+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Jo, det kan det åbenbart godt være. Ligesåvel som nogle begynder at græde, når de skal fortælle, hvorfor de kommer hos mig, hvad de har brug for hjælp til eller om deres oplevelse af impostor-fænomenet, så er der også nogle, som får våde øjne, når de finder ud af, at de har en høj IQ. Hvorfor det?

 

Hvorfor græder man over en høj IQ?

Det burde vel være en god nyhed, som man kunne græde af glæde over!? Men at erkende, at man har en høj IQ er langt fra så lykkeligt som at have vundet i lotto eller have udseendet til at blive fotomodel. Især ikke i Jantelovens Danmark.

Her er nogle mulige forklaringer:

  • Det kolliderer voldsomt med ønsket om at være som de fleste og passe ind i gruppen
  • Det vækker den instinktive frygt for at blive udstødt, fordi man skiller sig for meget ud
  • Det kan være svært at acceptere, fordi man må opgive at tilpasse sig
  • Det betyder, at der ikke er nogen vej tilbage – det er et faktum og ikke bare noget andre siger
  • Man kan ikke længere bilde sig selv ind, at man er helt normal
  • Det kan have uoverskuelige konsekvenser, fordi det forpligter
  • Jo højere IQ, desto sværere kan det være at skjule eller underspille

Endelig kan man græde af lettelse over, at man pludselig forstår, hvorfor man havde det så svært i opvæksten og skoletiden. At få tal på sin IQ kan være som at finde den manglende brik, der gør, at man endelig kan se hele billedet.

Hvorfor skal du ikke græde over det?

Rationelt set skal man ikke græde over mælk, der endnu ikke er blevet spildt. Uanset, hvor gammel du er, når du finder ud af, at du er højtbegavet – mellem de øverste 2 % – eller velbegavet – blandt de 3-10 % bedste begavede – så er det aldrig for sent.

  • Du har bare fået bekræftet den mistanke, du sikkert indimellem eller hele tiden har haft
  • Det er kun et tal, og det kan i øvrigt variere med testen og dagsformen, så næste gang kan du score både højere og lavere
  • Du er hverken blevet mere eller mindre intelligent, end du var, før du fik det at vide
  • Det er kun din selvopfattelse, der må ændres – de andre har hele tiden vidst det!
  • Du har resten af dit liv til at vænne dig til tanken og finde ud af, hvad du vil bruge det til
  • Det ændrer ikke noget som helst i fortiden, men din nye selvindsigt giver dig mulighed for at ændre din fremtid

Hjernen er plastisk, så selv om du ikke har haft den ideelle opvækst, ikke har fået taget en lang videregående uddannelse, eller hvad du nu ville ønske, at du havde gjort, hvis du havde vidst det noget før, så kan du stadig stimulere din hjerne og lære nyt.

En høj IQ er et potentiale, og et potentiale kan foldes ud, udvikles og bruges.

 

Nej, høj intelligens går sjældent over

Du kan lige så godt vænne dig til tanken, for det går ikke over. Selvom du drak dig i hegnet hver weekend, ville det det ikke gøre den store forskel.

Stress derimod går hårdt ud over de kognitive evner, hukommelse og koncentration, så det kan godt trække din IQ ned i en længere periode. Hvis du er eller har været ramt af stress inden for det seneste år, er det muligt, at du senere kan score højere, når du har restitueret tilstrækkeligt længe og fået genoprettet nogle af forbindelserne i din hjerne.

Det samme gælder efter sigende visse sygdomme som epilepsi og hjerneblødninger, der ødelægger områder i hjernen. Nogle områder kan genoptrænes over tid, andre gange lærer patienten at kompensere for det via andre dele af hjernen.

Men for dig, der er sund og rask, så er din høje intelligens bare et faktum, du må lære at leve med.

 

Væn dig til tanken om at være begavet

Når du har erkendt, at du faktisk er en svane, selvom du måske er vokset op i en andegård, så vil du gradvist begynde at se anderledes på livet og de mennesker, der omgiver dig.

Dine bedste venner og veninder er på dit niveau. Ellers ville I ikke have så meget til fælles og have så let ved at snakke sammen. Hvis du synes, at de er meget mere intelligente end dig, er det sandsynligvis, fordi du er ramt af impostor-fænomenet, som især rammer de begavede.

Mindst en af dine forældre er begavet. Intelligens er i høj grad arveligt, så der er stor sandsynlighed for, at du har det fra en af eller begge dine forældre. Det er også en af grundene til, at det sjældent bliver opdaget, for du er jo bare ligesom dem. Af samme grund kan dine børn også være begavede. 

De kolleger, du taler bedst med, er på dit niveau. Når du kommunikerer frit og ubesværet med nogle af dine kolleger, er det, fordi I “sender på samme frekvens”. Ellers ville du skulle omformulere dig eller vente på, at de nåede frem til det, du sagde for et kvarter siden eller i går.

Dem, du beundrer mest, er sikkert også begavede. Måske er de lidt over dit niveau, måske på en anden måde end dig. Brug dem som sparringspartnere, inspirationskilder og ROLLEMODELLER.

Tjek selv, om du er Belastende begavet

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading