Begavet – har du valgt den forkerte partner?
Som begavet har du en større udfordring, når skal finde en partner: Jo højere IQ du har, desto færre er der at vælge imellem. Hvis du altså skal have en partner, der kan matche og give dig modspil. Med- og modspil.
Nu kan det i forvejen være ualmindeligt svært at finde en passende partner. Diverse dating-sites gør det selvfølgelig lettere at møde nogen. Men det er netop kun et møde. Den sidste, jeg på den måde mødte, syntes bagefter, at vi havde haft en god første date. Jeg for min part havde haft et okay kaffe-møde med en fremmed mand, som jeg ikke var nysgerrig på at møde igen. Der var ikke noget galt med manden. Bortset fra at han ikke selv opdagede, at vi ikke rigtigt havde noget til fælles. Vores eneste fællesnævner var litteratur, hvor han som gymnasielærer var overbevist tilhænger af tekstanalyse, mens jeg med gru og tilbageholdt gaben tænkte tilbage på gymnasietiden, hvor ellers gode tekster blev analyseret til døde. Han finder forhåbentlig en kvinde, der er enig med ham. Men mit abonnement på dating-sitet bliver ikke fornyet. Suk.
I årenes løb har jeg talt med en del begavede, som har valgt en partner, der ikke matcher dem intelligensmæssigt. Det kan fungere aldeles fint. I en periode. Især mens børnene er små og alt det praktiske og logistiske fylder, så man alligevel ikke har tid eller overskud til at føre en intelligent voksensamtale. Man kan jo altid tale om børnene, arbejdet osv. Indtil den dag børnene er store nok til at klare sig selv, og det er blevet for kedeligt at tale om arbejde… Hvis man ikke har børn sammen, holder forholdet nok ikke helt så længe. Hvis jeg allerede snakker arbejde med nogen under det første møde, bliver der ikke et andet møde.
Har du fundet en partner, der matcher dig?
Impostor-ramt – har du valgt den forkerte partner?
Hvis du som begavet samtidig er ramt af impostor-fænomenet, kommer der en negativ krølle på parforholdet, som du vil være tilbøjelig til at blive i for længe. Meget længere, end hvad der er godt for dig. Fordi impostor-fænomenet er en slags mindreværdskompleks med varierende grader af lavt selvværd. Det fungerer som en virus, der har installeret sig i din hjerne og sender selvsaboterende beskeder til dig:
Der er alligevel ikke andre, der vil have mig.
Hvis andre vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville de ikke kunne lide mig.
Jeg er ikke værd at elske.
Impostor-komplekset bunder typisk i internaliseringen af en negativ fader- eller moderfigur. Eller negativ storebror eller -søster. Den negative rollemodel, der tidligt er blevet internaliseret hos dig, kritiserer og finder fejl, hakker på dig og holder dig nede. Derfor vil du også være tilbøjelig til at finde en partner, der overtager den rolle og bekræfter din indre opfattelse af dig selv. Ja, det er en bundsørgelig historie, men det er sådan det er. Det er ofte en stærk og integreret del af dig. Fordi virussen har spredt sig til hele dit system. Det gælder især, hvis du scorer over 80 i impostor-testen.
Som begavet impostor-ramt kan du have fundet en partner, der ikke kan matche dig. Uanset om det så er på IQ, udseende eller andet. Du vil sikkert være tilbøjelig til at fokusere på din partners styrker, hvad enten det er uddannelse, erfaring eller at han/hun er overbevisende og selvsikker. Der, hvor du føler dig underlegen. Mens du jo ikke kan få øje på dine egne forcer.
Har du fundet en partner, der holder dig nede?
Når en begavet impostor-ramt møder den rigtige
Når du som begavet møder en, der “sender på samme frekvens”, er det som at spille badminton med en jævnbyrdig: Fjerbolden bliver holdt i luften og tiden flyver. Samtalen flyder hurtigt og let som en flod med smeltevand om foråret. Den anden forstår med det samme, hvad du mener, og I skifter ubesværet mellem vidt forskellige og uudtømmelige emner.
Når I har været sammen, føler du dig let, glad, optimistisk og opladet af en uforklarlig energi. Fremtiden ser lys ud. Du er klar til udfordringer og forandringer. Verden kan bare komme an!
Men når du endelig møder en, der matcher dig, kan det paradoksalt nok også trigge dine mindreværdsfølelser og aktivere impostor-komplekset. Så du tænker:
Han vil aldrig falde for mig. Jeg er jo alt for underlig, grim, kedelig, tyk osv.!
Hun er alt for klog, dygtig, smuk osv. til mig!
Hvorefter du begynder at argumentere for, at det aldrig vil kunne fungere. For at undgå at blive skuffet. For at slippe for at skulle bryde ud af det negative forhold, du er i, og som din indre impostor holder dig fast i.
Læg mærke til, hvem der får dig til at tænke sådan – så er du på rette vej! Det lyder måske sært, men de positive egenskaber, du ser, beundrer og får komplekser over hos andre, kan spejle sider af dig selv, som du ikke kan eller vil se hos dig selv. Det man kalder “lyse skygger“.
Har du oplevet det?
Hvordan kommer du væk fra den forkerte og hen til den rigtige?
Relationer er som tandhjul: Når tandhjulene passer sammen, fungerer relationen godt.
Det gælder også, når du har fået/taget rollen som den overansvarlige, pleaseren, den konfliktsky diplomat eller en lignende impostor-rolle, som din partner nyder godt af, at du bliver holdt fast i.
Når du begynder at arbejde med din personlige udvikling, svarer det til, at du trækker tandhjulene til dig. Den anden reagerer typisk på en af tre måder:
- Din partner går “i selvsving” og hans/hendes negative sider bliver ekstra tydelige
- Din partner gør alt for at trække dig tilbage i din impostor-rolle, for det fungerede jo så godt!
- Jeres tandhjul passer ikke længere sammen, så du oplever gnidninger, konflikter og skænderier.
Det kan være svært og tage tid at bryde ud af impostor-rollen, men der er håb forude. Det er lykkedes for andre og kan også lykkes for dig. Det ved jeg.
Hvordan du så møder og finder hen til den rigtige, det er en helt anden del af rejsen. Mon ikke den bliver mere spændende og behagelig?
Er du klar til rejsen væk fra den forkerte?
P.S. En af mine fraskilte venner kommenterede, at han “ikke kunne sige nej til sit hjerte…” i sin tid. Hvis man følger sit hjerte, er det ikke den forkerte – på det tidspunkt. Men der kan ske meget med begge parter, når man er sammen i mange år.