+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Holder du dine problemer for dig selv, fordi du ikke tror, at andre kan rumme dem eller hjælpe dig? Tænker du, at dine dine nære selv har rigeligt med problemer og bekymringer? 

Måske har du ret. Måske er han (far/partner/ven) opslugt af problemer på sit arbejde. Konkrete og økonomiske problemer. Måske er han bange for at miste sit job, så han ikke længere kan forsørge sig selv og sin familie.
Men du ved det ikke, for han siger ikke noget.

Måske har du ret. Måske er hun (mor/partner/veninde) konstant bekymret og spekulerer over alt muligt, hun frygter går galt.
Måske er hun bange for at blive socialt isoleret og ensom eller for ikke at kunne klare presset, bange for at få stress og blive sygemeldt.
Men du ved det ikke, for hun siger ikke noget.

Hvad nu, hvis du faktisk tager fejl?

Hvad nu, hvis han trænger til at tale med dig om det, der går ham på?
Hvad nu, hvis hun trænger til at tale med dig om sine bekymringer?

Og hvad nu, hvis han eller hun faktisk er bekymret for dig, fordi du ikke siger noget?

 

Hvorfor tror du ikke, at andre kan rumme dine problemer?

Det kan være, at du er en af de børn og unge, der alt for tidligt i dit liv på en måde har skullet være forælder for dine forældre. Fordi din mor eller far ikke rigtigt var i stand til at tage ansvar for sig selv og sit eget liv. Der kan have været alkohol, misbrug, vold eller psykisk sygdom inde i billedet. Så du er/var nødt til at tage ansvaret og være den voksne, selvom du stadig er/var et barn.

Det kan være, at du er begavet, særligt sensitiv og bange for at blive afvist, så du tager alle de hensyn til andre, som du ville ønske, at nogen tog til dig. Faktisk tager du så mange hensyn til andre, at du glemmer dig selv. Så du måske ligefrem mister kontakten med dig selv og dine følelser.

Det kan være, at du er introvert og fra naturens side tilbøjelig til at vende tingene indad. Så det er svært for dig at sætte ord på og få ordene ud ad din mund.

Det kan være, at du stiller helt vildt høje krav til dig selv eller ikke kan overskue konsekvenserne, så du flygter fra problemerne og smerten ved at arbejde hele tiden, dulme dig med cigaretter, alkohol, overspisning eller måske skader dig selv.

Under alle omstændigheder holder du dine problemer for dig selv, fordi du ikke tror på, at andre kan rumme, forstå eller hjælpe dig. Så du bliver trist og ensom. Måske også angst og perfektionistisk. Fordi du hele tiden skal kunne alt og kontrollere alt i dit liv.

Men det behøver du ikke.

 

Bryd tavsheden og del dine problemer

Det første, du kan – og skal – gøre, er at bryde tavsheden. Fortæl andre, hvad der går dig på og bekymrer dig. Del dine tanker og følelser.

Hvis det er for angstprovokerende og for stor en overvindelse for dig, kan du begynde med at skrive dagbog eller noter til dig selv. Skriv dine tanker ned, bare skriv uden at bekymre dig om kommaer, formuleringer og så videre, for du er den eneste, der skal læse det. Pointen er, at du får det ud af hovedet og ned på papiret (eller ned i et dokument), som du så selv bestemmer, hvad du gør med bagefter.

Når du så føler dig klar til det, kan du snakke med en ven eller veninde om det. Dernæst med dine nære.

 

Bed om hjælp

Lige så vel, som du gerne vil hjælpe og være der for dine nærmeste og dine venner, så vil de også gerne være der for dig. Den vigtigste forudsætning er faktisk, at du åbner op og giver dem mulighed for og lov til at hjælpe dig.

Hvis de ikke ved, hvad der tynger dig, kan de heller ikke hjælpe dig med at bære dine byrder.
Hvis de ikke ved, hvad du er ked af, kan de ikke trøste dig.
Hvis de ikke ved, hvad der bekymrer dig, kan de ikke berolige dig.
Hvis de ikke ved, hvilke problemer du har, kan de ikke hjælpe dig med at finde løsninger på dem.

Så bed om hjælp.

HUSK
at dem, der ikke kan rumme og forstå dig, som du er, har du alligevel ikke brug for i dit liv.

Og: Hvis du ikke fortæller nogen om dine problemer, er der heller ingen, der kan hjælpe dig.