Skal de begavede – børn, unge og voksne – lære at opføre sig “normalt” og begå sig socialt? Måske.
Men selvom de lærer at begå sig i en almindelig børnehave, skoleklasse og på en vilkårlig arbejdsplads, så ændrer det ikke det faktum, at de ikke tænker som flertallet. At de grundlæggende er og føler sig anderledes.
NB. Betegnelsen “normal” bruges her uden værdiladning og som synonym med at være gennemsnitligt begavet eller tilhøre flertallet i en given sammenhæng, hvilket de 10 % bedst begavede i sagens natur – og statistisk set – hverken er eller gør.
Den nødvendige socialisering
Her vil jeg tage udgangspunkt i Gyldendals definition af socialisering:
“Socialisering; proces, hvorunder børn og voksne anspores og hjælpes til at udvikle de færdigheder, normer og personlighedsegenskaber, der er karakteristiske for det samfund eller den gruppe, personen tilhører.
Socialiseringsprocessen er bestemt af mange faktorer, især familien og opdragelsen (primærsocialisering), skolegangen (sekundærsocialisering), mediernes påvirkning, daginstitutionerne, deltagelsen i arbejdslivet, arbejdsløshed samt økonomiske og kulturelle forhold.”
Hvis vi skal lære at begå os som individer i en gruppe og samfundet i det hele taget, skal vi altså tilegne os netop den adfærd samt de bestemte normer og værdier, som er socialt acceptable i den specifikke sammenhæng, vi indgår i. Og det er vel at mærke forskelligt, alt efter hvor du er; hjemme, i skolen, til fritidsaktiviteter og senere på arbejdspladserne (som også kan være meget indbyrdes forskellige).
Jeg plejer at bruge billedet af en indhegning, hvor noget er tilladt, mens andet er forbudt eller mindre acceptabelt. Nogle gange er indhegningen meget lille, og der er strøm i hegnet, så barnet får et ordentligt rap over nallerne, når det gør noget forkert.
Hvilken adfærd var/er tilladt/acceptabel i din familie? I skolen? På arbejdpladsen?
Hvilke følelser og værdier var/er tilladte/acceptable?
Skal begavede børn lære at opføre sig “normalt”?
Det kan der være delte meninger om, så her er blot nogle af argumenterne fra de to lejre, som især kan være uenige, når det gælder om, hvorvidt det begavede barn skal gå i en almindelig folkeskole eller på en privatskole.
Ja, begavede børn skal integreres, fordi:
- De skal socialiseres og lære at begå sig blandt normale børn
- De skal have legekammerater i deres nærmiljø
- De alligevel skal gå på en almindelig ungdomsuddannelse.
Når de begavede børn går i almindelige folkeskoler, bliver de mere sociale og lærer at begå sig mellem normale, og det får de brug for senere i livet. Forældrene kan altid sørge for at udfordre dem i fritiden, så de udvikler deres særlige evner.
Nej, begavede børn skal ikke integreres, fordi:
- De kommer til at kede sig, savne udfordringer og risikerer at blive underydere
- De tit bliver mobbet og holdt udenfor, og det er skadeligt for deres selvtillid
- De bliver ikke mere normale af at lære at lade som om – de føler sig stadig anderledes.
Når de begavede børn går på privatskoler med et højere fagligt niveau og andre begavede børn, lærer de at bruge deres særlige potentiale, så det senere bliver til gavn for samfundet f.eks. i form af forskning, innovation, kreativitet og udvikling. Som mennesker får de stærkt selvværd og selvtillid, fordi de blandt ligesindede ikke føler sig anderledes og forkerte.
Hvordan skiller begavede sig ud?
Her er nogle af de kendetegn og områder, hvor begavede børn, unge og voksne skiller sig ud fra flertallet:
- Stejl indlæringskurve – tilegner sig hurtigere viden og færdigheder
- Stærk retfærdighedssans – tager tit de svage og minoriteter i forsvar
- Meget ærlige – også om emner, andre måske ikke er enige i, ønsker at drøfte eller høre om
- Ting skal give mening – logisk mening vel at mærke!
- Kan have svært ved at gå på kompromis eller gøre noget, der ikke giver mening
- Kan trodse og modsige autoriteter, hvis de ikke mener, at de har ret
- Fokuserer tit på det saglige, selve opgaven og resultatet – vil bare gerne gøre deres arbejde godt
- Man skal gøre sig fortjent til deres respekt – den følger ikke automatisk med titlen som lærer eller leder
- Stor utålmodighed – lad os nu komme til sagen og komme i gang!
- Taler tit hurtigt – fordi de tænker hurtigt og forsøger at følge med tankerækkerne
- Springer direkte til resultatet/konklusionen – fordi mellemregningerne ikke findes i deres hoveder
- Har særlige interesser – så de kommer til at virke nørdede, ikke kan tale med eller small-talke
- Har en speciel humor – der kan være sort, ironisk, sarkastisk og/eller fange finere nuancer i sproget.
Derfor er der også klart grupper og sammenhænge, hvor de begavede vil falde udenfor og komme til at virke skæve og socialt utilpassede.
Der kan især være sociale og politiske spilleregler, som de enten ikke forstår, fordi de ikke giver mening, eller som de simpelthen nægter at følge, fordi de strider imod deres personlige værdier, ærlighed og retfærdighedssans.
Socialiseringen har en pris
Det, som jeg gang på gang ser hos mine mange begavede klienter, er, at socialiseringen kan have en meget høj pris. På flere måder:
Den menneskelige pris
Følelsen af at være anderledes ændres ikke af evnen til at lade som om og hyle med de ulve, man er iblandt. Tværtimod. Den internaliseres bare og bliver til lavt selvværd, eksistentiel ensomhed og impostor-følelser.
Især piger og kvinder lærer at underspille sig selv og deres intelligens for at passe ind, så de på sigt ikke får den uddannelse eller de jobs, de faktisk har potentialet til.
Den personlige økonomiske pris
Mange af de begavede har svært ved at passe ind på arbejdspladserne, så resultatet kan blive en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet. Ofte er de uenige med ledelsen, bliver opfattet som konkurrenter af kollegerne eller spiller ikke spillet, så det er dem, der sidder yderst, når virksomheden skal spare og skille sig af med medarbejdere.
Dertil kommer så de mange dyre timer hos psykologer og terapeuter, som skal hjælpe dem med at få selvtilliden igen – hvis de altså nogensinde har haft den.
Den samfundsøkonomiske pris
Den del er selvfølgelig enormt kompleks og svær at gøre op. Og helt umulig at sætte tal på.
Et tænkt eksempel kan være en begavet pige eller dreng, som gennemfører folkeskolen og senere en ungdomsuddannelse, men som enten underspiller sig selv for ikke at skille sig ud socialt eller keder sig og aldrig laver lektier, så resultatet bliver middelmådige karakterer. Dermed er hun/han ikke formelt kvalificeret til at tage en længere videregående uddannelse inden for det felt, som samfundet kunne have haft gavn af. Og som måske også var hans/hendes store drøm og passion – der hvor den begavede kunne have gjort en kæmpe forskel.
Men det får vi aldrig at vide.
Læs også:
