+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Hvorfor er de mest intelligente mere ærlige?

Der synes at være en tendens til, at personer med høj IQ er mere ærlige og lige ud af posen end de fleste. I hvert fald de hundredvis af velbegavede (øverste 3-10 %) og højtbegavede (øverste 2 %), som jeg har mødt i årenes løb. Der findes ikke umiddelbart nogen forskning, der underbygger det, og jeg er fuldt bevidst om, at dem, der konsulterer mig, nok ikke er helt repræsentative for de mest intelligente. Alligevel er det påfaldende, og derfor dykker jeg ned i det her.

Måske er de helt enkelt mere ærlige, fordi løgne og uærlighed ikke giver mening. Tværtimod føles det som spild af tid. De kan jo gennemskue, hvordan tingene hænger sammen. Hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Hvad der er rigtigt eller forkert. Og så er der jo ingen grund til at bruge mere tid på at snakke om det.

Hvordan ærligheden kommer til udtryk kan dog være meget forskellig.

Kommer du nogle gange til at være lidt for ærlig?

Tjek selv om du er Belastende begavet

Høj IQ og ærlige udtalelser

Nogle gange får ærligheden frit løb i dine udtalelser. Især når du i personlighedstesten har:

  • Høj score på kommunikationsmængde – så siger du en del og har meget på hjerte
  • Høj score på fri kommunikation – derfor kan du tale om næsten alt og har ikke rigtigt nogen tabuer
  • Høj score på kontaktflade – så du har nemt ved at falde i snak med andre.

Hvis du har fuld plade her, kan din ærlighed gøre, at du får sagt alt for meget, om alt muligt og til hvem, du lige møder.

De tre høje scores ses typisk hos de ekstroverte. Til møder på arbejdspladsen, i sociale sammenhænge og i alle tænkelige situationer, hvor nogen lytter. Så taler de gerne og meget.

Men høj score på kommunikationsmænge og fri kommunikation kan også forekomme hos introverte, og så er der ikke så mange, der opdager det. Ærlige introverte foretrækker nemlig kun at tale med en eller få ad gangen. Når de først får talt sig varme om et emne, der interesserer dem, kan de til gengæld være næsten ustoppelige. Ellers er introverte mere tilbøjelige til at skrive end at tale, når de skal kommunikere deres mange tanker.

Tendensen er også tydelig blandt dem, der kontakter mig: De ekstroverte ringer, og de introverte skriver til mig. Og så er de hudløst ærlige.

 

Høj IQ og ekstra ærlig på den positive måde

Det, du ærligt siger noget om, kan også være præget af din personlighed:

  • Høj score på udtrykt positivitet betyder, at du er coachende og opmuntrende
  • Høj score på diplomatisk sans – du sørger for ikke at støde eller træde nogen over tæerne
  • Høj score på optimisme – du har en positiv indstilling til livet og andre.

Hvis du samtidig scorer lavt på selvkontrol og/eller over gennemsnittet på dominans, kan du ikke holde det tilbage.

Du er generøs med ros og komplimenter.

Din begejstring for noget skal deles!

Dit gode humør smitter alle omkring dig.

Hvis der er noget eller nogen, du kan lide, skal verden da vide det!  Du deler entusiastisk dine tanker og meninger om dette og hint. Så dine kolleger, venner, din partner og familie må lægge ører til en del. I den introverte variant får du delt skriftligt på de sociale medier, hvor du kan få positive reaktioner og respons.

Du kan også – uopfordret – komme med råd og opmuntrende kommentarer, hvis nogen har det svært. De skal da bare se lidt mere lyst på tilværelsen, kaste sig ud i udfordringerne og tro på, at det hele nok skal gå. Livet er jo grundlæggende godt, og nu er det forår!

 

Høj IQ og ekstra ærlig på den lidt negative måde

Mange med høj IQ har desværre oplevet ikke at blive hørt, mødt eller forstået, og det kan have givet deres liv og indstilling til verden en negativ drejning.

I personlighedstesten viser det sig som:

  • Lav score på udtrykt positivitet – så du kan virke skeptisk eller ligefrem kritisk i det, du siger
  • Lav score på diplomatisk sans – dine synspunkter kommer ud råt for usødet
  • Lav score på optimisme – i praksis er du pessimist.

Hvis du samtidig scorer lavt på selvkontrol og/eller over gennemsnittet på dominans, kommer det også til udtryk. Mundtligt eller skriftligt. Og gennem dit kropssprog.

Du får påpeget fejl og udtrykt din kritik uforbeholdent.

Alting kan altid gøres bedre!

Du er bekymret for alt det, der kan gå galt i fremtiden.

Hvis du samtidig scorer lavt på empati, kan du være en verbal elefant i en glasbutik. Og du opdager det først, når der bliver helt stille omkring dig…

Du kan have svært ved at holde dine observationer og bekymringer for dig selv, så dine kolleger og andre omkring dig kan synes, du er lidt af et brokkehoved. Men det er som en drage, der ikke får lov at spy ild – den får sådan en forfærdelig halsbrand! I den introverte variant skriver du måske harske kommentarer i debatter eller lange mails til hvem det måtte vedkomme… for din ærlige mening skal jo ud. Ellers bliver du mere og mere indebrændt og bitter med årene.

 

Hvorfor er det et problem at være ærlig?

Din høje IQ gør, at du ved, hvad du taler om. Du kan argumentere. Du er velformuleret. Du taler sikkert også hurtigt.

For nogle kan det være møgirriterende. Fordi de gerne vil have ret, bestemme og få deres vilje.
For andre er du en konkurrent. Fordi de har behov for opmærksomheden, vil være den klogeste og helst nr. 1.
For din chef kan du være en møgirriterende konkurrent. Af alle de grunde.

Derfor er ærligheden en af grundene til, at de mest begavede ikke gør karriere. Hvilket de sjældent selv forstår. For den forfremmede kollega er jo mindre kompetent og siger ofte noget vrøvl, der slet ikke passer! Varm luft. Det chefen helst vil høre. Men det holder jo ikke! Kan du tænke. Eller sige højt. Og fra dét øjeblik har du balladen…

Derfor bliver din ærlighed både et problem for andre og dig selv.

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading