+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Pessimisterne. Foto: Ann C. Schødt

Intelligente pessimister

I de 13 + år, jeg har arbejdet med personlig udvikling for de 10 % bedst begavede, har jeg mødt rigtigt mange af dem: Pessimisterne.

Kombinationen af en høj IQ og lav score på optimisme i personlighedstesten gør dem supergode til at se hullerne i osten og forudse alt det, der kan gå galt. Men de bryder sig faktisk ikke om at få ret. De siger ikke:

Hvad sagde jeg?

Tværtimod sidder De højt begavede pessimister bliver til ’gamle sure mænd’ M/K. Tiltagende trætte og frustrerede. Med tiden også mere ensomme.

Og pessimisterne findes i flere varianter – og grader.

 

Type 1 Pessimist: Den letpåvirkelige

Den letpåvirkelige pessimist er typisk introvert. I personlighedstesten viser deres påvirkelighed sig som:

  • Lav score på mental modstandskraft – de har næsten ikke noget filter, så alle indtryk går ind, især de negative som dårlig stemning og kritik
  • Lav score på personlig bearbejdning – de kan gruble længe over fejl i fortiden og bekymre sig hæmningsløst for fremtiden
  • Lav score på humørstabilitet – en grumset stemning, et ubetænksomt ord eller småkonflikter fra morgenstunden kan ødelægge deres humør og resten af dagen.

Ofte er de også forsigtigt anlagt, så de forsøger at undgå, at tingene bliver værre eller at blive upopulære hos chef og kolleger. Det ses som:

  • Lav score på risikovillighed – de vil helst undgå fejl og alt, hvad der kan gå galt
  • Høj score på hensyntagen – de prøver ihærdig at tage alle de hensyn til andre, som de ville ønske nogen tog til dem.

De gør gerne opmærksom på mulige problemer, uoverensstemmelser og inkonsistens. Vel at mærke på et møde, når det er deres tur. Men de taler ikke så højt og ønsker ikke at få alt for megen opmærksomhed. Så de bliver overdøvet af de selvsikre ekstroverte, som synes at nyde svømmeturen i deres egen talestrøm. Eller de skriver det i en mail til chefen, som får alt, alt for mange mails og kun skimmer den. Derfor bliver de ikke taget alvorligt i tide.

Så de påvirkelige pessimister tier, bider tingene i sig og håber på at finde et andet job, hvor de måske vil blive mere værdsat. Hvor chefen og kollegerne giver dem mere plads og lytter til dem. De kan blive ret impostor-ramte og handlingslammede, fordi de med tiden får flere dårlige erfaringer, som bekræfter, at aben flytter med, og de ikke kan stole på andre mennesker.

 

Type 2 Pessimist: Brokkehovedet

Den her pessimist er typisk mere ekstrovert. I personlighedstesten ses det som:

  • Høj score på kommunikationsmængde – der kommer rigtigt mange ord ud af deres mund
  • Høj score på fri kommunikation – de har kun få tabuer eller ting de ikke vil tale om
  • Over middel score på kontakt – de taler med alle dem, der gider lytte til dem
  • Lav score på positiv bedømmelse – de har ikke ret høje tanker om andre eller deres arbejde
  • Lav score på udtrykt positivitet – hvis noget kan gøres bedre, eller de finder fejl, siger de det.

Alt efter andre personlighedstræk og deres popularitet hos kollegerne, kan de enten blive brandstiftere, som får andre til at give dem ret og sprede deres kritiske tanker som bagtalelser af ledelsen og generel brok. Eller de kan blive reformatorer, som tager det meget lange og meget seje træk med at ændre alt det, der ikke fungerer. Det sidste kræver en højere IQ og stor vedholdenhed.

Problemet med de brokkende pessimister er, at cheferne sjældent orker at høre på dem, og de kan af flere grunde risikere at blive upopulære, fyret og have svært ved at få job igen. Så deres pessimisme kan tage overhånd og gøre dem ensomme og deprimerede.

 

Type 3 Pessimist: Den skuffede

Den skuffede pessimist er typisk lidt ældre og kan være en kombination af de to andre typer. Til gengæld har de mange idéer og store visioner om, hvor godt alting kunne blive, hvis bare…

I personlighedstesten ses det som:

  • Høj score på visionerende – de er intuitive, ser muligheder for forbedringer og kan være idealistiske
  • Lav score på konstruktiv holdning – de er blevet svigtet og stoler ikke på andre mennesker
  • Lav score på personlig bearbejdning – de husker som elefanter alt det, der tidligere er gået galt og sandsynligvis vil gøre det igen!

Derfor bruger de megen tid og intellektuel kapacitet på at gennemgå samtlige tænkelige scenarier for hvad som helst. Lidt som katten, der fanger mus – fordi den kan.

De mange års gentagne skuffelser ses som:

  • Lav score på positiv bedømmelse – kollegerne leverer bare ikke det forventede
  • Lav score på udtrykt positivitet – hvis noget kan gøres bedre eller de finder fejl, kan de altså ikke lade være med at sige eller skrive det
  • Lav score på konstruktiv holdning – de har desværre mistet enhver tillid til andre mennesker.

De mest påvirkelige af dem har ikke kun lave scores, men scorer helt i bund. Fordi det er så ubærligt for dem at stå model til endnu flere af de skuffelser, som de jo havde forudset længe før og på kilometers afstand!

 

En gang pessimist, altid pessimist

Tja, sådan er det nok. Selvom du tager alverdens kurser, går hos psykologer og bliver coachet, så virker det ikke rigtigt. Det ville være dejligt, hvis det hjalp. Men realistisk set – du ved jo godt, der ikke findes noget quickfix.

Dine mange dårlige erfaringer er lagret i din hjerne. Især hvis du er meget påvirkelig, vil du forsøge at beskytte dig selv imod flere skuffelser. Så glasset bliver ved med at være halvtomt.

Men. Og det her kommer fra en fundamental optimist:

Der er altid muligheder. Du har altid et valg.
Du kan enten fortsætte præcist, som du plejer.
Eller du kan øve dig i at gøre noget andet.

Jeg skal nok støtte dig i processen og hjælpe dig tilbage på sporet, når du ryger af. For det gør du.
Pessimismen er en bred sort motorvej i din hjerne. En asfalteret del af din personlighed.
Heldigvis er hjernen plastisk. Så du KAN ændre dig. Du KAN begynde at tænke lidt mere positivt.

Og lad os være realistiske sammen:

Det tager tid.
Det kræver vedholdenhed.
Du får kriser undervejs.
Får lyst til at give op.
Føler dig slået tilbage til start…

Det er du ikke.
Du er på vej.
Du har fået en ny bevidsthed, og den er der ingen, der kan tage fra dig.
Nogle gange er det to skridt frem, et tilbage, to til siden, tre tilbage – og så endelig syv skridt frem!

Jeg forstår dig. Jeg støtter dig hele vejen. Og jeg VED DU KAN.

Skriv til mig på Annc@potentialefabrikken.dk og lad os aftale et tidspunkt for en indledende snak.

 

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading