Begavet uden at vide det
Det underlige med begavelsen er, at man ikke nødvendigvis selv ved det. Men det gør de andre.
For nylig fik jeg en henvendelse fra en kvinde, der gerne ville have testet sin IQ. Hun havde under en længere proces fundet ud af, at hendes børn var højt begavede, og mente, at det måtte være fra deres far. Det mente han ikke, og så måtte hun jo tage en test, så hun kunne bevise, at det ikke var fra hende. IQ-testen viste imidlertid, at hun var mellem de 1 % bedst begavede! Hvilket slet ikke kom bag på hendes mand, men i høj grad på hende selv. Hun var mundlam.
Da jeg selv i sin fik tal på min IQ, fortalte jeg det – med stor forundring og overraskelse – til min karrierecoach, som blot svarede, at det vidste han da godt.
Hvorfor har du så ikke sagt det til mig?
Spurgte jeg. For det havde da været meget rart at vide noget før i min karriere. Eller i det hele taget. Jeg havde selvfølgelig glemt, at jeg i forbindelse med et job havde taget en logisk test (med tal og bogstaver), hvor hende, der hentede den, havde udbrudt, at jeg kunne blive medlem af Mensa. Men det kunne jeg jo ikke, så jeg slog det hen. Det var bare den helt bestemte test, der var nem.
Læs også: Er du begavet uden at vide det?
Hvornår finder man ud af, at man er begavet?
Da jeg tog noter til dette blogindlæg, indledte jeg med to spørgsmål:
Hvornår går det op for et barn, at det ikke er som de andre børn?
Hvornår går det op for en voksen, at han/hun ikke er som sine kolleger?
Mange finder først ud af det som voksne. Og for en del af dem er det en kæmpe overraskelse, tenderende et mindre chok. For det troede de virkelig ikke.
Helt nøgternt er IQ-tallet et simpelt faktum, som kan få en masse brikker i dit liv til at falde på plads.
Er du klar til at finde ud af det?
Prøv selvevalueringen: Er du belastende begavet?
Eller tag den gratis IQ-test på Illustreret Videnskab. Kun dele af den er på tid, og resultatet er rimeligt retvisende.
Den dobbelte sorg ved at være begavet
Der synes at herske en generel opfattelse af, at en høj IQ må være en ubetinget fordel. Og sådan virker det måske, hvis man selv er normaltbegavet.
Men for en del er erkendelsen af den høje IQ forbundet med en dobbelt sorg:
- Sorgen over at få bekræftet det, man har fornemmet, siden man var barn, nemlig at man er anderledes.
- Sorgen over at miste illusionen og en gang for alle få slået fast, at man ikke er eller på nogen måde kan gøre sig håb om at blive som de andre. Uanset hvor meget, man dagligt anstrenger sig og forsøger at være og agere som kollegerne.
Nogle vender det bebrejdende indad mod sig selv:
Hvis jeg er så intelligent, hvorfor er jeg så ikke nået længere i mit liv?!
Læs også: Hvis jeg virkelig er så intelligent, hvorfor …
For andre rammer erkendelse bare hårdt. Fordi de med et forstår, hvorfor de var udenfor, blev mobbet, havde svært ved at passe ind i skolen osv. Så kan erkendelsen både ribbe op i gamle sår, men også rettes udad:
Hvorfor var der ikke nogen, der så det? Hvorfor var der ikke nogen, der så mig?
Læs også: Mobning, kedsomhed og ensomhed er hverdagen for begavede børn og unge
Den svære selvaccept
En ting er at acceptere et tal for sin IQ. Det er jo kun et tal og kommer næppe til at gøre den store forskel. Hverken for ens livssituation, karriere eller fremtid.
Men noget helt andet er at tage den nye selvindsigt til sig. At forstå og ikke mindst acceptere, at man de facto er anderledes end den brede midtergruppe, man måske har brugt hele sit liv på at blive en accepteret del af.
For nogle begavede lykkedes faktisk at flyve under radaren, holde sig selv nede, spille en rolle som ham den sjove eller hende den stille. Så ingen opdagede noget. Og de blev en accepteret del af gruppen. Alt imens de følte sig som skuespillere, der til enhver tid kunne blive opdaget – som når man er ramt af impostor-fænomenet.
Prøv selv impostor-testen
Læs også: Impostor syndrome; er din succes bare et skuespil?
For andre er det aldrig lykkedes at passe ind – nogen steder. Så er erkendelsen det samme som at acceptere, at man ikke er en del af fællesskabet, hvilket inde i hovedet nemt bliver sidestillet med at være unormal, forkert, ensom og udstødt. Det kan være menneskeligt tilintetgørende at erkende. Fordi vi er sociale væsner. Afhængige af hinanden og gruppen. Fordi ensomheden dræber. (Faktisk mere end Covid 19.)
Men når du først accepterer, at du altså er begavet, kan du begynde at søge ligesindede. Og de er derude – der er bare statistisk set længere imellem dem.
Hvis du har taget en IQ-test og er mellem de 10 % bedst begavede, kan du søge optagelse i Netværk for begavede på LinkedIn. Her er fokus på job og karriere for begavede.
Du er også altid velkommen i min fantastiske Facebookgruppe Potentialefabrikken, hvor Janteloven er afskaffet og de knapt 1.000 medlemmer frit deler oplevelser og inspiration. Nogle gange bliver der også arrangeret cafémøder.
Læs også:
