+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Det hele er din skyld i forhold til forældre

Du har altid følt den: Skylden. Den er blodet i dine årer, marven i dine knogler.

Skylden har været din lige fra du blev født – fordi du ændrede din mors liv. Hun var slet ikke klar til at påtage sig det enorme ansvar og den overvældende byrde, du var.

Det var din skyld, at din mors liv blev forandret for altid. Så hun ikke kunne fortsætte med at have det sjovt med sine jævnaldrende, tage den uddannelse, hun ønskede, og leve det sorgløse liv, hun havde tænkt sig.

Det var også din skyld, at din far skulle betale til dig. Mange penge. I mange, mange år. Bare fordi han havde været sammen med din mor et par gange. Bare fordi du tilfældigvis har samme blodtype som ham. Den mest almindelige.

Skylden er din og vil altid være det.

 

Det hele er din skyld i forhold til dine søskende

Det var helt sikkert din skyld, at din mor kom på sygehuset. Fordi du ikke opførte dig ordentligt. Fordi du var for krævende. Fordi du ikke forstod, hvorfor din mor havde sådan en stor mave og ikke kunne tage sig af dig længere. Fordi du ikke forstod, hvorfor det var så hårdt for hende, og hun altid var træt.

Men du forstod, at det var din skyld. At du var nødt til at forsøge at gøre det godt igen. Du skulle være stor, klare dig selv, hjælpe din mor, gøre alt, hvad hun bad dig om. Så hun ikke blev syg og skulle på sygehuset igen. Og så din lillebror ikke græder.

Det er også din skyld, at lillebror tit er syg. Du har nok smittet ham med noget. Du har sikkert glemt at lukke døren, så han har fået træk. Eller du har gjort noget, du ikke selv forstår.

Da du nogle år senere får en lillesøster, ved du på forhånd, at det er din skyld, hvis hun græder eller ikke er rask. Så du anstrenger dig og gør alt muligt for din mor, passer din lillebror, laver mad og gør alt, hvad du overhovedet kan. For at mindske din skyld.

 

Det hele er din skyld i forhold til andre børn

Det er din skyld, at lillebror ikke klarer sig så godt i skolen. Fordi du altid har klaret dig godt. Hvis du klarer dig godt, kan han ikke klare sig godt. Derfor er du nødt til at lade være med at være så dygtig, som lærerne siger, du er.

Det er også din skyld, at de andre børn ikke vil lege med dig. Fordi du er anderledes og skiller dig ud, fordi du er forkert. Derfor er du nødt til at prøve at være som de andre. Og du gør alt for at være som dem. Tale og bevæge dig som dem. Sige det samme som dem. Men det gør dem bare sure på dig. De siger, at du efteraber og gør nar ad dem.

Senere da I får karakterer, er det naturligvis din skyld, at de andre ikke får lige så gode karakterer som dig. Fordi du fylder og snakker alt for meget i timerne. Fordi du ikke giver de andre plads. Fordi du er sådan en stræber, der altid laver dine lektier.

 

Det hele er din skyld i forhold til dine kolleger

Det er selvfølgelig også din skyld, når dine kolleger ikke kan lide dig og ikke vil snakke med dig. Fordi du er en skruebrækker, der løser opgaverne for hurtigt og får dem til at virke dovne og langsomme. Fordi du løser mange flere opgaver, end de gør, så de kommer til at se inkompetente ud.

Det er din skyld, at de ikke forstår dig. Fordi du taler alt for hurtigt og bruger nogle ord, de ikke forstår. Fordi du siger noget, der – efter deres mening – slet ikke kommer sagen ved. Fordi du ser problemer og spøgelser, ingen andre ser. Fordi du påpeger ting, der kan gå galt, men som ingen tror, gør det.

Det er også din egen skyld, at du bliver fyret. Fordi du jo påpegede problemer, der ikke blev gjort noget ved. Eller fordi du i det hele taget bare er forkert, underlig og ikke passer ind nogen steder.

Alting er din skyld.

 

Det hele er din skyld – fordi du er bedre begavet

Dette blogindlæg er mit forsøg på at forklare, hvorfor så mange af mine begavede, impostor-ramte klienter kan kæmpe med en stor, kronisk skyldfølelse. Det kunne også være skyldfølelse over, at en stedfar har forgrebet sig på dem selv eller deres barn. Eller at en storebror eller de selv blev smidt ud hjemmefra som 16-årig. Begavede kan påtage sig skylden – og ansvaret – for alle mulige og gennemført urimelige hændelser i deres liv.

Nyere forskning (Ramone Fimiani, Jessica Leonardi, Bernard Gorman, Francesco Gazzillo, 2021) viser, at der er en sammenhæng mellem impostor-fænomenet og oplevelsen af skyld.

Forskerne så en tydelig korrelation mellem impostor-fænomenet og skyld. De skelner her mellem overleverskyld – den som de overlevende efter ulykker føler i forhold til dem, der ikke overlevede – og omnipotent skyld – at personen påtager sig skylden for ALT.

De begavede kan føle overlever-skyld i forhold til søskende, der ikke har det lige så godt eller klarer sig lige så godt i skolen og livet som helhed. Det kan være søskende, der – uden sammenhæng eller sammenligning i øvrigt – er syge, ordblinde, misbrugere eller kæmper med andre problemer i livet. Overleverskylden kan også opleves i forhold til klassekammerater, der ikke er lige så boglige og derfor ikke får lige så høje karakterer.

Når de begavede oplever overleverskyld, kan det hænge sammen med deres kognitive evner, som gør, at mange ting er nemme for dem, og de derfor ikke har oplevelsen af det retfærdige i, at de klarer sig bedre end andre. Deres forældre kan desuden have været travle og/eller have haft meget begrænsede ressourcer, så der i søskendeflokken har været stor intern konkurrence om at få forældrenes kærlighed og opmærksomhed.

De begavede kan opleve omnipotent skyld, fordi deres hjerner har større kapacitet til at rumme og se komplekse sammenhænge. Samtidig har de et nærmest overdrevent behov for og en stærk trang til at finde forklaringer. Logiske forklaringer på, hvorfor ting går, som de gør. Hvorfor andre mennesker handler og taler, som de gør. Hvorfor deres egne liv har formet sig, som de har. Allerede som børn kan de begavede altså tro, at alt, hvad der sker omkring dem, er deres skyld.

Er det noget, du kan genkende?

 

Læs også: