– for alle andre end sig selv, både som børn og som voksne
Begavet og sensitiv som barn
Forestil dig, at du er 5 år gammel, og du kan mærke, at din mor ikke er glad. Hun virker ked af det. Men hun siger ikke, hvad hun er ked af. Tværtimod. Hvis du spørger hende, hvad der er galt, svarer hun bare “Der er ikke noget galt, min ven.” Hun smiler med munden, men ikke med øjnene. Du kan mærke, at det bare er noget, hun siger for, at du ikke skal spørge. Så du er holdt op med at spørge.
Der er en mærkelig mørk stemning omkring hende, som du kan mærke, så snart du går ind i stuen eller ud i køkkenet, når hun er der. Det virker lidt uhyggeligt, så du har ikke så meget lyst til at være i nærheden af hende.
Nogle gange, når du sidder på dit værelse og leger, kommer hun ind til dig. Så står hun og kigger på dig uden at sige noget. Du bliver forvirret og lidt nervøs. Du kan ikke rigtigt koncentrere dig om at lege, når hun er der og ser på dig. Så du stopper med at lege, rejser dig og går hen til hende og giver hende et kram. Når du giver hende et kram smiler hun og virker lidt mere glad, også med øjnene. Men kun i meget kort tid. Så virker hun ked af det igen. Andre gange knuger hun dig meget hårdt ind til sig og vil ligesom ikke give slip igen. Det er, som om hun er bange for, at du går fra hende.
Tit, når du skal sove, har du svært ved at falde i søvn. Du tænker på, hvad der er galt med din mor. Om det er noget, du har gjort, som har gjort hende så ked af det. Måske har du ikke været sød nok. Måske er det din skyld, at din mor er ked af det. Eller måske er hun meget syg. Måske er hun så syg, at hun til til sidst dør af det. Så er det din skyld. Fordi du ikke var sød og gjorde, hvad hun bad dig om.
Du holder efterhånden op med at lege, når du er hjemme i huset sammen med din mor. I stedet sørger du for at være lige i nærheden af hende. Du spørger, om du skal gøre noget. F.eks. lave kaffe til hende. Eller gøre rent. Eller noget af det andet, som din mor plejer at gøre, og som hun ligesom ikke har kræfter til at gøre mere.
Når du er sammen med dine legekammerater er det også svært at lege. Du kommer hele tiden til at tænke på din mor. Hvad nu hvis hun er død, når du kommer hjem?!
Som sensitiv voksen
Du klarede dig godt i skolen, gjorde dig stor umage og lavede pligtopfyldende alle dine lektier. Så din mor (og far) ikke skulle bekymre sig om dig. De havde nok af bekymringer med dine søskende.
Du fik en uddannelse og et job og en partner og senere også børn. Alt var, som det skulle være. I hvert fald på overfladen. Men du er ikke rigtigt glad. Heller ikke rigtigt ked af det. Bare sådan ubestemmeligt midt imellem. Og du kan tit komme i tvivl. Om det nu er det rigtige job. Om du gør det godt nok. Om du er en god forælder. Om du er en god partner. Men du tør ikke spørge, for hvad nu, hvis din chef bare går og venter på at fyre dig? Hvad nu hvis din partner går fra dig og tager børnene med?
Hvis din partner virker sur eller trist, reagerer du straks på det og bliver i dårligt humør. Du bliver i øvrigt alt for nemt irriteret på din partner eller dine børn, og så du kommer til at bide ad dem eller ligefrem skændes med din partner eller råbe ad dine børn.
På en måde kan det være rart at skændes, så din partner bliver sur på dig. Det er lettere at forholde sig til, at du får skæld ud, end at du skal gå og gætte, hvad der måske er galt. Du bruger nemlig en masse energi på at prøve at gøre alle glade. På jobbet skal alle helst kunne lide dig. Din chef skal helst rose dig tit. Men selv om du anstrenger dig nok så meget, har du stadig en fornemmelse af, at de bare lader som om. At de når som helst kan falde dig i ryggen og bagtale dig, så snart du er ude af syne. Selv om du godt selv kan høre, at det lyder langt ude, så er det faktisk en lettelse, når nogen bliver sure på dig. For det har du sikkert fortjent. Så behøver du i det mindste ikke at gå og være bange for det eller grue for, at du har gjort noget forkert, som snart bliver opdaget. Skideballer kan næsten være en befrielse. Når de er overstået. Bagefter kan du bebrejde dig selv og blive bekræftet i, at det var din skyld.
Men indrømmet: Det er lidt hårdt altid at forsøge at gøre alle tilpas og samtidig gå og vente på, at der falder brænde ned. Ret anstrengende faktisk. Du bliver nemt anspændt, når du er sammen med andre mennesker. Især grupper af kolleger. For slet ikke at tale om familiemiddage. Det er en sand pinsel hver gang.
Mon dog?
Lyder det bekendt?
Fandt du ud af, hvad din mor var ked af?
Havde det overhovedet noget med dig at gøre?
Tror du, at det altid er noget, du har gjort forkert, som de andre taler om?
Hvis du nu tænker objektivt over det…
Åh, denne traff meg virkelig midt i magen! Jeg har alltid vært redd for at det skulle skje noe fælt med min mor, og alltid forsøkt å veie opp for alle vonde ting i hennes liv, selv om hun ikke ville at jeg skulle ha det ansvaret. Behovet for å bli likt av sjefen og kollegene, og alle andre kjenner jeg også, og det å skjelle ut mannen min for da kan han like gjerne så ut at han ikke bryr seg om meg! Følelsen av å være annerledes, “rar” og ikke noe verdt…
Jeg leser dine innlegg med stor interesse og alltid stor gjenkjennelse. Det er aller første gang i mitt liv at noen setter ord på mine følelser på denne måten. Jeg ante virkelig ikke at noen der ute kunne beskrive meg og mitt liv så treffende. Jeg hadde ikke klart det selv! Jeg forstår nå den vonde følelsen av impostor syndrome og kombinasjonen høyt begavet og sensitiv. Jeg fikk tilbud om å hoppe over et klassetrinn på barneskolen, men ble bare livredd og takket nei. Tusen takk for dine innsiktsfulle innlegg!
Ja, jeg har jo i lange tider kaldt mig selv for “det menneskelige barometer” der altid har skulle lodde, om der var “uvejr” på vej – først hos min mor, siden hos min partner. Så ja: artiklen her sad lige i skabet….
Tak, sagde netop til min mand:der er en der skriver om mig i avisen. Om dig, hvordan kan det gå til? Jeg lo lidt og sagde: ikke med navns nævnelse, men jeg vil skrive under på det hele.
Jeg har været klar over, at jeg er begavet og nærtagende,men ikke over, at jeg ikke var det eneste fjols. Vågner tit om morgenen og siger i mig selv:jeg hader dig. Det er ikke særlig sjovt. Er den ældste af fem, og har i for ung alder haft for meget ansvar for søskende. Storesøsterrollen er blevet hængende.
Troede jeg ikke ville blive gift, idet ingen ville kunne elske mig. Fik dog i trediveårsalderen den skønneste mand man kan ønske sig, selv om jeg måtte jagte ham et stykke tid.
Rammende, skræmmende, effektfuldt..
Især det indirekte i beskrivelsen af, hvordan den nu vokse mor opfører sig, så hendes egne sensitive børn risikerer at gå med præcis de samme følelser :'(
Jeg spekulerer på, hvordan kan man imødegå de sensitive børns spekulationer og bekymringer? Vise dem hvor de kan tage ansvar og hvor de må give slip?
Herhjemme har vi afskaffet “at lade som om vi er okay”. Vi har to små børn under 3 år, så de har hysteriske anfald ofte – helt naturligt. Vi anerkender dem, årsagen til dem, og lader os hverken ryste eller rokke, mens vi øser kærlighed på i en lind strøm.
Når vi voksne så af og til kører op i en spids, og får talt højt, så falder der også en undskyldning bagefter. En undskyldning, hvor vi gør os umage med ordvalget, for det er faktisk rigtig svært at få sagt oprigtigt undskyld for ens egen opførsel, uden at gøre børnenes dårlige opførsel legal – eller barnet forkert..
Hvis jeg er træt, ked af noget, eller har ondt og derfor har en kort lunte eller bare ikke orker være sjove glade mor, så siger jeg det højt. Min datter forstår næppe alle ord, men hun får en forklaring på det hun fornemmer, et knus, et “jeg elsker dig” og et “hvordan har du det og hvad har du lyst til?” med på vejen.
For søren hvor jeg håber det virker, og den onde cirkel ikke fortsætter…
Line – du gør alt det rigtige, så jeg er ret sikker på, at du får brudt mønstret.
Ofte handler det jo om, at vi som voksne står ved og udtrykker det, vi reelt føler. Uden at det kommer til at fylde det hele, så der ikke er plads til børnenes følelser. Det er også meget voksent og ansvarligt, at du kan sige undskyld til dine børn – det bruger jeg også – og helst med det samme, så de ikke når at gå rundt og have det skidt.
Især fint, at I har afskaffet “at lade som om” og i stedet sætter ord på. Det er med til at give dine børn et godt forbillede og samtidig gøre det legalt at have mange forskellige og til tider voldsomme følelser.
Fortsæt på den måde! 🙂
Ramte desværre også plet hos mig. Lider voldsomt af behagesyge og har altid antennerne ude. Større selskaber dræner mig. Jeg prøver at lære at hvile i mig selv. Men er nu 61 år – så gad vide om jeg når det?
Kære Jytte,
Ofte får man en bestemt rolle i sin opvækst – det der gør det muligt at indgå i de nære relationer uden at lide overlast. Især særligt sensitive/påvirkelige personer kan ‘vælge’ at blive pleasere for at undgå konflikter, skæld ud, kritik, dårlig stemning, skyldfølelse og andet negativt. Hvis man har lært det tidligt og gentaget det resten af sit liv, kan de være svært at ændre. Men det kan lade sig gøre. Det kræver bare en stor indsats og en alternativ måde at handle og agere i relationerne til andre.
Det har desværre også ramt plet her! Jeg har en 4 år yngre bror, der er autist og min mor har lidt af depressioner flere gange i min barndom. Mine forældre (primært min far) har ofte sagt, at de havde det dårligt med, at jeg var meget overladt til mig selv i min barndom, men jeg har altid slået det hen med “Sådan var det jo bare”. Men i dag har jeg fået en forståelse med, at der har været noget om snakken.
Nu har de så guldbryllup og jeg overvejer at nævne det i talen til dem, men vil heller ikke gøre dem kede af det. Det skal nemlig også siges, at jeg føler de har taget revanche dels over for mine børn i dag samt over for mig i forbindelse med min skilsmisse fra mine børns mor.
Pyh, det lyder hårdt. Men ja, det er også en styrke, du har fået, og som dine børn kan nyde godt af. De er heldige at have dig som far.