Ensomhed, længsel, tomrum og sorg

På en måde har dette blogindlæg været undervejs hele mit liv. Men jeg har ikke været i stand til at skrive det før nu, for jeg har ikke forstået, hvad det egentlig handlede om. Efter sigende ved man ikke, hvad man har, før man har mistet det. Jeg har det omvendt:

”Man ved ikke, hvad man søger, før man har fundet det.”

I dette indlæg kunne jeg citere så mange af alle de begavede, jeg har talt med gennem årene, men jeg har valgt kun citere mig selv. Både af respekt for deres fortrolighed, og fordi jeg ved, hvor smertefuldt, sorgfuldt og skamfuldt det kan være at indrømme:

At man føler sig ensom.
At man ikke oplever at blive set.
At man længes efter noget, man ikke ved, hvad er.
At man har et indre tomrum, der råber på at blive fyldt ud.

Kan du genkende det?

 

Anderledes helt fra starten

De fleste begavede har følt altid sig anderledes. Anderledes end jævnaldrende børn. Både i skolen og hjemme i nabolaget. Mange føler sig også anderledes end deres søskende.

De heldige har måske mødt én, der minder om dem selv. Og har fået en ven for livet. Forhåbentlig.

Men mange, vel de fleste begavede børn flakker usikkert rundt i periferien af de andre børns sociale cirkler. De bliver ikke budt ind i fællesskabet. De forsøger at hægte sig på og komme ind i varmen, men de bliver afvist og efterladt alene. De bliver gang på gang valgt til sidst, når der skal sættes hold. Fordi de er anderledes.

De ekstroverte af dem kan blive udadreagerende. Lave larm og ballade. Provokere lærerne. Blive smidt ud.

De introverte af dem vender det indad. Drømmer sig væk, tænker på alt muligt andet. Bliver fraværende, distræte og klodsede. Bliver overset.

De føler sig forkerte. Uanset hvor de er.
De føler sig ensomme. Uanset hvem de er sammen med.

Hvornår føler/har du følt dig anderledes, forkert og/eller ensom?

 

Strategier til at overleve

For at kompensere for ensomheden og det lave selvværd, de tit slæber med sig, udvikler de begavede sindrige strategier. Til at fjerne opmærksomheden fra deres indre smerte. For at blive fri for at mærke smerten, skammen, sorgen over at være anderledes og stemplet forkert. Og frem for alt for at blive accepteret:

• Selvfornægtelse – nej, jeg er ikke særligt begavet
• Tilpasning – jo, jeg er ligesom de andre
• Skjul – når de ikke lægger mærke til mig, får jeg fred
• Klassens klovn – når jeg får de andre til at grine, er jeg god nok
• Ballade – når jeg får skældud, bliver jeg trods alt set
• Flugt – når jeg ikke er der, får jeg ikke negativ opmærksomhed

Som voksne kan deres strategier tage mere kamuflerede former og flugten kan være ind i arbejdet eller familielivet – drevet af pligten og en overdreven ansvarsfølelse. Så nogen da i det mindste har brug for dem. Drevet af viljen og ambitionerne. Så nogen lægger mærke til deres indsats og anerkender dem. Eller de kan udvikle diverse afhængigheder, der dulmer smerten.

Man kan også – som undertegnede – fravælge sider af sig selv og koble dem af som vogne på et tog, der skal andre steder hen. Det kan fungere fint i mange år. Og hvis man holder sig selv tilstrækkeligt travl, mærker man hverken tomrummet eller tristheden. Lige indtil den dag, man ikke længere har travlt med at dække alle andres behov…

Hvad er/var din strategi?

 

At blive set og have frirum

Nu deler jeg min egen teori, som andre kloge mennesker sikkert har forsket i og filosoferet over før mig. For mig handler det om at blive set, rummet og accepteret, præcist som man er – det styrker vores selvværd.

Hvis en vigtig voksen – forældre, bedsteforældre, lærere, spejderledere eller andre – har set os, så får vi et indre ståsted og en oplevelse af, at vi er okay, som vi er. Det grundlæggende selvværd, der gør, at vi ikke bukker under, når livet er hårdt, svært og ensomt.

På Jungstudiet lærte vi om overgangsobjekter: Ting, der gjorde os trygge i en utryg verden under forandring.

Mit overgangsobjekt var pen og papir. Fordi det at skrive gav mig et rum. Et sted til mine tanker. Siden blev det også til digte: Et rum til mine store følelser.

Et andet rum var musikken. Fordi musik rummer så mange stemninger.

Til dels også bøgerne: At kunne læse om andre og leve sig ind i en anden verden.

Tilsvarende med filmene: At kunne se og være i en anden verden for en tid.

Og naturen var et endnu større frirum. Fordi den bare er der og rummer en – uden at stille krav.

For andre begavede børn kan det være til spejder, i sporten, computerspil, i skakklubben eller andre fysiske og virtuelle steder, hvor man kan fordybe sig og glemme sig selv. Sammen med andre eller alene.

Det handler om at finde frirum.

Hvad er/var dit frirum?

 

Endelig!

Når man endelig møder et andet menneske, der ser og rummer en, som man er, bliver man rørt. Dybt inde.

Det er først nu, efter at have arbejdet med personlig udvikling for de 10 % bedst begavede i over ni år, at jeg selv forstår, hvorfor så mange af dem er begyndt at græde, når jeg har talt med dem, eller de har genkendt sig selv i mine blogindlæg.

Lige for tiden kan jeg helt fysisk mærke et stort tomrum inde i og omkring mig. Fordi jeg kan mærke, hvordan det bliver fyldt ud.

”Det er både smertefuldt og lykkeligt forløsende at opleve.”

At mærke og erkende tomrummet gør ondt.
At erfare, at et andet menneske har et tilsvarende tomrum i sig, gør godt.

Det føles nærmest som kærlighed.

”Men det er ikke den kærlighed, der gør, at man danner par.
Det er den kærlighed, der gør, at man danner sig selv.”

Af hjertet tak. Både til dig, der har inspireret mig til at skrive dette indlæg, og til dig, der netop nu har læst det. Tak!

P.S. Du er meget velkommen i min fantastiske Facebook-gruppe “Potentialefabrikken”. Janteloven er formelt afskaffet og der er mange andre ligesom dig. Du finder den under grupper, og der er 1.200+ medlemmer.