Du klarer dig godt i skolen. Det har du altid gjort. Du laver dine lektier og får gode karakterer, uden at du behøver at anstrenge dig. Du kan lide at gå i skole, fordi du får at vide, hvad du skal gøre, og hvad der forventes af dig. Du skal bare lave dine lektier og være aktiv i timerne. Du forstår ikke de veninder, der synes, at det er svært eller ikke tør sige noget i timerne. Heller ikke hende, der absolut vil være den bedste til alt. Eller dem, der synes, at skolen er kedelig eller forfærdelig, dem der pjækker, svarer læreren igen eller ikke laver lektier. For dig er skolen nem, fordi der er klare regler for, hvad man skal gøre eller ikke må gøre.
Regler gør det nemt. Du laver også regler for dig selv. Da du var mindre, måtte du ikke træde på stregerne mellem fliserne. Senere måtte du ikke gå på gulvet med bare tæer, fordi du vidste, at de andre nogle gange gik på dem med sko på, og man kunne aldrig vide, om de havde trådt i en hundelort. Af samme grund sidder du heller ikke på bænkene i skolegården, fordi du har set nogle af de andre børn stå på dem med deres beskidte sko. At sidde på et bussæde er du heller ikke meget for. I hvert fald måtte dit hår ikke røre ryglænet, for du ved jo ikke, hvem der har siddet der før, og dit hår vil røre dit ansigt, når du sover. Vinteren er god, for så kan du gå med handsker og behøver ikke at røre noget af alt det, som andre har rørt ved. Handsker om dagen offentlige steder, strømper på fødderne, når du skal op om natten, papir på wc-brædtet på andres toiletter, håret om foran, så det ikke rører ryglænet. Det er nemme regler.
For nylig er du begyndt at lave regler for, hvad du må spise. Du må ikke spise chips, flæskesteg, flæskesvær eller sovs, for der er meget fedt i. Smør på brøddet er selvfølgelig udelukket og overflødigt. Du må heller ikke spise rødbeder, ketchup eller frugtyoghurt, for der er alt for meget sukker i. Til morgenmad får du en lille skål müsli med mælk, til frokost en sammenklappet skive rugbrød og til aften får du yoghurt på dine kartofler i stedet for sovs. Nogle gange laver du en lækker salat af revet æble og gulerødder i stedet for det, som familien skal have. Det er gode, sunde regler, og du kan se på vægten, at du taber dig, så du er godt tilfreds. Så du er ligeglad med, at dine forældre synes, at du er underlig.
Hvis du bare kunne have nogle nemme regler i forhold til din mor. Hvis du kunne være sikker på, at hvis du gjorde eller sagde sådan eller sådan, så ville hun være glad og lade dig være i fred. Så tit du kan, trækker du dig tilbage på dit værelse. Hører musik, læser, skriver. Hun forstår det ikke. Forstår ikke, hvorfor du ikke vil sidde og se fjernsyn sammen med dem hver aften (som du gjorde, da du var lille). Nogle gange håner hun dig for, at du er så meget alene på dit værelse “Du sidder jo bare der og skriver digte!”. Som om det at skrive digte og give udtryk for dine følelser er noget beskidt, forkert og forbudt. Du har ikke lyst til at se ligegyldigt fjernsyn, og du føler ikke, at du kan tale med hende om, hvordan du har det. Hun vil så gerne have, at du betror dig til hende. Du har prøvet et par gange, men så bliver hun ved at tage det op igen, flere gange, længe efter, at du forlængst er kommet videre. Det føles ubehageligt og klæbrigt, når hun prøver at tale om dine problemer. For hun løser dem ikke. Det føles mere, som hun vil tale om det, for ligesom at svælge i dem, vælte sig rundt og rulle sig i dine følelser, som om hun ikke havde nok i sine egne. Det fik dig til at væmmes, og derefter har du holdt dine følelser for dig selv. Når du er ked af det, sørger du for kun at græde, når du er alene. Hvis noget går dig på, skriver du det i din dagbog, som du sørger for at gemme omhyggeligt, så hun ikke finder den.
Du beder aldrig om hjælp til dine lektier.
Du fortæller ikke, hvad du føler.
Du foretrækker at være alene.
Udadtil, henne i skolen, sammen med andre er du altid glad, dygtig og selvstændig.
Sammen med dine veninder hygger du dig og har det sjovt.
Indadtil føler du dig anderledes, forkert og usikker.
Når du er alene er du trist og ked af det.
Det er, som om du lever et dobbeltliv.
Har du også en hemmelighed?
Så skal du vide, at du ikke er den eneste, der har det sådan. Du er langt fra alene. Det anslås at omkring 75.000 kvinder og mænd i Danmark lider af en spiseforstyrrelse. Ca. 100-150.000 lider af OCD (Obsessive Compulsive Disorder).
Og det, som psykologerne og lægerne vil kalde OCD, en udviklingsforstyrrelse, spiseforstyrrelse eller hvilken mærkat, de nu sætter på, kan for dig være en måde at overleve og navigere nogenlunde sikkert i en indre og ydre verden, der føles uoverskuelig, uforudsigelig eller ligefrem kaotisk.
Med regler og selvdisciplin holder du kursen i dit liv. Det giver dig en følelse af kontrol, som kan give dig selvtillid, når du kan mærke, at det virker.
På en måde er din adfærd helt logisk og forståelig: Du forsøger jo bare at holde orden, skabe den struktur og de faste rammer, du har brug for i dit liv og dine tanker.
Og et eller andet sted: Du vil hellere have en diagnose, end at blive ligesom din mor eller far!?
Men den slags forstår voksne ikke.
Derfor bliver du nødt til at holde på en hemmelighed. Om hvordan du i virkeligheden er. Om hvordan du i virkeligheden har det, og hvad du føler inderst inde.
Jeg håber, at du en dag tør fortælle nogen om din hemmelighed.
Ligesom Anja Fonseca har gjort det i bogen “i morgen stopper jeg”. Og jeg gjorde det, da jeg holdt foredrag om anorexi.
