Forestil dig, at du starter i en ny klasse på en ny skole. I skal starte med at lære at lave en grunddej til brød. Dejen skal være stor, hvid og blød.

Du møder op med en dej, der er stor, hvid og blød. Velforberedt og spændt på, hvad du skal lære. Men du er kommet til at læse foran i opskriftbogen, så du har tilsat mosede bananer, fordi den næste spændende opskrift var på banankage. Så du kasserer din dej og starter forfra sammen med de andre.

I skal piske vand, gær, olie og salt sammen i en metalskål, så det gør du. Så langt så godt. Men i et øjebliks mentalt fravær forsvinder din skål. Måske har du selv sat den hen i vasken sammen med de andres skåle, fordi du var så optaget af at gøre som de andre. Måske fordi du tænkte på noget andet imens. Din mor har tit skældt dig ud over, at du er distræt og mister ting. Eller glemmer dem. Du hørte bare ikke, at læreren sagde, at I først skulle hælde indholdet op i en større skål, før I skulle sætte den lille metalskål i vasken. Nu står din metalskål i vasken imellem alle de andre skåle, der er hældt vand over, og du kan ikke lave en fin, hvid dej som de andres.

Du leder og finder noget gammel dej fra et andet hold. Samler og ælter det, så godt du kan. Din dejklump er hvid, men klumpen er lille, fast og tør. Den kan aldrig blive til en stor, blød dej som de andres.

Så taler du med din lærer. Hun vil gerne hjælpe dig. Det viser sig, at en af drengene har taget af de andres dej og samlet sig en kæmpe klump, der er meget større end de andres. Han har gemt den, men læreren har fundet den og giver dig nu noget af den. Så du kan være med igen. Den nye dej er stor, hvid og blød, men ligesom fyldt med noget forkert.

Fordi det ikke er dig, der har lavet den.
Fordi du ikke har gjort præcist, som de andre.
Fordi du er distræt og gør alting forkert.
Fordi dejen i virkeligheden er noget, du har stjålet fra de andre.
Fordi du ikke er ligesom de andre.

Kender du det?

Anderledes og uden for i skolen

Ovenstående var en drøm, jeg havde for nogle dage siden. I forbindelse med min kommende uddannelse til jungiansk psyko-analytiker, arbejder jeg bl.a. med mine drømme, og denne drøm var en meget præcis beskrivelse af, hvordan jeg oplevede folkeskolen. Jeg var altid anderledes og forkert. Jeg var distræt, hørte ikke efter, læste foran, blev opslugt af mine fantasier, forsøgte ihærdigt at gøre ligesom de andre, men det lykkedes aldrig rigtigt at være som dem.

Det svarer også til, hvad mange andre begavede børn og unge oplever. I min undersøgelse om unge, beskriver de f.eks. deres skolegang sådan her:

”Jeg har gennem hele min skolegang været meget tilbøjelig til at dagdrømme, kigge ud af vinduer og sidde i egne tanker. Jeg har flere gange ‘frygtet’ gruppearbejde, da risikoen for at komme i gruppe med nogen, der har lange og ligegyldige diskussioner eller absolut ikke fatter opgaven eller går alt for meget op i noget, der er forholdsvist ligetil, eller forventer jeg trækker slæbet, fordi jeg har nemmere ved nogle ting, er temmelig stor.”

” Folkeskolen: mobning, bank. Handelsskolen: ok, men udenfor. Gymnasiet: ok, rart med enkelte intelligente, men stadig udenfor. Universitetet: mødte muren og stadig udenfor, inkl. kaotisk gruppesamarbejde. ”

” Problematisk. Dyb kedsomhed. Ensomhed, fremmedgørelse/manglende samhørighed. Nogle læreres kæledægge, andre læreres yndlings-hadeobjekt (lærermobning var udtalt). Det blev lidt bedre på gymnasiet, men der lå jeg til gengæld under for mine klassekammeraters misundelse. Deltog ikke i det sociale liv nogen af stederne, for jeg havde intet til fælles med mine jævnaldrende. ”

”Jeg blev holdt udenfor, var ensom, oplevede lettere mobning pga. ‘anderledeshed’ samt ofte frustrerende gruppearbejder. Der manglede faglige udfordringer og differentiering (ekstra opgaver var altid mere af det samme – jeg lavede alt for mange krydsord!), jeg lavede (og laver nu på universitetet) stort set aldrig lektier og vidste ofte det samme som eller mere end mine lærere (folkeskolen, efterskolen og gymnasiet). Jeg oplevede skyhøje forventninger til mig fra lærernes side (mens de påstod, at det kun var mig selv, der havde høje forventninger og krav til mig selv – jeg skulle bare stoppe med at være så perfektionistisk! (Jeg er ikke perfektionistisk)) – men de fleste lærere støttede mig dog også, da jeg blev depressiv i gymnasiet og fik meget svært ved at lave mine afleveringer osv. ”

” Forfærdelig, mobning, kedeligt… Drømte mig væk… ”

Det er bare et lille, men repræsentativt udsnit af de indtil nu 48 besvarelser, jeg har fået. Du kan også deltage i undersøgelsen her.

Jeg ved godt, at det langt fra løser problemerne i din hverdag, men jeg håber, at det trods alt kan være en trøst at vide, at der er mange andre, der har det ligesom dig.

Det handler også om at være asynkront udviklet, så du bare ikke er som dine jævnaldrende.

Du kan læse mere her:
Asynkronitet – er din fødselsattest misvisende?
Den tabte barndom eller Aspergers syndrom?