– for alle andre end sig selv, både som børn og som voksne

 

Begavet og sensitiv som barn

Forestil dig, at du er 5 år gammel, og du kan mærke, at din mor ikke er glad. Hun virker ked af det. Men hun siger ikke, hvad hun er ked af. Tværtimod. Hvis du spørger hende, hvad der er galt, svarer hun bare “Der er ikke noget galt, min ven.” Hun smiler med munden, men ikke med øjnene. Du kan mærke, at det bare er noget, hun siger for, at du ikke skal spørge. Så du er holdt op med at spørge.

Der er en mærkelig mørk stemning omkring hende, som du kan mærke, så snart du går ind i stuen eller ud i køkkenet, når hun er der. Det virker lidt uhyggeligt, så du har ikke så meget lyst til at være i nærheden af hende.

Nogle gange, når du sidder på dit værelse og leger, kommer hun ind til dig. Så står hun og kigger på dig uden at sige noget. Du bliver forvirret og lidt nervøs. Du kan ikke rigtigt koncentrere dig om at lege, når hun er der og ser på dig. Så du stopper med at lege, rejser dig og går hen til hende og giver hende et kram. Når du giver hende et kram smiler hun og virker lidt mere glad, også med øjnene. Men kun i meget kort tid. Så virker hun ked af det igen. Andre gange knuger hun dig meget hårdt ind til sig og vil ligesom ikke give slip igen. Det er, som om hun er bange for, at du går fra hende.

Tit, når du skal sove, har du svært ved at falde i søvn. Du tænker på, hvad der er galt med din mor. Om det er noget, du har gjort, som har gjort hende så ked af det. Måske har du ikke været sød nok. Måske er det din skyld, at din mor er ked af det. Eller måske er hun meget syg. Måske er hun så syg, at hun til til sidst dør af det. Så er det din skyld. Fordi du ikke var sød og gjorde, hvad hun bad dig om.

Du holder efterhånden op med at lege, når du er hjemme i huset sammen med din mor. I stedet sørger du for at være lige i nærheden af hende. Du spørger, om du skal gøre noget. F.eks. lave kaffe til hende. Eller gøre rent. Eller noget af det andet, som din mor plejer at gøre, og som hun ligesom ikke har kræfter til at gøre mere.

Når du er sammen med dine legekammerater er det også svært at lege. Du kommer hele tiden til at tænke på din mor. Hvad nu hvis hun er død, når du kommer hjem?!

 

Som sensitiv voksen

Du klarede dig godt i skolen, gjorde dig stor umage og lavede pligtopfyldende alle dine lektier. Så din mor (og far) ikke skulle bekymre sig om dig. De havde nok af bekymringer med dine søskende.

Du fik en uddannelse og et job og en partner og senere også børn. Alt var, som det skulle være. I hvert fald på overfladen. Men du er ikke rigtigt glad. Heller ikke rigtigt ked af det. Bare sådan ubestemmeligt midt imellem. Og du kan tit komme i tvivl. Om det nu er det rigtige job. Om du gør det godt nok. Om du er en god forælder. Om du er en god partner. Men du tør ikke spørge, for hvad nu, hvis din chef bare går og venter på at fyre dig? Hvad nu hvis din partner går fra dig og tager børnene med?

Hvis din partner virker sur eller trist, reagerer du straks på det og bliver i dårligt humør. Du bliver i øvrigt alt for nemt irriteret på din partner eller dine børn, og så du kommer til at bide ad dem eller ligefrem skændes med din partner eller råbe ad dine børn.

På en måde kan det være rart at skændes, så din partner bliver sur på dig. Det er lettere at forholde sig til, at du får skæld ud, end at du skal gå og gætte, hvad der måske er galt. Du bruger nemlig en masse energi på at prøve at gøre alle glade. På jobbet skal alle helst kunne lide dig. Din chef skal helst rose dig tit. Men selv om du anstrenger dig nok så meget, har du stadig en fornemmelse af, at de bare lader som om. At de når som helst kan falde dig i ryggen og bagtale dig, så snart du er ude af syne. Selv om du godt selv kan høre, at det lyder langt ude, så er det faktisk en lettelse, når nogen bliver sure på dig. For det har du sikkert fortjent. Så behøver du i det mindste ikke at gå og være bange for det eller grue for, at du har gjort noget forkert, som snart bliver opdaget. Skideballer kan næsten være en befrielse. Når de er overstået. Bagefter kan du bebrejde dig selv og blive bekræftet i, at det var din skyld.

Men indrømmet: Det er lidt hårdt altid at forsøge at gøre alle tilpas og samtidig gå og vente på, at der falder brænde ned. Ret anstrengende faktisk. Du bliver nemt anspændt, når du er sammen med andre mennesker. Især grupper af kolleger. For slet ikke at tale om familiemiddage. Det er en sand pinsel hver gang.

 

Mon dog?

Lyder det bekendt?
Fandt du ud af, hvad din mor var ked af?
Havde det overhovedet noget med dig at gøre?
Tror du, at det altid er noget, du har gjort forkert, som de andre taler om?

Hvis du nu tænker objektivt over det…

 

Related Post

Få 5 tips til markant mere selvtillid

* 5 effektive og nemme ting, du selv kan gøre fra i dag 

* Hjælper også mod hæmmende impostor-følelser

* Samtidig får du nyheder, tips og særlige tilbud fra Ann C.

You have Successfully Subscribed!

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!