Har du altid haft venner, der var nogle år ældre end dig? Mistede du tidligt interessen for at lege med dine jævnaldrende? Har du (haft) en partner, der er en del ældre end dig? Det kan være et tegn på, at din udvikling har været asynkron.
Hvad er asynkronitet?
Asynkronitet er et begreb, man støder på, når man beskæftiger sig med højtbegavede. Alle de steder, jeg umiddelbart faldt over på nettet, stod der næsten enslydende: “Højt begavede børn er typisk 3-4 år foran deres alder intellektuelt, mens de er 3-4 år bagud emotionelt og socialt.” Kun fysisk er højt begavede tilsyneladende synkrone med deres biologiske alder (=fødselstidspunktet).
Antagelsen synes at bygge på en slags ligheds-logik: “Når du får ekstra point på din IQ-konto, så bliver der trukket point fra på din emotionelle konto. Gennemsnitsalderen bliver den samme, og I er alle ens/lige gode.” Det er en generaliserende antagelse, der ikke er tilstrækkeligt underbygget, og som jeg i det følgende vil afkræfte.
Når antagelsen trives i bedste velgående, skyldes det sikkert, at en del af de højt begavede vitterligt har synlige vanskeligheder forbundet med at omgås andre jævnaldrende. Især de normalt begavede. En antagelse, der bestyrkes, når der er en diagnose som Aspergers syndrom involveret – men det er også kun i det tilfælde, at antagelsen holder stik.
Myte: Højtbegavede er autister og mangler empati
Jamen, siger du nok nu: “Mensa-medlemmer – de er altså underlige!” og “Holger Bech Nielsen kan ikke finde ud af at køre bil.” Det vil jeg ikke forsøge at benægte (og det vil de nok heller ikke selv), men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er socialt begavede.
Jeg har mødt rigtigt mange højtbegavede voksne, som også er utroligt behagelige og empatiske. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at hævde, at jeg har mødt flere normaltbegavede, der manglede empati og social intelligens – alene af den grund, at de aldrig skænkede det en tanke, hvordan andre kunne føle eller reagere på det, de sagde eller gjorde. Højtbegavede virker generelt mere reflekterede, også i forhold til andres følelser og konsekvenserne af deres handlinger. I hvert tilfælde dem, jeg har mødt.
For at be- eller afkræfte den antagelse trak jeg statistik på alle de begavede (IQ over 130 i test med 24 som standardafvigelse), som jeg de seneste år (2009-2012) også har testet med personlighedstest. Der, hvor de begavede gennemsnitligt scorede markant over middel (dvs. 70-80 på en skala fra 0-100), var på følgende faktorer:
• Udviklingsmotiveret – de er i høj grad drevet af at udvikle sig selv og andre (80)
• Empati/indlevelsesevne – de har antennerne langt ude i forhold til deres medmennesker (70)
• Kommunikationsmængde – på nær nogle få, som trækker gennemsnittet ned(!), så har de fleste ufatteligt meget, de gerne vil sige (75)
• Ordenssans – foretrækker orden og struktur på tingene (73)
Sample: 18 personer m. IQ over 130 (=119 i test med SA på 15). Normgruppe: 3000 ledere og funktionærer i alderen 20-60 år.
Med behørigt forbehold for, at de personer, jeg har testet, kan være mindre repræsentative, vil jeg se bort fra udviklingsmotivation, som kan være en væsentlig årsag til, at man overhovedet bliver testet.
Hvad kendetegner begavedes personlighed?
Ordenssans
Det synes måske i første omgang irrelevant, men da jeg ved, at mange højt begavede børn er nogle pedantiske regelryttere, vil det ikke forbavse mig, hvis det hos voksne begavede slår igennem som overdreven ordenssans, til tider tenderende det struktur-fascistiske (som jeg selv vedkender mig).
Begavede børn kan være nogle irriterende små politibetjente: Regler er til for at blive overholdt! Af samme grund kan størstedelen af en gymnastiktime eller et frikvarter gå med at diskutere, hvorvidt en bold var uden for banen eller ej! Personligt plejer jeg at efterlade mig procesbeskrivelser og skemaer, de steder jeg har arbejdet.
Genkender du det?
Empati
Når begavede voksne får skyld for at være mindre socialt intelligente end normaltbegavede, er det altså ikke på grund af manglende empati. Tværtimod. Men hvorfor går de så gentagne gange galt i byen og får rodet sig ud i konflikter med deres kolleger? (Nogle af dem bliver sågar fyret.) Den første og mest åbenlyse forklaring: Kommunikation! Tæt fulgt af den anden væsentlige årsag: Asynkronitet!
Endelig har den forvoksede regelrytters hang til at følge reglerne, processerne og egen logik nok også en finger med i spillet.
Kommunikation
For Sørensen hvor kan de begavede snakke meget (inkl. undertegnede)! Men det er på ingen måde nogen garanti for, at modtagerne forstår budskabet. Hvilket uheldigvis kan føre til endnu flere lange og endnu mere komplicerede forklaringer – hvis den begavede altså er af den detaljeorienterede type, som absolut vil forsøge at gøre rede for samtlige tanker, de selv har gjort sig undervejs.
Den anden type, som ikke er til detaljer, springer derimod direkte til konklusionen eller resultatet, og de kan godt sige en masse om facit, men de er sjældent særligt gode til at forklare, hvordan de er kommet frem til det. Skriftligt kan mange af dem til gengæld være usædvanligt kortfattede, så modtageren af mailen kan blive både forvirret og forundret: “Hvad mener han, og hvad skal jeg lægge i det?!”
Billedligt kan man sige, at begavede sender på en anden frekvens, så de forstår hinanden, men de kan have vanskeligt ved at gøre sig selv forståelig. Jo højere IQ, desto højere frekvens og desto færre, der kan følge dem.
Asynkronitet
Da jeg spurgte mig for blandt mødrene til begavede børn – både om deres børns og deres egen asynkronitet – stod det mig hurtigt klart, at asynkronitet snarere var reglen end undtagelsen. Til gengæld var det på alle plan og i begge retninger!
Barnet/den unge kunne være langt mere emotionelt moden en sine jævnaldrende (og f.eks. tidligt forelsket i nogen, der var mange år ældre) og dermed flere år foran sin biologiske alder. Eller det kunne pludseligt reagere som et hysterisk barn, der var meget yngre og i øvrigt “lege nedad”.
Puberteten kunne sætte ind fra otte-elleveårsalderen, eller interessen for det andet køn kunne melde sig ualmindeligt sent. Enkelte var generelt foran deres biologiske alder både intellektuelt, emotionelt og fysisk. En ven fortalte engang, at han først var moden til at gå i skole, da han var gået ud af den. Fælles var dog, at de var asynkrone i forhold til deres jævnaldrende.
De voksne begavede havde typisk allerede fra ungdommen valgt venner, der enten var noget yngre eller meget ældre. En af dem blev konsekvent bedømt til at være 10-15 år yngre, end hans biologiske alder. Asynkronitet i opvæksten kan højst sandsynlig forklare årsagen til, at nogle begavede voksne ikke er så socialt veltilpassede: De har ikke deltaget i alle de lege og rollespil, deres jævnaldrende har brugt til at indlære de sociale spilleregler og gruppenormer. I stedet har de søgt tilflugt i bøgernes verden eller i selskab med voksne (eller bedsteforældre), hvor de kunne finde svar på de mange spørgsmål, der rumsterede i deres hoveder.
Komplekse mennesker
Asynkronitet gør begavede personer komplekse. Fordi de sender nogle signaler til deres medmennesker, der stritter i alle retninger og ikke umiddelbart lader sig fortolke og kategorisere i de gængse kasser, som vi for nemhedens skyld propper hinanden i. Asynkronitet forvirrer. Og gør til tider både kommunikationen og situationen akavet…
Og – i modsætning til den biologiske aldersforskel – så får asynkronitet ikke nødvendigvis mindre betydning med alderen. Men de fleste lærer med tiden at leve med den.
Læs evt. også:
4 grunde til at begavede ikke gør karriere
8 grunde til at begavede ikke bruger deres potentiale
Oprindeligt udgivet på Ann C. Schødts blog på Jyllands-Posten 12.06.2012
