Får eller tager du skylden?
Når noget går galt eller ikke lykkes, bliver du så bebrejdet eller påtager du dig – nærmest automatisk – skylden for det?
Er det altid dig, der får skylden, uanset om det er på jobbet eller i privatlivet?
Bebrejder du dig selv, at du ikke kunne forudse og dermed forsøge at undgå, at noget gik galt?
Spekulerer du tit over, hvad du skulle have sagt eller gjort i stedet for?
Hvis du kan svare ja til de fire spørgsmål, så er det meget sandsynligt, at du går rundt med en kronisk skyldfølelse, som er blevet grundlagt for mange år siden. På et tidspunkt, hvor det slet ikke var din skyld, men du alligevel var den skyldfølelsen hagede sig fast i som en stor fiskekrog, der har været umulig fjerne igen.
Foto: Ann C. Schødt
Derfor påtager du dig skylden
Fordi du kan. Når skylden lander på dine skuldre, er det først og fremmest, fordi de er brede nok til at bære den. Skyldens rette ejermand kunne eller ville ikke tage den på sig, da den allerførste gang blev placeret. Du virkede på en eller flere måder stærkere. Eller der var simpelthen ikke andre, der kunne tage skylden på sig.
Inde bag ved den forklaring, kan der være en anden og dybere: Alternativet var meget værre. Hvis du ikke havde taget skylden på dig, var du – som det barn du var dengang – bange for, at blive udstødt af familiens fællesskab. Et lille menneskebarn er hjælpeløst uden sine forældre – og kan i yderste konsekvens ikke overleve uden. Det ligger dybt i vores instinkter, at vi klynger os til vores mor og gør alt, hvad der overhovedet er menneskeligt muligt for at blive i flokken. At blive forladt vil altid være værre end at påtage sig skylden.
Med årene og alle gentagelserne, er det blevet en del af dit grundlæggende adfærdsmønster. En vane, du ikke længere tænker over. Og slet ikke noget, du overvejer, kunne være anderledes.
At få eller påtage dig skylden bliver med tiden noget forudsigeligt, velkendt og dermed trygt. Fordi du kender rutinen, ved, hvad du skal gøre og sige, på forhånd ved, hvor det bærer hen, og hvordan skyld-historien ender. Så du kan lige så godt frivilligt tage ansvaret og skylden. Sådan plejer det jo at være.
Men det er hverken ensbetydende med, at det var retfærdigt, da det skete første gang, eller at du skal blive ved med at slæbe rundt på skylden resten af dit liv.
Familiens syndebuk
I den nærmeste familie kan der være nogle meget fastlåste roller, så det altid er den samme person, der får al skyld og bliver udnævnt til syndebuk. Familiens tandhjul falder i hak og snurrer rundt på en bestemt måde. Og sådan kan det køre fint og gnidningsfrit i mange år.
Indtil du en dag stopper op. Fordi du faktisk ikke synes, at det er din skyld.
Så stopper alle tandhjulene. Og venter på, at du fortsætter. Som I plejer.
Men du kan også trække dit tandhjul til dig. Trække dig ud af spillet og nægte at spille rollen som familiens syndebuk.
Og så har vi balladen!
For hvem skal så have skylden?
Her sker der typisk to ting:
- Resten af familien går i selvsving og gør alt for, at du kommer tilbage i rollen – så alt kan fortsætte som før
- Der opstår konflikter, som du automatisk får skylden for, fordi du er den, der har forsøgt at ændre jeres fælles mønster.
Og hvis du fortsat ikke makker ret og finder tilbage til din plads af dig selv, kan du blive frosset ude og ekskluderet fra diverse familiearrangementer. Hvor de så enten lader som om, du aldrig har været der, eller fortsætter med at bebrejde og beskylde dig for alt muligt – bag din nu fraværende ryg. For det er jo stadigvæk din skyld alt sammen!
Hvordan kan du slippe ud af rollen som syndebuk?
Pyh! Hvis jeg skal være ærlig, så forstår jeg godt dem, der opgiver forsøget. Fordi det er meget lettere at blive i rollen, end det er at slippe ud af den. At lade fiskekrogen sidde i hjertet i stedet for at forsøge at trække den ud.
Det kræver virkelig hårdt arbejde med din personlige udvikling at komme ud af rollen som syndebuk. Det kan være meget smertefuldt og forbundet med en stor, dobbelt sorg: Dels sorgen over det grundlæggende svigt fra forældrenes side – for din mor eller far kunne jo have taget dig i forsvar! – og dels sorgen over, at du har været i rollen så mange år, hvor du har ladet det ske og stå på i al den tid – og dermed har svigtet dig selv.
Først når du er klar til at se den barske sandhed i øjnene og gå helhjertet ind i bearbejdningen af sorgen, er du klar til at ændre mønstret og forlade din rolle som syndebuk.
Når du er nået så langt, er det til gengæld rimeligt enkelt:
- Du skal finde ud af, hvornår du første gang fik skylden – altså det oprindelige traume/svigt
- Du skal forstå, hvorfor du valgte at påtage dig skylden – hvorfor alt andet var udelukket
- Du skal identificere og kortlægge dit grundlæggende mønster – både det negative og det positive alternativ
- Du skal kende dit “tipping-point”, så du ved præcist, hvor du skal være ekstra opmærksom – og gøre noget andet, end du plejer
- Herefter skal du øve, øve og blive ved med at øve dig i at gøre noget andet – indtil du har indarbejdet en ny god vane.
Det er netop den proces, jeg kan hjælpe dig med, når du er klar til at bryde det negative mønster. Og jeg ved – både fra andre og fra mig selv – at det kan lade sig gøre.
Læs også:
