alt for hurtigt “den lille voksne”, der tager ansvaret for deres forældre – sørger for at slukke komfuret, køber ind, laver mad, tager ansvaret for at de selv og mindre søskende kommer i skole, drejer på rettet, så far ikke kører galt, sørger for at mor kommer i seng, lægger sig imellem, når der uddeles øretæver osv.

Så de intelligente børn kan overleve en miserabel opvækst.

Men intelligensen er ikke ensbetydende med, at de også klarer sig godt menneskeligt og socialt. For det kræver kærlighed. Trygge rammer. Og gode rollemodeller. Voksne, der kan se og rumme dem, som de er, og støtte dem i at få en uddannelse.

 

Gode rollemodeller kan gøre en stor forskel

Kærlige, rummelige voksne og gode rollemodeller behøver ikke at være deres forældre. Det kan også være bedsteforældre, onkler, tanter, lærere, pædagoger, fodboldtrænere, karateundervisere, svømmetrænere, spejderledere og andre børns forældre. Det forunderlige er nemlig, at det at blive set og rummet – og allerhelst elsket ubetinget – kan læge nogle af de sår på sjælen, som børnene bærer rundt på og styrke både selvværd og selvtillid.

Og hjernen er heldigvis plastisk, så jo før de gode rollemodeller kommer i spil i barnets liv, desto større er sandsynligheden for at bryde den sociale arv.

Så husk det, næste gang du møder et forsømt og forhutlet barn: Du kan gøre en stor forskel!