Den klarer jeg!

Skal du først lige…gøre alt muligt for andre, før du kan gøre noget for dig selv?
Har du svært ved at sige nej, selvom det betyder, at du ikke kommer i gang med dine egne opgaver?
Skal altid hjælpe dine kolleger, venner og søskende – uanset hvad og hvornår?
Kommer du gang på gang til at påtage dig opgaver og ansvar, inden andre når at melde sig?
Er du bange for at have succes, fordi du ikke føler, at du har fortjent det?

Hvis ja, så er du langt fra alene. Faktisk møder jeg nærmest en ny hver uge for tiden.

Din hensynsfulde personlighed og impostor-fænomenet

Når du er ekstra tilbøjelig til at påtage dig alt muligt, så hænger det både sammen med din personlighed og det adfærdsmønster, du har lært dig som barn/ung.

I personlighedstesten ses det som en kombination af:

• Høj score på hensyntagen – du hjælper og tager alle mulige hensyn til de andre
• Høj score på ansvarstagen – nærmest per automatik påtager du dig opgaver og ansvar
• Lav score på mental modstandskraft – du vil så gerne have, at de andre kan lide dig, fordi afvisninger gør for ondt.

Meget ofte er det kombineret med en høj score i impostor-testen, som viser, om du kommer til at overvurdere de andre og undervurdere dig selv. Impostor-fænomenet er en slags professionelt mindreværdskompleks, som især rammer de dygtigste, mest introverte og begavede.

Impostor-fænomenet kan både være et adfærdsmønster, en overlevelsesstrategi og et dybereliggende kompleks, som kan have rod i et grundlæggende trauma i din opvækst (jf. Jung Psykoanalytisk teori, 1955). Det kan bunde i svigt fra forældrene og indviklede søskenderelationer, men det kan også være etableret i den tidlige skoletid på grund af mobning fra de andre elever og lærerne.

For at undgå yderligere svigt, ubehag og mobning har du derfor udviklet en adfærd, der kunne beskytte dig mod afvisninger og udstødelse fra det sociale sammenhold.

Askepot eller flink fyr

I den analytiske psykologi, baseret på den schweiziske psykiater Carl Gustav Jungs teorier, tager man ofte udgangspunkt i drømme, eventyr og andre symboler, fordi det er det ubevidstes umiddelbare sprog.

Kombinationen af en over-hensynsfuld personlighed og impostor-følelser bliver spejlet rigtigt fint i eventyret om Askepot, og derfor har jeg valgt kort at gennemgå det mest essentielle her:

Historien er, at hendes mor er død og hendes far har giftet sig igen, hvorefter stedmoderens to døtre har taget datterens plads – og faktisk fornægter faderen hende. Stedmoderens døtre giver hende navnet Askepot, overtager hendes værelse og tøj, hvorefter de degraderer hende til at være deres tjener, og hun henvises til at sove i køkkenet ved ildstedet.

Derefter knokler Askepot for at leve op til deres mange krav og ønsker, så hun i det mindste ikke bliver udstødt.

Set i en moderne kontekst er det nemt at forestille sig, hvordan børn fra tidligere forhold kan komme i klemme, blive overset og kæmpe om forældrenes sparsomme tid, kærlighed og opmærksomhed i de nye sammenbragte familier. Men også i traditionelle kernefamilier kan der være børn, som oplever, at de ikke kan leve op til forældrenes forventninger, eller at andre søskende er mere “rigtige”, mens de selv er anderledes og forkerte.

Deres typiske overlevelsesstrategi bliver derfor for pigernes vedkommende at være ekstra flittige, dygtige i skolen og hjælpsomme derhjemme, mens drengene ofte bliver superflinke og sandsynligvis forsøger at opnå fædrenes opmærksomhed via sportslige præstationer.

Behovet for bekræftelse

Både for de moderne Askepot-døtre og flinke sønner gælder, at de konstant søger bekræftelse og positiv opmærksomhed. Forældrenes ubetingede kærlighed er enten sjælden eller ikke eksisterende (uanset årsagen), og derfor kommer de til at mangle naturligt selvværd og søger i stedet at opnå selvtillid gennem det næstbedste; den betingede kærlighed, som man kan anstrenge sig for at gøre sig fortjent til. Hvis også den udebliver, vil de søge ros og positiv opmærksomhed – både derhjemme, i skolen, blandt vennerne og senere på arbejdspladsen, hvor det er snublende nært at lade chefen være stand-in for de fraværende forældre.

Problemet er, at selvtilliden er skrøbelig, og den ros og anerkendelse, der kommer deres vej, ikke bliver taget ind. Kernen i impostor-komplekset er nemlig den manglende evne til at internalisere ros. Tværtimod vil de være tilbøjelig til at afvise, overhøre eller slå den hen, fordi de ikke selv kan se, at de har gjort sig fortjent til den. Og sikkert også fordi den ikke kommer fra forældrene, og derfor ikke rigtigt tæller.

Konsekvensen bliver perfektionistiske 12-tals-piger og superflinke drenge, der konstant hungrer efter bekræftelse, men ikke evner at tage imod den, når de får den.

Skal du altid gøre noget for andre, før du kan gøre noget for dig selv?

Isoleret set er det jo et sympatisk træk at være hjælpsom. Det ligger også i vores kristne kulturarv, at vi skal tænke på andre, før vi tænker på os selv, ligesom det ligger på rygmarven hos mange (især lidt ældre), at man skal yde, før man kan nyde. Den barmhjertige samaritaner, næstekærlighed og uselviskhed.

Hos de sensitive og hensynsfulde bliver det imidlertid nemt overdrevet, idet de gør alt det for andre, de ville ønske, at andre gjorde for dem. Og det er snublende nært, at opofrelsen kammer over og bliver til et martyrium:

Jeg gør hele tiden alt muligt for andre, men der er aldrig nogen, der gør noget for mig!

Man sætter sig selv i sidste række, men ikke af mild kærlighed til de andre. Det sker af pligt og et behov for bekræftelse, for at føle sig værdsat. At andre har brug for en. At de på en positiv måde bemærker, at man er der.

Når det tager overhånd, bliver det til skuffelse og bittert nag, fordi man oplever at blive taget for givet, og at de andre ikke er der, når behovet for hjælp går den anden vej.

Hvordan kan du ændre det?

Når jeg har nogen med denne personlighedstruktur i udviklingsforløb, får de ofte to enkle opgaver:

1. Sig nej hver dag – vel at mærke til at påtage dig en opgave for andre
2. Gør noget godt for dig selv hver dag – gå en tur, læs en bog eller noget andet, der gør dig glad.

Det lyder nemt, men for de over-hensynsfulde og impostor-ramte er det ualmindeligt svært. Fordi det er i strid med deres personlighed og adfærdsmønster. Og der tit også er en form for afhængighed involveret. Altså afhængighed af andres taknemmelighed, bekræftelse, ros osv.

Samtidig kan man have opbygget en heftig skyggeside, hvor det er forbudt eller direkte farligt at være den mindste smule egoistisk. Så det kan være vanskeligt at bryde mønstret.

For Askepot-døtrene kan det blive ekstra voldsomt og angstprovokerende, når de oplever en smule succes – så de bliver nødt til at flygte fra den. Akkurat som Askepot flygtede fra prinsen.

Kan du genkende det?
Hvordan påvirker det dig, når du siger nej til opgaver?
Og hvordan har du det, når du gør noget godt for dig selv?

Læs også:
Diagnose til de pårørende: Kroniske hjælpere
Impostor syndrome – er din succes bare et skuespil?
Impostor-fænomenet – kan man være bange for succes?