Du var forkert
Engang for længe siden var det ikke ok at være dig. Nærmere bestemt at være som du nu var.
Du var for meget. Eller gjorde for lidt.
Du snakkede for meget. Eller sagde for lidt.
Du var for stille og genert. Eller for vild og ustyrlig.
Du havde for meget temperament. Eller var alt for følsom.
Med andre ord: Du var forkert!
Ligegyldigt, hvordan du var, så var det ikke sådan, du skulle være.
Det gjorde dig flov og skamfuld. Fik dig til at føle dig akavet og forfejlet.
Det gav dig en oplevelse af ensomhed i en verden, hvor du ikke passede ind.
Tilpasset til ukendelighed
Du skulle helst være som de andre. Som dine søskende. Som dine forældre. Som dine klassekammerater.
Eller du skulle passe ind i dine forældres idealbillede af, hvordan en RIGTIG pige eller dreng skulle være.
Så du begyndte den lange, hårde proces med at lave dig selv om.
Du foldede dig selv sammen, så du ikke fyldte så meget. Eller gjorde noget andet og mere end før.
Du forsøgte at snakke mindre eller sige mere.
Du prøvede at presse dig selv til at være mindre stille og genert. Eller lagde bånd på dig selv.
Du lærte at kontrollere dit temperament og undertrykke dine følelser.
Du var nødt til hele tiden at være på vagt. Anstrenge dig. Gøre dit ypperste. Hver gang. Og altid.
Så du forhåbentligt kunne blive mere rigtig og passe ind.
Så dine forældre kunne elske dig og give dig positiv opmærksomhed.
Så dine klassekammerater kunne accepterede dig og ville lege med dig.
Du tilpassede dig til ukendelighed. Til du ikke længere vidste, hvordan du egentlig var.
Impostor syndrome – når du gemmer dig bag en maske
Da psykologerne Pauline Clance og Suzanne Imes tilbage i 1970’erne opdagede impostor-fænomenet fandt de det især udbredt blandt de dygtigste, kvindelige studerende, der trods nok så gode resultater, hele tiden var bange for at begå fejl og dumpe til eksamen. De gruede konstant for, at nogen skulle finde ud af, at de slet ikke kunne eller vidste så meget, som de andre troede. 12-talspigerne, som vi kalder dem nu.
En anden forsker, Bussotti, fandt senere ud af, der var sammenhæng til disse fire punkter i opvæksten:
- Højt konfliktniveau, megen vrede, mange skænderier eller aggressioner
- Manglende emotionel støtte mellem familiemedlemmerne
- At følelser blev undertrykt eller fornægtet, ikke fik lov at komme til udtryk
- Stramme regler og retningslinjer for adfærd i hjemmet.
Efter at have arbejdet med personlig udvikling siden 2012 og have mødt og talt med flere 100 impostor-ramte, kan jeg tilføje to punkter mere:
- At de manglede voksne rollemodeller at spejle sig i, fordi de ikke lignede/ikke havde lyst til at ligne deres forældre
- At de ikke var blevet set, elsket, accepteret og rummet, som de var, men hele tiden skulle tilpasse sig.
Især de særligt sensitive lider i hjem med mange konflikter og undertrykkelse af følelser. Når der er mismatch mellem det, de voksne siger, og det, som det sensitive barn fornemmer og ser. Så de til sidst mister tilliden til og kontakten med deres egne følelser. Så de for eksempel ikke får reageret og sagt fra, men får overskredet deres grænser og bagefter spekulerer sig søvnløse over, hvad de skulle have sagt eller gjort, og hvordan de kan undgå en lignende situation igen.
De udvikler en impostor-maske, de kan gemme sig bag. Og dermed skjule deres sårbarhed.
Har du det også sådan? Prøv selv Impostor-testen
Kan du ikke bare være dig selv?
Selvfølgelig er der ikke noget, du hellere vil, end at være dig selv. At få lov at vise andre, hvordan du inderst inde er. Frit at udtrykke, hvem du er, hvad du mener, tænker og føler. Det ville være fantastisk!
Men du tør ikke.
Måske tør du ikke engang gøre det, når du er sammen med din partner.
Fordi det er så uvant.
Fordi du har dårlige erfaringer med det.
Fordi det gik så galt, når du gjorde det. Eller prøvede bare lidt.
Fordi det ligger så langt uden for din komfortzone.
Fordi du har brugt hele dit liv på at gøre alt andet.
Og især fordi du slet ikke kan overskue konsekvenser af at smide masken og vise dig selv, som du er.
Hvis du skal ud af skabet som dig selv, så bliver du nødt til at øve dig. Tage små chancer.
Prøve dig frem i det små. Gøre det i trygge rammer. Sammen med personer, du har tillid til.
Det kræver både mod og stor tålmodighed med dig selv.
Er du klar til det?
Læs også:
Skjuler du, hvem du er?
Underspiller du dig selv af frygt for at fejle?
Sensitiv impostor: Er du bange for at ligne din mor/far?
Impostor syndrome – det foregår kun i dit hoved
Hvad er koblingen mellem høj IQ, sensitivitet og impostor-fænomenet?
