+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Nej, intelligensen er ikke ligeligt fordelt

Intelligensen er ikke retfærdigt og ligeligt fordelt, hverken i befolkningen eller hos den enkelte. I befolkningen er den altid normalfordelt, så de fleste har en IQ omkring 100, og hos den enkelte kan der være individuelle udsving i de forskellige kognitive evner, som intelligenstestene måler.

I en lang og grundig artikel fra Illustreret Videnskab bliver det igen slået fast, at de mentale evner er uretfærdigt fordelt.

Selvfølgelig kan vi hver især have vores styrker og svagheder forskellige steder, men neden under det hele ligger en generel intelligens, som smitter positivt eller negativt af på vores intellektuelle formåen på alle felter.

 

Bred eller specialiseret intelligens?

Netop de forskelle får jeg jævnligt bekræftet, når folk har taget intelligenstesten og samtidig besvaret selvevalueringen af de syv intelligenser baseret på Howard Gardners forskning. I besvarelserne er der typisk sammenfald mellem høj IQ og høje scores i selvevalueringen – på en skala fra 1-10 ligger de fleste scores over 5. Tilsvarende har normaltbegavede også generelt lavere scores i selvevalueringen, nemlig omkring og under 5.

Dog ser jeg to varianter af intelligensprofiler i selvevalueringen, som både kan bekræfte og delvist afkræfte forskernes fokus på den bagvedliggende generelle intelligens – g-faktoren:

  • Den brede intelligens med høje scores på alle de syv intelligenser – fra 6 til 10 og dermed lille afstand mellem højeste og laveste score
  • Den specialiserede intelligens med både lave og høje scores – fra 0 til 10

Den brede intelligens bekræfter eksistensen af g-faktoren, og personerne har typisk nemt ved mange ting, så de både har gennemført en længerevarende uddannelse eller flere forskellige uddannelser og samtidig er meget musiske, kreative og/eller gode til sport eller et håndværk.

Den specialiserede intelligens har typisk en eller to scores på 9-10, hvorefter de øvrige intelligenser fordeler sig nedad på skalaen. Hvis den højeste score er det sproglige eller matematiske, har personen haft gode forudsætninger for at klare sig i uddannelsessystemet og vælge en uddannelse, hvor han/hun kunne bruge de særlige evner. Hvis det derimod er den visuel-rumlige intelligens de scorer 10 på, kan skolegangen have været vanskelig, indtil personen fandt sin rette hylde som grafiker, fotograf eller lignende.

Både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet syntes at være indrettet efter den specialiserede intelligens, hvorfor personer med bred intelligens kan have svært ved at finde en hylde, der er bred nok.

 

Intelligensen er primært arvelig og dermed socialt uretfærdig

Intelligensforskerne har gennem bl.a. studier af bortadobterede tvillinger kunnet konkludere, at intelligensen primært er arvelig:

Det tyder altså på, at vores intelligens ganske vist bestemmes af en blanding af arv og miljø, men at forholdet ændrer sig i løbet af vores liv. Sat på spidsen betyder det, at hvis vi scorer højt i en IQ-test som børn, kan vi takke vores forældre for en god opdragelse. Scorer vi højt som voksne, kan vi takke dem for deres gener.

Forskerne er stadig ikke enige om, hvor meget af intelligensen, der skyldes arv, og hvor meget, der skyldes miljø.

Nogle mener, at generne har ansvaret for 30 procent af forskellene, mens andre siger, at andelen er oppe på 80 procent.

Noget af uenigheden kan også hænge sammen med, at genetikken kan give vidt forskellige og nærmest tilfældige udslag. To velbegavede (øverste 3-10 %) forældre kan både få højbegavede børn (øverste 2 %) og helt normaltbegavede børn, ligesom to højtbegavede forældre kan få et mentalt handicappet barn, fordi generne kan kombineres på så uendeligt mange måder. Der kan også ske hjerneskader under graviditeten og fødslen, som trækker intelligensen kraftigt ned.

Der er også talrige eksempler på, at børn af (stor)bønder, håndværkere og andre ikke-akademikere formår at bryde den sociale arv, komme på gymnasiet og senere universitetet. I de tilfælde kan personerne imidlertid kæmpe med mindreværdskomplekser som impostor-fænomenet, fordi de ikke er som de andre og derfor kan blive usikre på, om de nu vitterligt kan og ved det, de kan og gør, eller om de lige om lidt bliver afsløret som inkompetente, fordi de ikke har haft den nære families forståelse og opbakning. Men det er en helt anden historie.

Det er altså hverken retfærdighed eller naturlove, der bestemmer din intelligens.

 

Intelligensens “uretfærdige” bagside

Siden 2012, da jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling for de 10 % bedst begavede, har jeg mødt og talt med flere hundreder af dem. Noget af det, de ofte kæmper med er en usynlig bagside af intelligensen:

  • Lav selvtillid/lavt selvværd – ofte er de blevet mobbet af klassekammeraterne (og lærere), så de har været uden for fællesskabet og har følt sig forkerte, skæve eller ikke gode nok
  • Ensomhed – hvis du er mellem de 1-5 % bedst begavede, er der tilsvarende langt imellem ligesindede, venner og andre, der kan følge med, når du siger noget
  • Anderledeshed – de fleste begavede har andre interesser og en meget mere abstrakt tankegang end flertallet, hvilket i praksis gør det svært at smalltalke og falde ubemærket ind i en tilfældig social sammenhæng
  • Kedsomhed – de blev ikke passende udfordret i skoletiden, og nu gentager mønstret sig på arbejdspladserne

Socialt og menneskeligt er det med andre ord ikke så fantastisk at være mere intelligent end gennemsnittet af befolkningen, studiekammeraterne og kollegerne.

Læs også: