Tør du tage rejsen til at blive dig selv?

Dette indlæg begynder med den lykkelige slutning. Som nok nærmere er en ny begyndelse. For at give dig mod. Så du også tør tage rejsen mod at blive (mere) dig selv.

I aftes var jeg fyldt til randen af en stor, indre glæde. Og dyb taknemmelighed. Over livet. Over at være så privilegeret at have netop det liv, jeg har nu.

En veninde meldte sent afbud pga. en akut situation på jobbet, og jeg kunne ikke nå at finde en anden, der kunne tage med mig i Grand for at se Skolen ved verdens ende. Så jeg tog derind alene.

I to timer var jeg i en helt anden verden – en lille, fjern bjergby i Butan i et storslået landskab. Dybt rørt forlod jeg biografen og valgte at cykle en omvej hjem. Gennem min by – København med de smalle, let tilrøgede café-gader, neonlysene på Rådhuspladsen, mennesker alle vegne. Cyklede langs søerne under tungt blomstrende kastanjetræer, der duftede fortryllende. Videre. Akkompagneret af solsortesang i de gamle villaers frodige forårshaver. Mens mit hjerte flød over med en rolig, blid glæde.

Det var på det tidspunkt, jeg indså, hvad jeg være gået glip af… Hvis min veninde ikke havde meldt afbud, var vi gået på café bagefter, og jeg ville være gået glip af cykelturen hjem i skumringen. Hvis jeg ikke for 1½ år siden havde besluttet af flytte fra min ex (som jeg stadig holder af), havde han og jeg siddet i tosomheden og set serier, og jeg ville være gået glip af en rørende rejse til Butan… og frem for alt rejsen til at blive mig selv.

 

Tør du være alene med dig selv?

Ville du turde tage alene i biografen? Eller tør du tage ud at rejse alene?

I mere end 10 år har jeg arbejdet med personlig udvikling for de 10 % bedste begavede og/eller særligt sensitive, og der er en klar tendens: Rigtigt mange, hvis ikke de fleste, er i jobs og parforhold, de ikke trives i. De excellerer i at tilpasse sig og tage hensyn til alle andre. Tilsidesætter og ignorerer sig selv.

Den største forhindring for forandring af den uholdbare, tunge tilstand er en grundlæggende, instinktiv frygt: At miste alt og blive ensom!

Uanset hvor drænende jobbet er. Hvor meget du keder dig. Hvor uforenelig virksomhedens kultur er med dine personlige værdier og din integritet… så er det nok bedre at blive. Tage dig sammen. Spille spillet.

Uanset hvor opslidende parforholdet er. Hvor meget du går på kompromis. Hvor lidt I har til fælles… så er det nok bedre at blive. Bide det i dig. Rette ind. Flygte lidt mentalt, men blive fysisk.

Livet bliver en kamp om overlevelse. Hver dag noget, der skal klares. Håndteres. Mens du dør en lille smule indeni for hver dag.

Hvor længe kan du holde til det?

 

Tør du sige det, du mener?

Tør du ærligt og uforbeholdent sige det, du mener? Til din chef og dine kolleger? Til din partner?

Hvis du er ramt af impostor-fænomenet, vil det nok være svært for dig. Enten fordi du ikke har særligt høje tanker om dig selv og derfor tror, at det, du kunne sige, ikke er relevant. Eller fordi du er bange for, at de så ikke længere vil kunne lide dig. Måske begge dele.

Så du tænker. Tænker. Og tænker. Men får ikke sagt noget.

Måske får du luftet dine tanker om jobbet til din partner. Men du møder ingen forståelse. Så du vælger at tie.

Måske får du sagt til en god ven eller veninde, at du ikke rigtigt trives i dit parforhold. Men enten bagatelliseres dine problemer sammenlignet med hans/hendes. Eller du kommer til at virke utaknemmelig og urimelig. Så du holder det for dig selv.

På overfladen er alt jo også perfekt: Du har et godt job og en god partner/familie. Du burde være glad. Du burde.

Så du bliver. Af pligt. Af vane. Af bekvemmelighed. Af hensyn til andre. Af alle mulige grunde.

Hvordan har du det egentlig? Hvad er det vigtigste, du ikke får sagt?

 

Tør du vise andre, hvem du er?

Tør du vise og udtrykke, hvem du er? Tør du stå ved dig selv?

Vi spiller alle roller. Forskellige alt efter hvem vi er sammen med. Rollerne er vores persona, som beskytter vores egentlige jeg. Det er en fornuftig og konstruktiv funktion.

Men måske er du blevet alt for god til at spille rollerne. For god til at spille skuespil. Til at lade som om du er ligesom de andre.

Mens du forsømmer at være den, du inderst inde er.

Jo længere tid der går, desto stivere bliver din persona. Og desto mere forkrøblet bliver du selv.

Med tiden kan du også komme til at foragte eller ligefrem hade dig selv. De sider af dig, du ikke vil vedkende dig. Som ikke passer ind, der hvor du er. De sider af dig, du har svært ved at acceptere og derfor undertrykker. Fornægter. Rakker ned på inde i dit hoved. For det vil aldrig gå at vise de sider. Så ville andre jo ikke kunne lide dig længere. Du ville skille dig ud. Blive ensom.

Her må jeg indrømme to ting:

  1. Ja, du vil nok skille dig ud. Men det har du jo altid gjort. Det er jo derfor du har valgt at spille skuespil.
  2. Ja, det kan være hårdt og meget sårbart. Fordi du har så meget mere på spil, når du skal være dig selv.

Til gengæld kan jeg også uden tøven love: Det er det hele værd. At være ærlig og stå ved dig selv. Glæden er ægte og kommer fra hjertet.

Hvornår er du klar til at begynde din rejse?

 

Tør du slippe trygheden?

Tør du slippe vanerne og forlade trygheden?
Tør du – et lille skridt ad gangen og med mig på sidelinjen – begive dig ud i det nye og ukendte i dit liv?

Hvis du synes, du genkender (alt for) meget af det ovenstående, så er du nok ved at være klar. Så kan du skrive til mig på Annc@potential-factory.com og få en tid til en indledende telefonisk samtale om det, der fylder hos dig nu. Og så tager vi den derfra. Sammen. For du er så langt fra den eneste, der kæmper og har svært ved at turde være dig selv.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

 

Læs evt. også:

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!