Forestil dig, at du er en ung mand i starten af 20’erne. Lidt genert er du stadig, men ikke så meget, som da du var yngre. Nu er det mest, når du er sammen med piger. Især hende, du har et godt øje til. Arh, det er en underdrivelse. Du er vild med hende. Du kan blive helt svimmel, når hun er i nærheden. Så ved du ikke, hvad du skal sige eller gøre. Du er helt sikker på, at din forelskelse er åbenlys for enhver. Også for hende. Og det gør dig nervøs og usikker. Alligevel kan du ikke tage øjnene fra hende. Selvom du forsøger at spille cool og snakke med vennerne og lade som ingenting, så kan du ikke koncentrere dig, du taber tråden, hører ikke efter, hvad de siger, og er helt ved siden af dig selv. Står bare og ser efter hende i smug. Du smiler. Du kan slet ikke lade være med at smile, når du ser hende. I får øjenkontakt. Hun smiler også.

På et tidspunkt kommer hun hen til dig. I begynder at snakke sammen. Underligt nok forsvinder din nervøsitet og generthed. Det føles bare så naturligt at snakke med hende. Det er, som om I har kendt hinanden altid. Som om I ved, hvad den anden tænker og føler, uden at I behøver at sætte ord på. I kan bare se hinanden i øjnene, og så ved I alt.

I bliver kærester. Som det mest naturlige i verden. I er sammen døgnet rundt i flere dage og savner straks hinanden, når I må skilles på grund af studier og arbejde. I har det bedst, når I er sammen og kan ikke blive trætte af at være sammen, snakke sammen, ligge og kigge på hinanden, se ind i hinanden, se op i himlen, gå hånd i hånd, kysse, elske, bare være sammen.

Men efter nogle måneder sker der et eller andet. Hun trækker sig. Siger, at hun har brug for at være alene. At hun har travlt. At hun ikke lige har lyst. At hun har for meget om ørerne.

Du falder. Frit fald ned i et sort dyb. Uden bund.

Du ved, at der er noget galt, men ikke hvad. Og du tør ikke spørge.

Så gør hun det forbi. Uden varsel. Hun er gået tilbage til sin ex-kæreste. Viser det sig.

Det forklarer alt. Og ødelægger alt indeni dig. Noget krakelerer og knuses. Som is, der sprækker under dig og søens kolde mørke, der trækker dig ned i sit dyb.

Du ved ikke, hvor længe der går. Med ingenting. Og smerte. Tomhed.

Din krop fortsætter med at gøre alt det, som den plejer at gøre. Du passer dit studium og dit job, men dit hoved er tomt. Nogen har slettet din hard-disc. Tømt dig for følelser.

En dag kommer der en kvinde ind i dit liv. Igen. Men helt anderledes. Hun er sød og betænksom. Hun tager sig af dig. Får dig til at vende tilbage til virkeligheden. Og før du ved af det, er I blevet kærester. Det føles rart og trygt. Hun bliver hos dig. Hun går ikke tilbage til sin ex-kæreste. I har det godt sammen. I er gode for hinanden.

Årene går. Går godt. Synes du.

Så begynder hun at snakke om at få børn. Flere af jeres venner har fået børn. Du vil også gerne have børn. Der er faktisk ikke noget, du hellere vil. Og du elsker hende. Men det er bare ikke hende, du vil have børn sammen med. Det er simpelthen umuligt for dig at forestille dig at få børn med hende.

Du skammer dig. For hun er jo sød. Der er ikke noget galt med hende. Hun ville sikkert blive en god mor. Det er dig, der er noget galt med. Du kan ikke mærke, hvad du føler. Du holder af hende, men kan ikke mærke dig selv. Ikke mærke. Noget.

Du ved bare, at du ikke vil såre hende. Du vil ikke afvise hende eller svigte hende. Så du holder hende hen. Kommer med en halvkvædet vise om, at du ikke er klar til at få børn endnu. Og du ved ikke, hvornår du bliver det. Om du nogensinde bliver klar til at få børn. Siger du.

Inderst inde ved du godt, at det ikke er sandt. Men du vælger det samme, som du valgte, da I mødte hinanden: Du vælger at svigte dig selv, ikke at lytte, ikke at mærke efter, hvad du inderst inde føler og mener. Du vælger at lyve, bare lidt, for at skåne hende. For ikke at såre hende.

Som du engang selv blev såret.

Du er havnet i en blindgyde. Og jo længere tid der går, desto sværere bliver det for dig at finde ud igen. Finde tilbage til dig selv. Jo mere trygt og bekvemt jeres forhold er, desto mere umuligt bliver det at gå fra hende.

Du har ingen steder at gå hen. Ingen at tale med. Om det.

Du er bange for at blive alene. Blive ensom igen.

Eller måske er det i virkeligheden det, du har allermest brug for. Og længes efter.

Du har svigtet dig selv. Den gang du lukkede ned for dine følelser. For at undgå at føle smerten. Så du har ikke følt noget siden.

Hvad føler du nu?
Hvor er dine ægte følelser?