+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Ubevidst begavet og i krise

Et par gange om året møder jeg dem. Typisk i forbindelse med vanskeligheder på jobbet. Som de længe har forsøgt at håndtere. Uden held. Faktisk er tingene bare blevet værre. Så det minder om en krise.

De er heller ikke et super godt sted privat. Uden at noget har ændret sig på den front.

Objektivt set har de et godt liv. Styr på tingene. Ikke noget at sætte en finger på.

De har det bare ikke godt. De mistrives. Kæmper hver dag på jobbet. Får ikke ladet op, når de er hjemme. Det er som om deres liv er ved at skride i sømmen, og de kan hverken gøre fra eller til.

Så surfer de lidt rundt på nettet. Lander tilfældigvis på et af mine blogindlæg. Læser. Og føler sig ramt. Selvom de jo ikke er specielt begavede. Det mener de i hvert fald ikke selv. Hvis de virkelig var så intelligente, ville de jo kunne løse problemerne. Selv.

Det her blogindlæg er til dem. Til dig.

Ekstrovert

Når du er ekstrovert, får du energi af at være sammen med andre mennesker. Både professionelt og privat.

Du kan lide at arbejde sammen med andre, diskutere, vende problemstillinger og få sparring fra andre. I din fritid nyder du at være sammen med familie og venner. Er muligvis også glad for holdsport eller at træne sammen med andre.

Både professionelt og privat kan være optaget af, hvad andre mener og gør. Og forsøge at tilpasse dig gruppens normer. Du er god til at begå dig socialt. Med kolleger og dem du møder. Har nemt ved at snakke med alle.

Når du er i mistrivsel, kan du imidlertid komme til at virke introvert. Du trækker dig fra det sociale. Du snakker ikke så tit med andre. Du holder dig tilbage sammen med kollegerne. Du tager ikke initiativ til at mødes med nogen i din fritid. Du har ikke overskud til det. De nærmeste vil bemærke det og gå dig på klingen. Men du har ikke lyst til at snakke om det. Vil ikke belemre dem med det.

 

Ekstrovert og ubevidst begavet

Du har sikkert aldrig haft behov for at få testet din IQ, for du oplever ikke at være mere intelligent end de fleste. I øvrigt mener du, at sociale kompetencer har større betydning. Generelt. Erfaringsmæssigt også for din karriere og dit liv.

Du føler dig ikke anderledes. Du har bare nogle andre interesser end flertallet. Det har du altid haft, uden at tænke nærmere over det. Du opfatter sig selv som værende ret almindelige. Selv når du på flere punkter skiller dig markant ud, nedtoner du det og holder fast i at være som andre. Det har i hvert fald ikke noget at gøre med din intelligens.

På jobbet har du haft mange forskellige opgaver, så du er vokset med ansvaret og udfordringerne. Måske også som leder. Det er vel meget naturligt og uden større værdi. For dig. Du gør bare dit arbejde, løser opgaverne, fixer problemerne, hjælper kunderne og kollegerne. Som enhver anden ansat ville gøre.

Du kan ikke selv se, at du fagligt ligger langt over gennemsnittet. Det er jo normalt for dig.

Din selvopfattelse er ligesom ikke kalibreret korrekt. Noget af det kan skyldes, at din skoletid bød på blandede karakterer, og hvis du har gennemført en videregående uddannelse, var det svært. At tage dig sammen og få tingene gjort. Uanset resultaterne, havde du en oplevelse af, at du kunne og burde have gjort det bedre. Meget bedre.

 

Ekstrovert impostor-ramt

Impostor-fænomenet er en slags professionelt mindreværdskompleks som gør, at du ikke har en realistisk opfattelse af dine evner og kompetencer.

Af de 10 typiske tegn på impostor-fænomenet, er der især seks, der kan ramme dig som ekstrovert:

  1. Du undervurderer dig selv og tror, at det du kan, er noget alle kan.
  2. Du sammenligner dig konstant med de andre og synes, at de er klogere, mere dygtige og kompetente end dig.
  3. Du har fokus på dine egne fejl og mangler – du er sikker på, at andre dømmer dig, lægger mærke til og husker dine mindste fejltrin.
  4. Du tror, at du bare har været heldig og kender de rigtige. Du forbinder ikke din succes med noget hos dig selv.
  5. Du er nødt til at være den bedste eller noget særligt – så du konkurrerer hele tiden med andre eller med dig selv.
  6. Du frygter hele tiden at blive afsløret – og at andre opdager, hvor lidt du kan og ved.

Som ekstrovert impostor-ramt har du fokus på, hvad andre mener om dig. Om de kan lide dig. Om de synes du er dygtig og kompetent. Du har behov for deres anerkendelse. For at de ser dig. Og for at være en værdsat del af fællesskabet og gruppen.

Nogle gange kammer det over i et konstant præstationspres. For at få opmærksomhed, ros og bekræftelse. Fordi du kun er god nok, når andre viser dig, at du er det.

Inde i dig selv kan du føle dig utilstrækkelig, uperfekt og ensom. Ligegyldigt hvor meget du anstrenger dig.

Prøv selv Impostor-testen

 

Pludseligt bevidst begavet

Når du endelig (halv)sent i livet får tal på din IQ, kommer det fuldstændigt bag på dig, at tallet er så højt. At du er blandt de øverste procenter i befolkningen. Endnu mere, hvis du befinder dig i de øverste promiller. Du tror simpelthen ikke på det. Der må være noget galt med testen. Du var bare heldig.

Så du prøver igen. En anden test. Samme resultat. Prøver den første test igen. Et højere resultat. Det kan da ikke passe.

Jo. Den er god nok. Du er højt begavet.

Det kan tage tid at vænne dig til den nye selvindsigt. Og endnu længere at justere din selvopfattelse. Til gengæld vil der være en masse brikker, der med et falder på plads.

I forhold til krisen på jobbet, kan din IQ også være en forklaring. Paradoksalt nok er dine kolleger og chefer ikke i tvivl om, at du er skarpere den dem. Og nogle af dem har altid opfattet dig som en konkurrent. Hvilket du slet ikke forstår, for du vil ikke have deres job.

Så her er lidt, du kan læse til en start:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading