– Ja, hvis bare jeg kunne!
Har du nogle gange lyst til at råbe til dig selv, at du skal tage dig sammen?
Kan du rammes af dage hvor humøret svinger mismodigt mellem blues-blåt og skidengråt – vel at mærke uden at du kan finde en værdig forklaring?
Dage, hvor selv det job, som du normalt elsker, er forvandlet til en sur pligt, du umuligt kan tage dig sammen til frivilligt at gøre, men simpelthen må tvinge dig selv igennem?
Dage, hvor du er træt, uanset hvor længe du har sovet?
Hvor overspringshandlingerne står i kø for at springe hinanden over?
Hvor du har lyst til at blive under dynen med en god bog og melde dig ud af samfundet på ubestemt tid?
Hvor du bare ikke orker at forholde dig til andre mennesker og mindst af alt til deres problemer, krav og ønsker?!
Dage, hvor du ville ønske, at du kunne spole dagen tilbage og starte forfra en anden dag – en dag hvor solen skinner, du er glad og energisk, har overskud til din familie og nyder at gå på arbejde!
Hvor ofte rammer de “dårlige” dage dig?
Her på matriklen rammer de heldigvis ikke så tit, men lige i dag har sådan en sneget sig ind over mig. Jeg startede ellers dagen i fin stil med en rask lille løbetur i smukt efterårs-gråvejr, som så blev til regn og fik mig til at spurte det sidste stykke. Pulsen op og i gang, men så gik det stille og roligt ned ad bakke. Melankolien kom krybende ind på mig fra alle kroge, hvor den havde ligget og gemt sig siden sidst. Også selvom solen af og til – helt umotiveret – gav sig til at skinne på mig mellem skyerne.
Men altså: det er jo sådan livet er! Sådan humøret kan være. Lige så omskifteligt som vejret.
Dengang jeg havde fast arbejde som HR Manager, havde jeg så travlt med alt muligt – møder, mails, telefonsamtaler og alt det løse og mere faste derimellem, at jeg ikke havde tid til den slags dage. Jeg opdagede dem simpelthen ikke. I stedet havde jeg dage, hvor jeg bare var sprød og helst skulle passe mig selv i et hjørne med nogle regneark og lidt oprydning. Sådan lidt skabs-introvert ca. en gang om måneden.
I perioder imellem jobs, var intervallet mellem de “dårlige” dage kortere. Men da havde jeg også bedre tid til at tage mig af mig selv, så det var jo fair nok.
Jeg sætter dårlige i citationstegn, for jeg er egentlig ikke sikker på, at de er så dårlige, når det kommer til stykket. For mig er det dage, hvor jeg er mere i kontakt med mig selv, bedre kan mærke, hvordan jeg i virkeligheden har det. Eller rettere hvordan jeg også har det. For de sprøde, melankolske dage er bare en del af mig, et lille udsnit af en større helhed.
Hvordan håndterer du de dårlige dage?
Grundlæggende har vi altid 3 muligheder:
1) Flugtstrategien – vi kan fortrænge og ignorere
2) Overgivelsesstrategien – vi kan vælge at overgive os og svælge i det
3) Acceptstrategien – vi kan acceptere og rumme os selv
Flugtstrategien er nok den, vi per automatik er mest tilbøjelige til at vælge – fordi ubehaget er for stort til, at vi har lyst til at være i det. Alt efter din personlighed kan den tage sig lidt forskelligt ud.
De ambitiøse knokler på med karrieren og påtager sig så tilpas meget arbejde, at de er fri for at forholde sig til sig selv, og når de endelig har tid til det, er de for udmattede til at orke noget.
De hensynsfulde løber spidsrod for at tilfredsstille alle andres behov og ønsker, så de undgår at skulle forholde sig til deres egne behov.
De optimistiske lader som de har det helt fantastisk, så det bliver en fortrængning af de negative følelser og dermed kastes der mørke skygger ind i det ubevidste.
De perfektionistiske sørger for at holde sig travle med alverdens indbildt vigtige detaljer, som de pinedød skal have styr på.
De energiske dyrker overdreven meget sport og farer omkring som en flue i en flaske, for at undgå at skulle mærke følelserne eller tænke en tanke til ende.
De følelseskolde har sig selv overdrevet under kontrol og vil aldrig udadtil indrømme, at de har en dårlig dag. Med tiden bliver deres liv gråt og leverpostejsagtigt, fordi de heller ikke er i kontakt med de positive følelser.
Nogle af dem kan forfalde til at dulme det dårlige humør med alkohol, trøstespisning eller andet, der afleder deres opmærksomhed fra de ubehagelige følelser.
De kommer ikke et skridt videre, før de tager sig tid og samler sig mod til at se deres problemer i øjnene. Det vil højst sandsynligt kræve, at en person de har tillid til, skal hjælpe dem til en større selvindsigt, og derfra kan det så kræve forskellig praktisk hjælp og støtte til at ændre de små dårlige vaner og grundlæggende uhensigtsmæssige/negative mønstre. Og masser af tid til at indhente den forsømte selv-pleje.
Overgivelsesstrategien er mindre udbredt, men heller ikke særligt hensigtsmæssig. Her er vi tilbøjelige til at give op, kaste håndklædet i ringen og svælge i elendigheden, som så urimeligt overgår os.
Her kommer et par typer, som ingen har lyst til at vedkende sig, men som ikke desto mindre kan spottes på lang afstand med det blotte øje – af andre:
Martyren – har gjort så meget for alle andre, har ofret sig for sin familie, for sine kolleger, for alle andre, og nu er der ingen i hele verden, der tager sig af ham/hende! Martyren er et offer de allermest urimelige omstændigheder og er fuldstændig ude af stand til at tage ansvaret for noget som helst.
Dramadronningen – synes at svælge sanseligt i følelserne, der for hende selv, er meget voldsomme, overvældende og handlingslammende. Hvor martyren gør et stort nummer ud af at lide i bitter tavshed, så giver dramadronningen den max gas med selvmedlidenheden, og jo flere der kan se, høre og føle med hende og hendes lidelser, desto bedre er det.
Den hjælpeløse – kan ingenting og vil bare have lov til at forsumpe i fred. Ensom og alene, forladt af alt og alle.
Den skyldige – har uden tvivl helt selv været ude om det hele! Han skammer sig og piner sig selv ved at opremse alt det, han i løbet af livet har gjort forkert, og ofte husker han som en elefant, især når det gælder hans egne fejltagelser.
De har overgivet sig totalt til deres skæbne og føler sig næppe i stand til at ændre noget som helst. Mindst af alt dem selv. Det kræver stor vedholdenhed fra deres hjælper, hvad enten det er en psykolog, terapeut eller skygge-coach. Men først og fremmest skal de selv have et ønske om og en vilje til at ændre deres liv – fordi de bliver nødt til selv at påtage sig ansvaret, hvilket er så uvant for dem, at de vil være tilbøjelige til at lægge det fra sig på forhånd og forlange at blive “fixet”, få nogle piller eller en mirakelkur, der virker øjeblikkeligt.
Acceptstrategien er umiddelbart den nemmeste, men underligt nok er den ikke særligt udbredt. Måske fordi den kan være svær at gennemføre i starten og kræver mod, selvtillid og at du hviler nogenlunde i dig selv. At du har fået bearbejdet de værste traumer og dårlige oplevelser. At du grundlæggende har accepteret dig selv, som du er, med dine fejl og mangler og også med dine kompetencer og styrker, der gør, at du overlever, kommer igennem til den anden side af sorgen, vreden, smerten og melankolien. Og så kan det i praksis kræve, at du tager dig en fridag eller friaften.
Her er acceptstrategiens fire trin:
- Mærk efter, hvordan du har det. Hvordan føles det i kroppen? Hvor spænder du? Har du ondt nogen steder? Hvilke følelser har du lige nu? Hvis du ikke kan sætte ord på, så forestil dig, at du står foran din indre sø eller dit indre følelses-hav. Hvilken farve har vandet? Hvordan ser overfladen ud? Er vandet klart eller grumset?
- Acceptér, hvordan du har det. Giv dig selv lov til bare at være til stede i det, mærke din krop og føle dine følelser. Prøv at lade være med at analysere eller vurdere dig selv og din tilstand. Tænk, at det bare er som vejret og snart går over eller ændrer sig igen.
- Udtryk, hvordan du har det. Sæt ord eller billeder på. Skriv det ned eller tegn det. Vis det med kroppen som et lille skuespil, imitation af et dyr eller en dans, hvis du er bedre til at bruge din krop end sproget/det visuelle. Spil musik, der matcher og udtrykker dit humør, syng med eller spil på et instrument. Meditér på tilstanden.
- Giv slip og gør dét, du har lyst til. Når du har været de tre første trin igennem, vil du sikkert føle dig lettet. Befriet. Måske træt. Mærk efter igen: Hvad har du mest lyst til at gøre lige nu? Gør det.
Du vil sikkert erfare, at det – med lidt træning – bliver lettere gjort end sagt!
Ved at skrive dette blog-indlæg, har jeg faktisk fået det meget bedre. Og jeg har besluttet mig for at spise sen frokost og læse en god bog. For det har jeg fortjent nu. 🙂
