Hvis der findes en slags diagnose til børn af alkoholikere og psykisk syge eller partnere til psykopater, så må det være Kroniske Hjælpere. Men det kan de ikke få piller for, og det er oftest usynligt for omverdenen, hvad de kæmper med – hele livet.
Ansvar og skyld
Grundstenene i den Kroniske Hjælpers personlighed er ANSVAR og SKYLD. Fordi hovedpersonen – alkoholikeren, den psykisk syge eller psykopaten – aldrig påtager sig ansvaret eller skylden for noget som helst, og slet ikke for egne handlinger, tilfalder enhver skyld altid automatisk den Kroniske Hjælper.
Derfor kan du lige så godt påtage dig ethvert ansvar på forhånd og forberede dig på at blive bebrejdet, hvis selv den mindste ting går galt – det er under alle omstændigheder dig, der får skylden for det.
Som konsekvens ligger det som et ubevidst personlighedstræk hos den Kroniske Hjælper at påtage sig ansvaret – ofte helt uden selv at lægge mærke til det. Der bliver ikke stillet spørgsmål ved, om det nu også er den Kroniske Hjælpers ansvar at gøre dit eller løse dat, for der er alligevel ikke andre, der tager ansvaret.
Derfor kan de tidligt påtage sig ansvaret for familiens trivsel og især for mindre søskende. Senere kan de blive viklet ind i frivilligt arbejde, diverse udvalg og bestyrelser – for nogen skal jo gøre det! Det kan også være politisk arbejde og lederstillinger. Ansvaret har det – ligesom arbejdet – med at flyde derhen, hvor det bliver taget og udført.
Det er også helt oplagt, at de får jobs inden for service og sundhed, hvor de dagligt kan påtage sig at hjælpe andre – på alle mulige måder.
Eftersom de under alle omstændigheder får skylden – men kun sjældent æren – udvikler de en vis hårdhudethed over for nederlag, modgang, kritik og bebrejdelser, der også kan resultere i afskedigelser. Nogen skal jo være syndebukken, og de er vant til, at det er dem.
De Kroniske Hjælperes personlighed
I personlighedstesten kan man kende de Kroniske Hjælpere på følgende adfærdstræk:
- Høj score på ansvarstagen – de påtager sig automatisk alt det ansvar, de kommer i nærheden af
- Høj score på hensyntagen – de er vant til at tage hensyn til alle andres behov
- Høj score på diplomatisk sans – de har tidligt lært at veje deres ord på en guldvægt for ikke at blive misforstået
- Høj score på empati/indlevelsesevne – de har hele tiden antennerne ude for at opfange de mindste mislyde
- Lav score på personlig bearbejdning – andres udtalelser og handlinger analyseres nøje for om muligt at undgå bebrejdelser og beskyldninger
Andre mulige træk:
- Lav eller svingende score på selvstændig beslutningstagen/(selvtillid) – fordi det er svært at træffe beslutninger, når man frygter at blive bebrejdet en – for hovedpersonen og andre – forkert beslutning
- Højt fysisk og/eller mentalt energiniveau – for der er altid nogen, der har brug for hjælp, altid noget, der skal gøres, så der er ikke tid til at slappe af eller holde fri
- Lav koncentration – når man hele tiden skal være på vagt.
De Kroniske Hjælpere kan også søge tilflugt i at arbejde overdrevent meget og/eller påtage sig alle tænkelige forpligtelser samt hjælpe til i foreninger, for venner osv. På den måde bevarer de en oplevelse af, at andre har brug for dem, og de er nødt til at hjælpe. Med andre ord fastholder de sig selv i hjælperrollen, fordi det er der, de henter deres selvtillid. Og eksistensberettigelse.
Aldrig synd for de Kroniske Hjælpere!
De Kroniske Hjælpere kan helt grundlæggende have svært ved at mærke sig selv og egne behov, fordi hovedpersonens hurtigt skiftende humør, stemninger, følelser og behov kommer i første række og kræver så megen energi og opmærksomhed.
Derfor kan de komme til at lyve om, hvordan de har det og lade, som om de har det fint. Fordi de har så travlt med at hjælpe alle andre, at de ikke kan mærke, at de selv har det skidt.
Det er også totalt utænkeligt, at de selv skulle have brug for hjælp. Umuligt! Hvis de bliver presset ud i en situation, hvor andre hjælper dem, vil de straks føle, at de nu står i gæld og hurtigst muligt skal forsøge at gøre noget til gengæld. Selv at blive hjulpet er ofte forbundet med ubehag.
Og eftersom al medfølelse, forståelse og medlidenhed per automatik tilfalder hovedpersonen – alkoholikeren, den psykisk syge eller psykopaten – så er det ALDRIG SYND FOR DEN KRONISKE HJÆLPER!
Hvordan kommer den Kroniske Hjælper ud af rollen?
4 trin til personlige forandringer – model Ann C. Schødt
Første trin til at komme ud af rollen som den Kroniske Hjælper er at blive bevidst om det. Når du bevidst erkender, at det er den rolle, du fået/taget, er du kommet et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Så kan du begynde at reflektere over, hvornår og hvordan du spiller netop den rolle. I hvilke sammenhænge bliver den aktiveret? Når du er sammen med hvem?
Trin 3 – handling – kan derimod kræve hjælp, fordi det er her du for alvor skal ændre dine ubevidste mønstre og vaner.
Specielt at slippe af med ansvaret og skyldfølelsen kan volde store kvaler. Ansvar og skyld er som en kæmpe fiskekrog i hjertet – det strammer og er ubehageligt, men det er først, når du forsøger at fjerne fiskekrogen, at det virkelig gør ondt!
Trin 4 – vedholdenhed – er også vanskeligt og krævende, fordi du ofte vil plages af dårlig samvittighed, når du endelig gør noget godt for dig selv og lader være med at hjælpe andre med alt muligt.
Den Kroniske Hjælpers abstinenser
Du kan kæmpe med en massiv skyldfølelse over ikke at have været i stand til at hjælpe en alkoholiseret eller psykisk syg forælder. Eller føle dig utilstrækkelig, fordi du endte med at forlade en psykopatisk partner. Du kan simpelthen føle dig som et dårligt menneske og have svært ved at tilgive dig selv.
Hovedpersonens negative træk er ofte blevet internaliseret. Selvom den alkoholiske eller psykisk syge forælder er død eller bor i den anden ende af landet, så er der en stemme inde i dit hoved, der gentager bebrejdelserne og beskyldningerne, hakker på og kritiserer dig. For nogle kommer det til udtryk som impostor-følelser og en overbevisning om, at hvis du bare gør alt det rigtige, så går det over.
Hvad kan du selv gøre for at slippe af med hjælperrollen?
Din fornuft og intelligens kan sagtens se det nødvendige og rimelige i at slippe hjælperrollen og komme videre, men det ændrer ikke dine følelser, der stritter kraftigt imod. Din selvtillid er jo afhængig af, at du hjælper andre og dermed føler dig nyttig og berettiget til at være her.
Vejen frem kan være at øve dig i:
- at være – bare lidt – egoistisk og tage hensyn til dig selv – gøre noget godt for dig selv hver dag
- at tie stille og blive siddende tilstrækkeligt længe til, at en anden tilbyder at hjælpe/tage ansvaret
- at tilgive dig selv – du er trods alt bare et menneske som alle andre
- at have medfølelse med dig selv – det var faktisk ret synd for dig, og det er ok, at du anerkender det nu.
Læs også:
