Er du så vant til at få skylden, når noget går galt, at du helt automatisk undskylder?
Påtager du dig altid skylden og ansvaret – uanset om det egentlig var dit?
Er du ekstremt fokuseret på at undgå fejl?
Så er dette blogindlæg til dig.
Noget går galt – og det er din skyld
Et eller andet går galt. Der sker en fejl, et uheld, noget er forkert eller går galt.
Det kan være en lille ting eller en større ting. På jobbet eller i privatlivet.
Din naturlige reaktion er at gå i alarmberedskab, begynde at undskylde og derefter undersøge og forsøge at forstå, hvad der er gået galt.
Eller skyldens flaskehals peger på dig. Fordi det tilsyneladende er dig, der har gjort eller sagt noget forkert. Det var i hvert fald dig, der udløste fejlen, det forkerte, ubehaget eller den uheldige situation. Set fra den anden/de andres vinkel. Og så må du undskylde, glatte ud, rette fejlen og forsøge at rette op på miseren.
Tre ting er imidlertid helt sikkert:
- Det er absolut ikke noget, du har gjort med vilje eller fuldt overlæg
- Du påtager dig automatisk skylden og ansvaret for at gøre det godt igen
- Du vil gøre nærmest alt for at undgå, at det kan ske igen.
Uden at stille spørgsmål eller analysere situationen, slår du automatpiloten til og bærer dit kors af skyld og skam. Det bliver en del af dit selvbillede (jf. figuren).
Læs også: Er det altid din skyld?
Hvorfor er det din skyld?
Det er det heller ikke nødvendigvis, men det kan være et grundlæggende mønster hos dig, som du – uden at være bevidst om det – bliver ved med at gentage.
Man plejer at sige, at arbejdet søger derhen, hvor det bliver gjort. Det gælder også for ansvaret og skylden: De søger herhen, hvor de bliver taget.
Typisk har der været mindst en af de forældre, som ikke påtog sig ansvaret, når noget gik galt. Inden du forfalder til at trække offer-kortet, kan du overveje, om det var fordi din mor eller far ganske enkelt ikke kunne påtage sig ansvaret. Enten ikke havde lært, hvordan man gjorde, eller af den ene eller anden grund ikke var i stand til det. Så du kom til at fremstå stærkere og bedre i stand til at påtage dig ansvaret – uanset din alder, eller om det var rimeligt at forvente af dig. Det var uheldigvis sådan, det var på det tidspunkt. Og i et eller andet omfang lykkedes det også for dig.
Ellers ville du ikke have “valgt” det mønster. Ikke dermed sagt, at det vitterligt var dit ansvar eller din skyld. Men det var det, du vænnede dig til at tro. Og det var det, de andre bekræftede dig i.
Modsætninger tiltrækkes som bekendt, og i det her tilfælde betyder det, at du ubevidst tiltrækker personer, som gerne vil have, at du tager ansvaret og bærer skylden for dem. Både på jobbet, i din omgangskreds og i dit parforhold. Med årene bliver du derfor bedre og bedre til at undskylde.
Læs også: Hvorfor påtager begavede og sensitive sig for meget ansvar?
Kan du bryde mønsteret?
Jo længere tid, du har haft et bestemt tanke- eller handlingsmønster, desto sværere kan det være at ændre, fordi det er blevet en vane og en bred motorvej i din hjerne.
Men der er flere grunde til, at det er svært:
- Alternativet var værre – udelukkelse af fællesskabet, at blive forladt af de nære, ensomhed
- Det er blevet din rolle – de andre forventer det af dig, og du forventer det også af dig selv
- Det giver dig selvtillid – du viser, at du kan, føler dig kompetent og ansvarlig
Når man skal bryde et grundmønster, skal man derfor være opmærksom på, hvad man positivt har fået ud af det, og hvad man har undgået. Der kan være nogle “bonuspoint”, som lige pludselig udebliver, hvis du stopper med at påtage dig skylden og undskylde, f.eks. at du føler dig ansvarlig og som et større menneske end dem, der bare giver andre skylden, eller du kan føle dig stærk og kompetent.
Du skal også være opmærksom på skyggesiden – den ubevidste modpol (jf. figuren). Hvis du holder op med at undskylde, er det sandsynligt, at du kan komme til at føle dig fej, uansvarlig og svag. Hvis du ikke er super bevidst om, at det er dét, der sker, vil du falde tilbage til dit mønster. Fordi det trods alt er forudsigeligt og føles okay. Du kender det og ved, hvad der sker. Ved, hvad du skal sige og gøre.
Dine relationer kan også gøre massivt modstand, fordi det jo har fungeret upåklageligt, at du altid undskyldte, så de blev fri for at reflektere nærmere over tingene og selv påtage sig et ansvar.
Så svaret er: Ja, du kan bryde mønsteret, men det er svært og kræver en indsats.
Læs også: Hvordan kan du bryde den negative cirkel?
Hvad kan du gøre i stedet for at undskylde?
Du kan først og fremmest være bevidst. Bevidst om dit mønster og dets årsager. Bevidst om, hvornår og hvordan det kommer til udtryk. Bevidst om, hvilke relationer der især udløser dine automatiske undskyldninger.
Når du bevidst har reflekteret over det i nogen tid, kan du begynde så småt at handle og gøre noget andet næste gang. I stedet for at undskylde.
Du kan:
- Stoppe ulykken – ved at forsøge at undgå bestemte personer eller situationer, som udløser dit mønster
- Træde ud af mønsteret – gerne med en fysisk bevægelse eller gestus, så du viser din krop, at du godt er klar over, hvad der sker
- Mærke efter i din krop – har du ondt i skuldrene af at bære på for meget ansvar og skyldfølelse? Er du anspændt og øm i overarmen, fordi du forbereder dig på at afværge næste angreb? Vær god ved din krop, for den ved meget mere, end du er klar over, og den vil instinktivt prøve at advare og beskytte dig
- Sige noget andet – f.eks. “Det vil jeg lige undersøge/overveje/finde ud af” eller “Mener du det? Det er jeg ikke enig i.” eller “Det er beklageligt, men det var ikke min mening/hensigt.”
- Rette fejlen og løse problemet – men uden at undskylde eller påtage dig ansvaret
- Analysere situationen og være faktuel – der skete det og det, du gjorde/sagde/mente sådan og sådan, påtage dig den del af skylden, der reelt er din, men heller ikke mere
Jeg håber, at du kan bruge det. Hvis det er for svært, så kontakt mig – jeg er klar til at hjælpe dig med at bryde mønsteret, så du kan blive glad og fri. 🙂
Husk, at du ikke er Jesus, så du skal altså ikke bære hele menneskehedens skyld!
Læs også:
