+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Tilpasset mindretal.

Fokus på usynlige mindretal

Da jeg begyndte at blogge for Jyllands-Posten i 2012, skrev jeg om usynlige mindretal på arbejdsmarkedet: De 10 % bedst begavede, introverte, særligt sensitive og impostor-ramte.

Min medblogger Selina Juul sagde dengang, at blogging var som at bestå en quest i et computerspil. Der var skumle internet trolls og gamle sure mænd, der lå på lur og straks, man havde postet et indlæg, var klar til at sable det ned til sokkerne.

Jeg blev jævnligt misforstået. Især ældre, mandlige læsere mente, at jeg kun skrev om intelligens for at fremhæve min egen høje IQ. Men den har jeg aldrig haft behov for at skrive om. Mine indlæg handler jo ikke om mig, men om alle mine læsere!

Min quest eller mission er enkel: At udbrede kendskabet til det usynlige mindretal af begavede voksne. At italesætte deres særlige udfordringer og gøre dem mere synlige.

For at beskytte mine seriøse læsere mod tåbelige trolls, oprettede jeg Facebook-gruppen Potentialefabrikken, så de frit kunne kommentere på indlæggene der. Nu er der snart 2.500 medlemmer af gruppen, og der kommer nye til næsten hver dag.

 

Belastende begavet og tilpassende

Mange af de 10 % bedst begavede har oplevet:

  • At være tvunget gruppearbejde med nogen, som slet ikke er på samme niveau
  • At skulle løse flere af de samme kedelige opgaver, der dræner energien og motivationen
  • Obligatorisk træning og møder, som trækker ud og på ingen måde skaber værdi
  • Diverse frokostpauser og sociale arrangementer, hvor der skal smalltalkes
  • At blive misforstået, fejlfortolket og opfattet som arrogant el.lign.
  • Følelsen af at være anderledes, forkert og ensom i sociale og professionelle sammenhænge.

Den universelle strategi er tilpasning. At forsøge at lade som om. Nedtone sig selv. Undlade at dele viden. Vælge almindelige ord. Se tingene fra andres perspektiv. Gætte deres behov og ønsker. Undgå at skille sig ud. Ikke være til besvær eller konfrontere. Tage ansvar for den gode stemning. Glatte ud. Osv.

Hvad opnår du ved at tilpasse dig flertallet?
Hvad undgår du, når du fortsætter med at tilpasse dig?
Hvad er prisen for dig, når du gør det?

 

Usynligt mindretal, tilpasset adfærd og bevidste valg

Her er en lille fantasirejse:

En dag sidder du i et fly på vej på et retreat-ophold eller en afslappende ferie i Thailand. En stewardesse kommer hen og spørger dig, om du vil have oksekød eller kylling. I samme sekund ser du for dit indre blik alle de køer, kalve, grise, lam, kalkuner, kyllinger og en enkelt hest, som du har været med til at spise i løbet af dit liv. De spiselige dele af dem er fjernet og efterlader blodige huller i dyrets krop, men de er stadig levende og ser afventende på dig.
Hvad svarer du stewardessen?

Hvis du vælger kødet fra og spørger, om der er et alternativ, så træffer du et bevidst valg, der ændrer dit liv. Samtidig skåner du en række dyr for fødevareindustrielle liv på vej til spisebordet. Hvad andre spiser er deres valg, og du prædiker ikke.

Måske sker der tilmed det nogle år senere, at du pludselig ikke kan holde lugten af fisk og skaldyr ud. Så det holder du også op med at spise.

I årenes løb vænner du dig til:

  • At spise tilbehør som salater, kartofler, brød, agurker og andet pynt
  • Møjsommeligt at pille kødstykkerne fra i gryderetter
  • At medbringe vegetarisk mad til dig selv
  • På forhånd at advare familie, venner og ved tilmelding til arrangementer
  • At udholde en aften på en fiskerestaurant ved at spise salat og dessert

For du bryder dig ikke om at være til besvær. Du har aldrig hverken forventet eller ønsket, at andre skulle tage særlige hensyn til dig. Hele dit liv har du været vant til at tilpasse dig flertallet. Alle steder. Til hver en tid.

Hvordan vil det være for dig at tilhøre det usynlige vegetariske mindretal?
Kan du holde fast i dit valg?

 

Tal på din IQ og medlemskab af et usynligt mindretal

Mange af dem, der henvender sig til mig, genkender sig selv i mine blogindlæg. Men de er bange for at tage en IQ-test. Fordi de er sikre på, at testen vil vise, at de bare er normalt begavede – eller ligefrem mindre intelligente.

Nogle kommer hos mig og bliver coachet igennem længere tid, før de drister sig til at prøve den gratis IQ-test på Illustreret Videnskab. Og til deres store forbløffelse viser testen 130+! Den er god nok.

Andre begynder i forløb betalt af deres arbejdsgiver. Flere af dem viser sig at være i de øverste 1 %. Hvad de ikke selv var klar over. Så de får et mindre chok.

De er en del af det usynlige mindretal af de bedst begavede. Men det har de jo altid været, uanset om de havde tal på det eller ej. Nu er de bare bevidste om det.

Er du en del af de 10 % bedst begavede og usynlige?

 

Usynligt mindretal og bevidste valg

Hvis du for 10-15 år siden valgte at blive vegetar, vil du vide, at der er sket meget siden. På mange steder. Og flere måder.

Du kan opleve:

  • At kokke sætter en ære i at servere vegetariske alternativer
  • At dine venner – uopfordret – laver særlige vegetarretter
  • At din familie stadig synes du er underlig
  • At hver anden ret på menukortet er vegetarisk eller markeret med en grøn prik

Til medlemsmiddagen i Dansk Forfatterforening i januar var der vegetarisk menu til alle – simpelthen fordi ”den var mere lækker”. Så der er kommet vegetariske boller på suppen.

Du kan også stadig opleve at skulle betale 425 kr. for at deltage i et arrangement med laks i forretten og kød til hovedretten. At arrangøren meddeler, der er salat og brød. Til samme pris. For der skal jo betales for leje af lokaler, danseinstruktør og DJ.

Det er nok ikke for dig, hvis du synes det er dyrt.

Det handler ikke om prisen. Jeg har rigeligt råd.
Det handler om at føle mig velkommen. Og blive rummet som jeg er.

Så har du et valg:

  1. Du kan betale fuld pris og tilpasse dig flertallet. Som du altid har gjort.

Eller:

  1. Du kan melde dig til en anden fest et sted, hvor der er højt til loftet og plads til alle de usynlige forskelligheder.

Det gælder også, når du er en del af et begavet mindretal:

  1. Du kan blive hvor du er, tilpasse dig og anstrenge dig for at være som de andre. Selvom du føler dig anderledes og til tider ensom sammen med dem.
    Eller:
  2. Du kan søge fællesskaber med ligesindede.

Mens jeg har skrevet på dette, har et nyt medlem af Potentialefabrikken præsenteret sig selv og sin historie. Og spurgt, om der mon er nogen i gruppen, der bor i nærheden. Et døgn senere har 14 personer svaret og 20 har liket indlægget.

Hvor føler du dig velkommen og rummet?

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading