Mænd er skjulte autister
For tiden følger jeg en foredragsrække om moderne psykoterapi (som inspiration efter, at jeg er stoppet på Jung Instituttet), og i går aftes var det en forelæsning om depression og interpersonel psykoterapi. Overlæge i psykiatri Fransisco Alberdi delte teorier og sine kliniske erfaringer, hvor der blandt de deprimerede patienter var en stærk overvægt af mænd:
Mænd har et skjult autistisk gen, som folder sig ud efter, at de er blevet 50 år.
Sagt med et glimt i øjet, for som han uddybede: “Herefter er det mest deres koner, som tager initiativ til at invitere venner til middag. Mændene synes ikke det er så nødvendigt og er mere tilbøjelige til at have nok i sig selv.”
En undersøgelse fra 2017 viste, at alt for mange mænd lider af en skjult depression. Heraf fremgår det, at “Mænd diagnosticeres og behandles kun halvt så ofte for depression som kvinder. Til gengæld bliver de diagnosticeret dobbelt så hyppigt for misbrug, specielt alkoholmisbrug.”
Når jeg møder mænd i min konsultation for personlig udvikling, kan det både være efter, at de har været i behandling for en depression og forsøger at finde sig selv og livsglæden igen. Og det kan være yngre mænd, som ikke rigtigt trives i jobbet og har svært ved at se meningen med det hele – de synes tit, at de burde være mere glade.
Blandt de begavede, jeg møder og hjælper videre, er glæden og meningen også tit blevet en mangelvare hos kvinderne, men her er det oftere, fordi de er tilbøjelige til at tage hensyn til alle andre og nedprioriterer deres egne behov.
3 grunde til, at mænd oftere bliver deprimerede
Ifølge Alberdi og undertegnede er der tre grunde til, at depressionens tunge og triste åg oftere lægger sig på skuldrene af mænd:
- De nedprioriterer deres venskaber med andre mænd
- De er for autonome, uafhængige supermænd
- De bliver for seriøse som forsørgere
Hvor mange af de 3 grunde kan du genkende hos dig selv?
Ad 1. Mænd har færre og/eller dårligere relationer
Ifølge Alberdi er der en skæv kønsfordeling i hans model, idet mænd typisk er mere selvfokuserede og har nok i sig selv, mens kvinderne – både de yngre og som ældre – er relationsfokuserede og bestandigt er optagede af, hvordan andre har det. Det var her hans bemærkning om mænds skjulte autisme faldt. Efterfulgt af en tør bemærkning om, at han da syntes, at han havde nogle gode venner, men hvis han tænkte efter, hvornår han sidst havde været sammen med sin bedste ven, så var det nok tre år siden.
Hvis jeg ser på de tre mænd (17, 22 og 56 år), jeg selv har i huset, så er der også her et tydeligt mønster: De mødes ikke en-til-en for at snakke, men mødes typisk som en flok, uanset om det så er i vinklubben med gamle kolleger, til LAN-party eller for at spille brætspil. Som min ældste søn udtrykte det, i sin forundring over at piger bare mødes for at mødes og tit aftaler det lang tid i forvejen:
Når jeg mødes med vennerne, er det jo, fordi vi GØR noget sammen.
Underforstået spiller spil eller drikker og går i byen sammen. Andre mænd dyrker sport sammen eller ser en fodboldkamp i fjernsynet. Som kvinde kan jeg derfor forestille mig, at de har det både sjovt og hygger sig, men altså ikke får ført de dybere samtaler, som vi kvinder gør, når vi mødes på en café eller går ture sammen.
Ad 2. Supermand går ikke til læge – og slet ikke i terapi!
Ifølge en undersøgelse for nogle år siden, stod det klart, at mænd ikke går nok til lægen – og mange dør af det. Da de interviewede mændene for at forstå årsagen, kom det frem, at
…mændene er bange for at være til besvær og for at virke pylrede.
Det viste sig også, at “mænd generelt er dårligere end kvinder til at tale om og forholde sig til at sygdom og livsstilændringer.”
Ifølge Alberdi går de heller ikke i terapi, før depressionen er så tung, at deres kone mister tålmodigheden og sørger for, at manden kommer til lægen. Alberdi mener, at det hænger sammen med det kulturelle aspekt og kønsforskellen i opdragelsen, hvor drenge jo tit – før i tiden – fik at vide, at “det da ikke var noget at græde over” og tværtimod blev opfordret til at være tapre og skjule deres følelser. Så de som voksne bliver overdrevent autonome, og fejlagtigt tror, at de skal klare alting selv. Derimod ser han en klar tendens til, at “kvinder søger hjælp, får den, og hjælpen virker”.
Heldigvis møder jeg også en del mænd, som kontakter mig, fordi de ikke ønsker, at deres søn eller datter skal opleve det samme som dem selv. De vil gerne være en bedre rollemodel for deres børn, end de oplevede, at deres egen far var. Det er en rigtig stærk motivation til at ændre de negative tanke- og adfærdsmønstre, de har fået, og de flytter sig oftest markant i udviklingsforløbet.
Ad 3. De bliver seriøse forsørgere – og glemmer glæden
Denne begrundelse bygger jeg på de mange samtaler, jeg har haft med – begavede og sensitive – mænd i alle aldre. Selvom de er blevet langt bedre til at tage barselsorlov og forsøger at være der for deres børn, så er der stadig en tendens til, at jobbet er deres primære komfortzone, mens deres kone/kæreste lettere påtager sig det overordnede ansvar for familiens dagligdag.
Det er stadig mest kvinderne, der arbejder deltid, så de kan hente tidligt i vuggestuen og børnehaven, sørger for madpakker og legeaftaler, for at børnene husker gymnastiktøjet og at logistikken omkring fritidsaktiviteter fungerer, ligesom det også er mødrene, der føler sig forpligtede til at følge med på forældreintra. Dermed får de også en tættere relation til børnene, fordi de har en bedre føling med, hvad der fylder i børnenes hverdag.
Mændene føler måske, at de kommer lidt til kort. Eller de opgiver hurtigt, fordi de aldrig får lov til at håndtere børnene på deres måde, fordi den perfektionistiske mor irettesætter dem, når strømpebukserne vender forkert eller far – igen – glemmer en eller anden lille ting, som barnet fint kan overleve uden.
Så i stedet fokuserer mændende på det, de er bedst til: Arbejdet og karrieren. Så de kan forsørge familien, får råd til at flytte i hus, og familien kan være økonomisk tryg. Nogle gange indebærer det, at de siger ja til jobs, de slet ikke bryder sig om, eller bliver alt for længe i en virksomhed, hvor de keder sig og mistrives. Eller de arbejder alt for meget – både som nødvendighed og som flugt fra det familieliv, de føler sig mindre kompetente til.
Resultatet kan derfor blive, at mændene mister arbejdsglæden, føler sig låst i rollen som skaffedyr og i værste fald føler sig emotionelt (og seksuelt) forsømt af den kvinde, de i sin tid forelskede sig i og valgte at få børn med. De bliver overansvarlige, ambitiøse karrieremænd, der gradvist mister kontakten til sig selv, deres følelsesliv og dermed glæden.
3 tips til at forebygge depressionen
Her er tre enkle tips til dig, kære mand (eller kvinde), hvis du synes, at hverdagen er blevet en grå mudderpøl, du hverken kan bunde i eller komme op af.
- Arrangér et møde med en god ven eller veninde – mindst én gang om måneden
- Tal med andre om, hvordan du har det – mindst én gang om ugen
- Gør noget fjollet, sjovt og godt, der får dig til at grine – mindst én gang om dagen!
Og hvis du har gjort det i nogle uger eller måneder, uden den store effekt, så må du hellere bestille tid hos din læge.
Du er også altid velkommen til at kontakte mig – jeg vil hellere end gerne hjælpe dig til at genfinde glæden.
