6 ting du faktisk kan gøre for dit barn

Som forælder har du sikkert – som undertegnede – læst bøger af børne-guruer som Anna Wahlgren og Jesper Juul med flere for at forberede dig på at blive forælder og forhåbentligt i stand til at håndtere alle de totalt uforudsigelige og til tider opslidende, bekymrende og dybt frustrerende oplevelser, man kan få som forældre. (Alle de skønne og fantastiske oplevelser, man også får, kan man nemmere tage som de kommer.) Det er altid godt at læse om et emne og blive lidt klogere, men jeg kan konstatere, at det er med forældreskab som med ledelse: Du kan ikke læse dig til at blive en god forælder eller en god leder. Dels fordi de kære børn og medarbejdere alligevel ALTID gør noget, som man selv i sin vildeste fantasi ikke kunne forestille sig, at de kunne finde på at gøre, og lige netop dét står der INGENTING om i bøgerne! Dels er forældreskab og ledelse noget, der altid foregår i praksis og derfor kræver træning.

Du bliver simpelthen nødt til at prøve dig frem og finde ud af, hvad der virker for netop dig med lige netop dit barn.

Forældre til begavede børn

I forbindelse med Gifted Childrens årlige sommerlejr har jeg holdt foredrag for forældre og unge omkring de udfordringer, der ofte følger med at være begavet. Et år var det ud fra mit blogindlæg 8 grunde til at højt begavede ikke bruger deres potentiale, som jeg efterfølgende har skrevet videre om i indlægget 8 grunde til manglende brug af potentialet – fortsat. Et andet år var det for forældre, om hvad de kunne gøre for deres begavede børn og unge. I forbindelse med mine forberedelser til det, fik jeg lejlighed til at reflektere over min egen forælderrolle.

Min første tanke var, at jeg har været heldig at have to nemme drenge – højt begavede, socialt velfungerende og ingen diagnoser. Nu er de to skønne teenage-drenge, som jeg elsker højt og nyder at være sammen med (om end jeg ikke altid orker at diskutere med dem). Så det er jo nemt for mig at lege selvbestaltet børne-ekspert.

Ikke en selvfølge at blive en god forælder

Så kom jeg i tanke om, at det bestemt ikke var en selvfølge, at jeg var blevet en god mor – med min baggrund: En opvækst med en forælder der var psykisk svag/syg, mange familiekonflikter (= ideel basis for impostor syndromet), blev i flere omgange mobbet og holdt uden for i skolen osv. Kombineret med at være særligt sensitiv (= meget nærtagende) og begavet (= altid anderledes).

Jeg kunne sagtens være blevet et offer. Have haft lav selvtillid og/eller lavt selvværd. Aldrig have gennemført en uddannelse. Ikke have fået spændende jobs og gjort karriere. Have gentaget alle de negative mønstre i forhold til mine børn. Jeg kunne være endt i en negativ spiral, jeg ikke selv var i stand til at komme op af.

Ann C. Schødts model: Kærlighedsstigen – selvværd – selvtillid

Heldigvis for mig var det ikke en mulighed. Jeg kunne ikke vælge offerrollen (den var optaget til anden side).

Jeg havde også oplevet at blive elsket ubetinget (af min bedstefar, som døde, da jeg var 7 år) og havde dermed en vis portion selvværd. Jeg fik også betinget kærlighed, når jeg var sød, nem og gjorde en masse huslige ting som at skrælle kartofler og vaske op hver dag – og positiv opmærksomhed, når jeg var dygtig i skolen, så jeg fik en ret god selvtillid, hvilket sikkert har været afgørende for, at jeg kunne gennemføre diverse uddannelser i årernes løb.

Jeg var nødt til at være meget stærk og klare ærterne selv, for der var ikke plads til, at jeg var svag eller sensitiv. Og det var totalt utænkeligt, at det på noget tidspunkt kunne være synd for mig! Uanset hvad jeg så kom ud for.

Selv at tage ansvar

En anden afgørende faktor var, at jeg på et relativt tidligt tidspunkt i mit liv tog ansvar for mig selv. På flere måder som barn og ved at flytte hjemmefra som 18-årig. Men nok især ved, at jeg allerede, da jeg var i starten af 20’erne, valgte at gå til psykolog for at få tømt rygsækken, så jeg ikke bragte en masse skrammel videre til de børn, jeg gerne ville være mor for på et tidspunkt.

6 ting du kan gøre for dine børn

På den baggrund vil jeg sige, at det bedste, du som forælder kan gøre for dine børn, er:

1) Elsk dem ubetinget!

Du skal kunne acceptere, rumme og elske dine børn præcist, som de er. Nogle gange spejler de nogle sider af dig selv, som du ikke kan lide (= dine skyggesider), og så må du arbejde med dig selv i stedet for at skælde dem ud eller forsøge at lave om på dem. Du kan kun ændre dig selv.

2) Vær en god rollemodel!

Du må påtage dig lederskabet for dit eget liv og gå i front ved at vise dine børn, hvordan du skaber dig det liv og den tilværelse, som gør dig til et lykkeligt (eller bare godt tilfreds) menneske, f.eks. ved at bruge dit potentiale og have et arbejde, som gør dig glad og giver dig energi – uanset hvad det så er. Børn gør alligevel aldrig det, du siger, at de skal gøre – de gør det, som du selv gør.

3) Stå til rådighed

Lad dem komme til dig, når de har brug for det! Undlad at bekymre dig på deres vegne eller være overinvolveret i deres liv. Du kommer nemt til at tage for meget over, og det gør dem bare afhængige af dig i stedet for at gøre dem stærke og selvstændige. Du kan alligevel ikke være der for dem resten af deres liv og beskytte dem mod alt ondt, du kan kun give dem trygheden ved at vide, at du altid er der, når det virkelig gælder. Det er dem, der bedst kan vurdere, hvornår de har brug for dig.

4) Ryd op i din egen baggage

Jo mere du får ryddet op i din egen baggage (opvækst, traumer, dårlige oplevelser osv.), desto lettere bliver det for dig at være forælder. Faktisk kan man sige, at du får mere ud af at opdrage på dig selv og tage ansvar for dine egne følelser, end af at – forsøge på – at opdrage på dine børn.

5) Vær en mentor/coach for dine børn 

Det er så nemt at ryge i grøften og blive den strenge, formanende og forbydende forælder, der altid fortæller barnet, hvad det skal gøre eller især ikke gøre. Jo ældre barnet bliver, desto mindre virker det. Som mentor-forælder kan du fortælle, hvad du selv gjorde i deres situation og hvilket udfald det gav – så må det være op til dem, om de vil gøre det samme eller noget helt andet. Del gerne dine værste oplevelser og fejltagelser med dem – det gør dig meget mere menneskelig og troværdig. Som coach-forælder kan du spørge, hvad de ville have gjort i din situation. Giv dem valgmuligheder og konkrete eksempler.

6) Sørg for alternative voksne 

Nogle gange får en introvert forælder et ekstrovert barn eller omvendt, og selv om du forsøger dit allerbedste på at rumme, acceptere og elske dit barn, så er du bare ikke den bedste rollemodel i forhold til at spejle netop den side af deres personlighed. Det er helt ok. Det gør dig ikke til en dårlig forælder. For at hjælpe dit barn kan du sørge for, at der kommer andre voksne på banen, som bedre kan spejle dem – bedsteforældre, gode venner, kolleger – præsentere dem og give barnet mulighed for at vælge, hvem han/hun har lyst til at være sammen med.

Hvis du er interesseret i et foredrag, kan du læse mere her.