Kopiering, kilde eller citat
I går, da jeg sad og skrev på teksten til min kommende workshop om impostor-fænomenet, opdagede jeg, at hele teksten fra et af mine blogindlæg på Jyllands-Posten var blevet kopieret fuldstændigt ordret ind i en anden mands blog. Han havde bare rettet overskriften og sluttet af med at skrive med store bogstaver, at hvis man kunne genkende det, skulle man kontakte ham, for han havde god erfaring med netop det. Mange tomme linjer længere nede kunne man med småt læse: Kilde Ann C. Schødt.
Hvis manden selv havde skrevet indlægget på baggrund af den amerikanske forskning og alle de indlæg, jeg har skrevet om emnet, så var det jo korrekt at angive mig som kilde (direkte i teksten eller lige under den). Men fuldstændig ordret gengivelse er kun tilladt som citat, og et citat må kun være et nødvendigt uddrag af en tekst ifølge citatreglerne. I henhold til dem har jeg bedt ham om at fjerne det, hvilket han nu har gjort.
Ovenstående eksempel kan man hurtigt gennemskue, hvis man kopierer et stykke af teksten ind i Google og søger – så kom begge tekster frem, hvor datoerne med al tydelighed afslørede original og kopi. Man kunne også sammenligne indlægget med mandens øvrige indlæg, hvor min tekst var dobbelt så lang og ikke trængte til korrektur (som en af mine læsere bemærkede).
Impostor-fænomenet eller Dunning-Kruger-effekten
Fakta er det bedste middel mod både impostor syndrome og dets modsætning – Dunning-Kruger-effekten – og imod svindel.
Når jeg blogger, deler jer gerne og gratis min viden. Og jeg har selvfølgelig ikke noget mod hverken at blive citeret eller at nogen linker til mine artikler – de ligger jo allerede offentligt og frit tilgængeligt på nettet. Men at nogen kopierer hele artikler ind i deres egne blogs og lader som om de selv har skrevet dem – det er plagiering, i modstrid med akademisk redelighed og ophavsretten. Da begge blogs var skrevet i jeg-form, føltes det faktisk som tyveri eller misbrug af min identitet, at han gav sig ud for at være forfatteren.
Så hvad kan man så lære af det? Det er selvfølgelig bedre at være en original, end at være en kopi. 🙂 Og her til morgen forvandlede oplevelsen sig til inspiration til dette indlæg.
Hvordan kender du forskel på impostor-fænomenet og rigtig svindel?
Da jeg første gang skrev om impostor syndromet i maj 2012, oversatte jeg det til dansk – svindlersyndromet, men nogle af læserne, der genkendte fænomenet, havde svært ved at forlige sig med ordet svindler. Derfor har jeg efterfølgende oftest undladt at oversætte.
Både personen med impostor syndromet og rigtige svindlere kan have en selvopfattelse, som ikke er helt realistisk. Det har de til fælles, men derfra ophører enhver lighed i både personlighed og adfærd.
| Kendetegn for en person med impostor syndromet | Kendetegn for en svindler |
| Stor ydmyghed – undervurderer egne evner | Overdreven selvsikkerhed med tendens til at overvurdere egne evner |
| Tvivler på sin viden – bevidst om det, hun ikke ved | Sikker på, at han har ret til at gøre det, han gør |
| Yderst samvittighedsfuld
Meget forsigtig – lader hellere være end at tage en chance |
Har ingen skrupler
Tager gerne chancer – går den så går den |
| Handler ikke af frygt for at blive afsløret | Handler og tror ikke, at han bliver afsløret |
| Frygter at fejle | Nægter at have begået fejl – kan ikke selv se fejlen |
| Bekender straks det, hun ikke ved eller ikke kan
Har svært ved at tage ros til sig |
Påstår at kunne ting, der ikke er belæg for
Tager gerne æren for andres arbejde |
| Bryder sig ikke om at få personlig opmærksomhed | Nyder at være i centrum for andres opmærksomhed |
| Arbejder helst grundigt med tingene og er flittig | Springer over hvor gæret er lavest, “smart i en fart” |
| Har svært ved at se sin egen succes | Er afhængig af tilhængere, der beundrer hans succes |
Impostor-ramt eller Dunning-Kruger og køn
Nu har jeg i eksemplet skrevet hun om personen med impostor syndromet, da det tit er en kvinde, men jeg møder også en del mænd, der døjer med fænomenet, ligesom både de og jeg har oplevet kvinder, der falder i den anden kategori. Det er eksempelvis ret udbredt inden for forskerverdenen, at visse – også kvindelige – chefer stjæler andres artikler og sætter deres eget navn under. Eller fusker med forskningsresultaterne som Milena Penkowa. Eller forfalsker deres CV med uddannelser, de aldrig har taget. Det er altså ikke kønsbestemt.
En interessant detalje er det med opmærksomheden. Personen med impostor syndromet kan f.eks. være en glimrende underviser eller holde levende og inspirerende indlæg om det, som han/hun brænder for – fordi det er en andens stof, som ydmygt lånes og ikke har noget med personen selv at gøre. Men hvis nogen spontant og uventet roser eller fremhæver personen i et forum, så kan han/hun pludselig rødme og fremstå kejtet og genert. Opmærksomhed omkring personen selv er noget helt andet end at levere en indøvet performance. Præstationen opleves ofte som et skuespil.
Den væsentligste forskel er nok stadig personens egen opfattelse: Personen med impostor syndromet føler, at deres præstationer er held, snyd eller skuespil, mens svindlere eller personer ramt af Dunning-Kruger-effekten er overbevist om, at de har leveret en fantastisk præstation, som de har fortjent at blive rost og beundret for – det er i hvert fald ikke snyd!
Læs også:
- Derfor rammer impostor-fænomenet især de højtbegavede
- Impostor-komplekset – 1. bog på dansk om emnet
