For nogle år siden gav jeg tilbagemelding til en kvinde, hvor personlighedstesten viste, at hun havde lav selvtillid. Det kunne jeg godt hjælpe hende med, men erfaringen fra mine kunder havde lært mig, at det tager tid, kræver en vis vedholdenhed og en del arbejde med sig selv at få mere selvtillid, så jeg tilbød, at hun kunne vende tilbage og tage et udviklingsforløb, når hun havde ressourcerne til det. Det gjorde hun aldrig. For hun havde forventet, at jeg bare kunne give hende gratis råd og tips.
Dengang havde jeg ikke lige nogen tips til, hvordan man får mere selvtillid. Det har jeg nu:
Få 5 tips til markant mere selvtillid
– du skal bare skrive dig op til mit nyhedsbrev, så kan jeg sende dem til dig. (Formularen skulle gerne dukke op, når du besøger en side her på sitet.)
Og så har jeg en god og en dårlig nyhed:
Den gode nyhed i forhold til at få mere selvtillid
Den gode nyhed er, at jeg ved, at du kan!
For jeg har efterhånden hjulpet rigtigt mange af mine kunder til at få mere selvtillid. På flere forskellige måder, som virker i praksis. De har fået mere selvtillid gennem:
- Øget selvindsigt – via personlighedstesten, feedback, udviklingsanalysen og deres refleksioner
- Tal på deres IQ – så de har et bevis på, at de slet ikke er så dumme, som de nogle gange kan føle sig
- Øvelser – jeg har faciliteret
- Hjemmearbejde – de selv har gennemført
- Dagbog og ugemails – hvor de selv har kunnet se deres fremskridt
- Erfaringer – når de kaster sig ud i udfordringerne og får succesoplevelser!
Det er alt sammen superfedt at opleve, både for dem selv og for mig, der får lov at støtte og følge dem i processen. De blomstrer op, ranker ryggen og smiler meget mere! Men det bedste af det hele er, at mange af dem også får øget selvværd. I slutningen af udviklingsforløbet konstaterer de med en glad forundring, at de ikke bare har fået mere selvtillid, men også oplever at have fået styrket deres selvværd.
Selvtillid får du af at gøre noget og lykkes med det. Selvværd får du, når du føler dig set, forstået, accepteret, rummet og elsket, som den ud er – ikke bare fordi du gør noget for nogen – og interessant nok i denne sammenhæng, så kommer selvværdet som en sidegevinst i takt med, at du arbejder med din personlige udvikling, får mere selvtillid, øger din selvindsigt og kan acceptere og rumme flere sider af din personlighed. Selvaccept er nemlig nøglen til et bedre selvværd.
Den dårlige nyhed i forhold til at få mere selvtillid
Sådan en har jeg desværre også. Den dårlige nyhed er, at selvtilliden ikke kommer af sig selv. Du kan ikke lige køre hen på tanken og få fyldt selvtillid på, når du trænger til det.
Ligesom selvværd – eller mangel på samme – er selvtillid noget, der er blevet grundlagt under din opvækst.
Nogle må sige som min yndlingsdigter Søren Ulrik Thomsen:
“Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange
for at komme mig over de første”
Hvis du altid er blevet kritiseret, skældt ud, bebrejdet eller har fået skyldfølelsen ind med modermælken, så starter du sandsynligvis ud med minus på tillids-kontoen, både hvad angår tilliden til andre mennesker og tilliden til dig selv, og så kommer det altså til at tage længere tid og kræve mere arbejde at få styrket din selvtillid.
Men igen: Den gode nyhed er, at du kan! Det bliver sværere, fordi du ikke har fået gode kort på hånden fra starten, så du skal enten øve dig i at spille dine kort bedst muligt eller forsøge at få dem byttet med nogle bedre – lidt efter lidt. Det er op ad bakke, i modvind på en cykelmed få eller ingen gear, og måske er du ligefrem punkteret eller kæden hopper hele tiden af, så du bliver nødt til at stoppe op og få fixet din cykel, før du kan kæmpe dig videre.
Rigtigt mange med lav selvtillid er også ramt af impostor syndromet. Det kan du teste her.
Impostor syndromet findes der heldigvis også råd for, nemlig en workshop, hvor du kommer sammen med ligesindede – alene det at konstatere, at du ikke er den eneste, der tumler med den slags, kan gøre en stor forskel for dig.
Så hvad tænker du nu?
Har du mod på at styrke din selvtillid?
Eller vend den om: Hvad har du egentlig at miste?
Kære Ann
Kan ikke lige få formularen til 5 tips til markant bedre selvtillid frem – vil du sende dem til mig?
Kh
Vibe
Der er to måder at skrive sig op til nyhedsbrevet, hvis du ikke kan få pop-up-formularen frem igen:
1) Luk siden her og åben derefter https://www.belastendebegavet.dk igen – så hopper den ind på siden
2) Udfyld den nederst på denne side: http://www.potentialefabrikken.dk
Glæder mig til at skrive til dig en gang om måneden.
Bedste hilsner
Ann C.
Kære Ann
Jeg har nogle problemer i min klasse, jeg bliver kaldt psykopat og andre grimme ting, så derfor er jeg begyndt at slå og sparke voldsomt på de personer som gør dette.
Det ville være rart hvis du havde nogle tips/gode råd til hvordan jeg kan lade vær med at være så aggressiv
For det andet har jeg ventet på en skolepsykolog i et år nu, og jeg har stadig ikke fået nogen psykolog.
Og jeg har spurgt skolelederen om hvornår jeg kan få lov at tale med en psykolog, men der er åbenbart nogle børn som kommer før mig, selvom jeg har ventet i længere tid.
Kære Lærke,
Tak for din kommentar.
Jeg er ked af at høre, at du ikke får hjælp. Efter skolereformen og nogle andre lovændringer følger pengene ikke længere det enkelte barn, men det er op til skoleledelsen at vurdere, hvordan de mener, at pengene til psykologer og konsulentbistand bedst kan anvendes. Ofte spiller klassens trivsel som helhed ind, og det kan f.eks. vurderes, at klassen har mere brug for en integrationskonsulent, eller at håndtering af mere forstyrrende elementer i klassen prioriteres først. Det kan desværre gå ud over en som dig.
Har du altid reageret aggressivt, eller er det er mere i frustration nu? Jeg gætter på, at du allerede har prøvet at ignorere dem og lade være med at svare på deres provokationer, som ville være mit umiddelbare råd.
Har du nævnt det for jeres klasselærer? Har skolen en politik omkring mobning? Kunne man tage det op i klassen?
Hvor er dine forældre henne i det her? Vil de f.eks. kunne hjælpe dig til at skifte skole?
Da jeg selv gik i skole i sin tid, blev jeg også mobbet i en periode. Det hjalp ikke at sige det til hverken lærere eller forældre (for jeg følte, at jeg selv havde været ude om det), men på et tidspunkt slog jeg ham, som de andre brugte til at mobbe mig, og så stoppede det. Det var egentlig mere synd for ham, fordi han så gerne ville accepteres af klassen. Børn kan være ekstremt hårde ved hinanden og de sociale spilleregler, førerhanner og -hunner, normer for hvordan man skal se ud og opføre sig kan være særligt skrappe på nogle skoler (f.eks. på landet hvor man helst ikke skal være anderledes), derfor kan et skoleskift godt være løsningen.
Jeg håber, at du får hjælp på den ene eller anden måde.
Mange hilsner
Ann C.