Da jeg i sin tid blev interviewet i P1-programmet Apropos under overskriften Intelligens & accept, fik Mikkel Krause stillet mange gode spørgsmål. Så nu spørger jeg dig, kære læser, hvad du mener og/eller oplever.
- Hvad skal der til for, at vi som samfund bedre kan udnytte den ressource, som den menneskelige intelligens er?
- I en kultur, hvor eneren og de gode præstationer bliver dyrket og fremhævet, er det så lige så accepteret at være velbegavet/højt begavet, som at være god til sport eller til f.eks. at starte sin egen virksomhed?
Og hvis du selv er blandt de begavede:
- Oplever du, at det er et ubetinget gode, eller har du også en oplevelse af, at det kan være belastende?
- Har du oplevet at blive mobbet eller holdt uden for, fordi du som begavet er anderledes end flertallet?
- Har du fået øgenavne i skolen?
- Hvordan var din oplevelse af folkeskolens rummelighed, da du barn?
- Hvis du har begavede børn: Hvordan oplever du, at de bliver mødt i skolen og på ungdomsuddannelserne?
Folkeskolen og ungdomsuddanelserne
Det, som jeg desværre hører igen og igen fra voksne begavede og om deres unge, er, at folkeskolen ofte er en blandet oplevelse. Nogle lærere og fag har været gode og engageret dem, mens andre lærere har været fuldstændigt uforstående eller ligefrem har mobbet de begavede elever, kaldt dem professor, ignoreret dem, når de rakte hånden op eller, når de var før færdig end de andre elever, blot har givet dem mange flere af de alt for nemme opgaver. Resultatet er, at folkeskolen har været en ørkenvandring af kedsomhed. Eller de er kommet igennem med flotte karakterer uden nogensinde at lave lektier, de får aldrig en ordentlig arbejdsdisciplin, og så møder de muren på gymnasiet.
Vores ældste søn har senere indrømmet, at han nogle gange lod som om han var syg og havde ondt i maven, når han ikke havde lyst til at komme i skole, fordi han vidste alt det lærerne sagde – i forvejen. Altså indtil han sprang en klasse over og skulle anstrenge sig lidt mere i et par år.
Hvad var din oplevelse i skolen?
Hvad hører du fra dine børn om det at gå i skole?
Gruppearbejde
Især gruppearbejdet i skolen/på uddannelsesinstitutionen var/er en plage, hvis det er tilfældigt sammensatte eller lærerbestemte grupper: Når der er for stor spredning i forhold til fagligt niveau og IQ, sker der typisk det, at de almindeligt begavede elever/studerende, som tit er uengagerede og hellere vil snakke end arbejde, ser deres snit til at slippe for at lave noget og overtaler den dygtige/begavede elev/studerende til at gøre det meste eller al arbejdet – “det er jo nemt for dig!”
Den begavede elev/studerende stiller oftest også højere krav til kvaliteten af opgaven og kan derfor (mere eller mindre) frivilligt påtage sig en større del af opgaven – “for så ved jeg, at det bliver godt”.
Hensigten fra underviserens side har angiveligt været, at den dygtige/begavede elev/studerende skal løfte niveauet i gruppen og lære de andre noget, men sådan fungerer det sjældent i praksis. Tværtimod lærer de almindeligt begavede stort set ingenting, fordi de ikke selv tager deres del af sliddet, og dels får den dygtige/begavede elev ikke kvalificeret modspil og lærer derfor kun det, de kunne have lært ved at løse opgaven alene – og det havde helt sikkert været hurtigere. (Den dygtige elev er ikke nødvendigvis højt begavet, men måske bare i den øvre ende af normalområdet og mere flittig.)
Pointen er, at eleverne godt selv ved, hvem der er dygtige og intelligente. Fordi det passer, at lige børn leger bedst – de vælger helt automatisk at lege og samarbejde med dem, der er på samme niveau som dem selv. Hvis de altså selv får lov til at vælge.
Samarbejde & kommunikation
Som det er i uddannelsessystemet, er det også i vores privatliv og arbejdsliv: Vi kommunikerer og samarbejder bare bedst med dem, som er på niveau med os selv. Så kan vi sige det, vi tænker, uden at skulle omformulere, re-formulere, bruge andre ord og forklaringer – de andre forstår godt, hvad vi mener første gang!
Så hvis alle dine venner og kolleger er velbegavede/højt begavede (og/eller direktører), tja, så er du det nok også. Også selvom du karrieremæssigt ikke er nået lige så langt som dem.
Så når du tænker tilbage, hvem har du så oplevet at have det bedste samarbejde med?
Hvem har du lettest ved at kommunikere med?
Hvad har I til fælles?
Hvorfor mobber de normale børn de begavede?
Er det fordi, at de er misundelige? Det spurgte min yngste søn mig en morgen. Ja, nogle gange er de nok misundelige. Fordi de gerne selv vil være den bedste eller den klogeste i klassen. Andre gange er det, fordi det begavede barn er anderledes, og så er det som med den grimme ælling: Så skal barnet kanøfles!
At være anderledes end flertallet kan være svært. Uanset, om du har en diagnose, er ordblind, overvægtig eller højt begavet. Sådan er det bare. I hvert fald her til lands, hvor vi helst skal falde i med flertallet og ligne de andre mest muligt.
I skolen og på jobbet – det er stort set de samme sociale mekanismer og spilleregler, der gælder. Det kræver stor selvtillid og indre styrke at gå imod strømmen og vedkende sig sin anderledeshed, uanset hvordan den så kommer til udtryk.
At være mere intelligent (eller bedre uddannet) end chefen kan også være en belastning, hvis chefen har behov for at være den bedste og være i centrum for andres beundring. Her kommer de velbegavede og højt begavede ofte i klemme simpelthen fordi, at de ikke evner at lade som om de beundrer chefen. Det skinner igennem. Hvis du – som den eneste i afdelingen – er uimponeret af din chef eller ligefrem tillader dig at stille spørgsmål til hans/hendes beslutninger eller kompetencer, så bliver du upopulær. I værste fald kan det koste dig jobbet. Og så kan du gå og ærgre dig over, at du ikke var bare lidt smartere og politisk taktisk… For sent.
Men hvad er din erfaring med at være anderledes? Eller være bedre begavet end gennemsnittet? Eller mere intelligent eller bedre uddannet end din chef?
Er det accepteret at være anderledes og/eller mere intelligent?
Det ville da glæde mig overordentligt, hvis jeg tog helt fejl i, at det ikke var accepteret at være mere intelligent end gennemsnittet. Hvis det lige om lidt vælter ind med kommentarer fra begavede og anderledes mennesker, der har succes på jobbet og socialt.
Og gøre mig tilsvarende trist, hvis jeg – som hidtil – kun får opringninger og mails fra dem, der kun alt for godt genkender det, jeg skriver, har oplevet mobning, er blevet stemplet og holdt udenfor.
PS. I interviewet på P1 taler jeg om en bog, som jeg i talende stund havde glemt navnet på. Det er “Leder DNA” af Rasmus Ankersen.
PSS. Vores sønner har altid være upåfaldende, socialt velfungerende og er aldrig blevet mobbet. Den yngste undrede sig på sine kammeraters vegne.
Hør Apropos om Intelligens & Accept
Læs evt. også:
Er du en god rollemodel for dit barn?
Fri os for gruppearbejde!
Belastende begavet – føler du dig anderledes?
Belastende begavet – føler du dig ensom?
Belastende begavet – forstår de ikke, hvad du siger?
God kemi handler om intelligens
Oprindeligt udgivet på Ann C. Schødts blog på Jyllands-Posten 19.3.2014, her let revideret.
Hej Ann.
På trods af en lidt svær opvækst klarede jeg folkeskolen og senere uddannelser til gode karakterer uden de store problemer. Men jeg har altid følt mig anderledes, læste bøger om emner som mine klassekammerater ikke anede eksisterede, var alene men ikke ensom om mine aktiviteter og interesser. Mobbet blev jeg ikke, da jeg samtidig var god til bl.a.sport. Dette mønster har været kendetegnende for hele mit hvor jeg nu er 56 år.
Jeg har nu erkendt at jeg er særligt sensitiv og med et god forstand. Om andre som mig er på samme måde ved jeg ikke, men min nygerrighed og videbegærlighed om stort set alting har været og er stadig et problem for det er ikke rigtigt brugbart set i forhold til erhvervslivet. Som jeg ser det er det enormt vigtigt, at forældrene,daginstitutionen eller skolen spotter de børn med det ekstra gear og prøver at give dem en retning at søge i. Ellers kan det gå som mig, som stadig leder efter mit ståsted, på trods af flere uddannelser men også mange forskellige jobs. Har et godt liv med 32 års samliv, hus og have, børn og børnebørn, men pt jobløs pga jeg var klogere end min chef.
Så, Ann, ked at at måtte skuffe dig, men min gode forstand og evner er mest blevet brugt til glæde for mig selv, for erhvervslivet har ikke haft brug for den/dem.
Men super godt, at du blandt andre får focus på de ressourcer der bliver spildt. Det taber både erhvervslivet og den enkelte på.
Hej Ann – Frankie og alle jer andre!
Nu har jeg ikke taget en egentlig, formel intelligenstest, men kun Mensas på nettet og diverse andre onlinetest samt nogle i et par bøger, og ganske som det jo kan forventes er spændet noget bredt – jeg ligger mellem alt fra 110 en enkelt gang til mellem 118 og 126 en del gange til 135 en enkelt gang. Jeg har også taget din selvtest med spørgsmål og fik det svar, at jeg sandsynligvis vil ligge blandt dem med en IQ på mellem 119 og 128. Disse ovenstående tests taget i betragtning gør, at jeg tilsyneladende åbenbart ikke er helt tabt bag en vogn 😉
Jeg går dog stadig og tager mig sammen til at tage en rigtig test som fx Mensas, men er ikke kommet videre, da jeg ikke rigtig kan det dér med at skulle tilmelde mig én dag og tage testen en anden – føler, min kognitive formåen er for ustabil til dette – og ‘din’ test, Ann, skræmmer mig, fordi den er så nuanceret, og især fordi man skal regne! Jeg har aldrig været god til tal og matematik og er derfor også uddannet indenfor det ‘modsatte’ felt: sprog, hvor jeg til gengæld målløst igen og igen har konstateret, at jeg åbenbart har et talent dér, selvi fht. andre sproglige, jeg møder – dem, med både selvværdet og selvtilliden i orden 😉
Jeg har dog også taget din impostertest og var næsten helt oppe at ringe i den, og dén kæmper jeg med rigtig ofte: det er meget svært for mig at anerkende egne præstationer og successer, som jeg oftest tilskriver alt fra held til, at jeg har fået hjælp eller til, at andre ville kunne gøre det mindst ligeså godt. Det har dog hjulpet mig meget, at jeg ved, at jeg ‘lider’ af dette syndrom, da jeg dermed kan stille mig selv spørgsmålet “Kunne dette [hvad situationen nu end er] være et resultat af (hvad jeg kalder for) imposterdjævlen på min skulder?”
At føle mig underlagt mit impostersyndrom og at føle mig anderledes er hvis ikke dagligt så ugentligt noget, jeg mærker en del til, til trods for, at jeg arbejder på en arbejdsplads, hvor langt de fleste har en universitetsuddannelse. Dette har jeg det svært med, idet mine kolleger i mit hoved da langt fra kan være andet end godt begavede, og jeg forstår derfor ikke rigtigt, hvorfor jeg stadig – efter 5 år – ikke har fundet så mange, jeg føler mig på bølgelængde med. Dette skyldes til dels mig selv, som ikke alene er særligt sensitiv men også introvert, hvorfor jeg ikke ligefrem går i folk med træsko på. En højt begavet kollega har dog gjort mig opmærksom på, at intelligente jo også er forskellige, og at det ofte drejer sig om, hvilken hjernehalvdel, man bruger. Dette var en ny og god vinkel for mig at tænke over. Jeg bruger uden tvivl min højre hjernehalvdel mest, da jeg er både sprogligt og kreativt anlagt. Er der mon nogen af jer derude, der har kommentarer til noget omkring hjernehalvdele? Jeg føler mig lidt alene i verden med min højredominans – føler alle andre godt begavede bruger deres venstre, hvorfor jeg alligevel – trods højt begavet selskab – alligevel føler, jeg ikke hører til.
Jeg har læst et hav af bøger om at være særligt sensitiv, og det har været skønt at føle mig genkendt (dette har jeg iøvrigt også gjort mht at være højt begavet, hvor samme lettelse opstod). Men når selve informationen om at være hsp (a highly sensitive person) er sunket ind og taget til efterretning kommer en ny fase med søgen efter at finde mit ståsted med denne information – hvordan kan jeg være en “sund sensitiv/godt begavet”? Dette er der også skrevet mange bøger om, men mange af dem synes jeg er taget ud af den kontekst, som mange mennesker lever i: de har job, partner og børn – de er ikke alene og kan ikke bare lige trække stikket ud eller sige fra, når det passer dem. De har forpligtelser, hvorfor hensyntagen til dem selv er noget mere kompliceret. Igen er dette noget, jeg ville finde interessant at få vendt med jer andre her på bloggen.
Jeg var ikke blandt de dygtige i folkeskolen (kun til engelsk, men det blev der ikke gjort så meget ud af), og i litteraturen kaldes sådan én som mig for en såkaldt “late bloomer”: Det er først de senere år (jeg er nu 41), at jeg begynder at få øjnene op for områder, som jeg i skolen slet ikke forstod mig på. Jeg var ret umoden og legede fx med Barbe til jeg var 14! ;0)
Jeg blev mobbet – og lærerne turde ikke andet end at holde med mobberne – og jeg fandt derfor mine venner blandt bøgerne. Jeg læste dog desværre, til mine store fortrydelse i dag (!), meget fiktion og romantiske bøger – jeg anede ikke, at jeg nok havde anlæg for at forstå faglitteratur, men jeg kan dog huske, at jeg læste en del om indianere, som jeg pludselig havde fattet interesse for, og i en sommerferie forsøgte jeg at lære spansk med hjælp fra bøger og lyttebånd sammen med en veninde.
I dag sluger jeg alt muligt lige fra bøger om sensitivitet/intelligens til bøger om Pi – sidstnævnte fordi min mand engang udfordrede mig til at lære de første 24 decimaler af Pi, og det så til min egen målløse overraskelse viste sig, at hvad der havde taget min mand flere måneders træning at kunne huske udenad, tog mig cirka 1 minut. Sidenhen har jeg tilføjet flere decimaler – normalt 20 ad gangen og ventet nogle uger og så tilføjet de næste 20 – så jeg i dag kan 100. Bare for sjov :0) Ved et tilfælde fandt jeg også ud af, at jeg rent faktisk også kan dem bagfra! Det lyder som om, jeg er autist (uden at der er noget galt i det!), men det er jeg nu ikke…
Den slags nørderi er det ikke nemt at dele med andre, og jeg er meget påpasselig med, hvem jeg tør fortælle dette – samt min interesse for intelligens – til. Noget, I andre kender til?
Den slags gør det svært at få nye bekendtskaber, synes jeg. Omvendt ejer jeg fx ikke megen paratviden – jeg er mere ’filosof’ af natur, og holder af samtaler uden for mange fakta og uden et bestemt mål men til gengæld med en masse ”Hvis man nu…”, ”Tænk, hvis…” og rigtig mange ubesvarede spørgsmål! Jeg kan lide at bygge videre på både egne og andres tanker og idéer og kan fortsætte i timevis – mens small talk decideret dræner mig og i bedste fald gør mig træt – på 10 minutter! – i værste næsten fysisk dårlig! Lyder det overdrevet eller kender I også til dette?
Men jeg oplever, at de fleste ikke har lyst til megen ’kød’ på en samtale, og at hvis de har, så skal en masse fakta på bordet. Den slags evner jeg ikke særlig godt – og jeg er endda dårlig til at følge med i nyhederne – fordi mit eget indre liv er så al rigeligt for mit sensitive sind! – lyder jeg for selvfed eller for… noget andet nu?? – og derfor havner jeg tit i den situation, at jeg ikke har noget at sige, og at hvis jeg har, så er det for filosofisk til at jeg lige deler det med hvem som helst. Det gør så virkelig ofte, at nogle antager mig for at være ubegavet – fordi jeg ikke kan deltage og/eller har den store paratviden! Og hvad gør man, når det, man gerne vil tale om handler om intelligens (fordi ens egen åbenbart ikke så tovlige af slagsen stadig er noget ny viden for én)??
Jeg ser undrende til i min omgangskreds, hvor folk lader til at være godt- eller højtbegavede, men hvor de også lader til at være fuldt ud i balance med dette faktum. De lader ikke til at have svært ved at socialisere til diverse arrangementer på børnenes skoler eller ved familiemiddage. Min teori er, at de altid har vidst, de er intelligente, hvorfor de har haft et ’helt’ liv til at udvikle gode overlevelsesstrategier – eller også har de bare givet op og overgivet sig til masserne. Mændene er måske gået ind i deres ’nothing box’? Min pointe er bare, at jeg undrer mig over, at de ikke lader til at have lyst til at skrige i frustration, når de sidder til sammenkomster og der bare ikke foregår nogen samtaler, man skal bruge hovedet til. Hvorfor har jeg så? Kender I dette?
Og derfor har jeg lige skrevet mit hjerte ud her – i håbet om, at I andre godt-/højtbegavede ikke kaster hverken Jantelov eller andet for negativt ned over mig. Jeg er klar over, jeg har skrevet langt – jeg har bare i dén grad manglet et sted at føre en dialog om intelligens, sensitivitet og imposter! Tak, Ann – for at give mig muligheden!!
Jeg har dog nok også skuffet dig med min historie – og jeg vil virkelig også rigtig gerne høre, hvordan du, Ann, og alle I andre har det med jeres intelligens, og hvordan I klarer jer ’derude’! :0)
Hej Tippe (og dig der læser dette),
Tusind tak for din lange kommentar, som jeg hermed opfordrer andre til også at svare på. Du har da på ingen måde skuffet mig med din historie!- det er vist bare dit impostor-fænomen, der bilder dig det ind.
Inde i gruppen “Potentialefabrikken” på Facebookgruppen foregår der pt. en god dialog om netop disse emner. (Kan desværre ikke lige linke til den, fordi jeg er administrator på den, men prøv at google det – jeg skal nok godkende.)
Alle mine blogindlæg har jeg hentet inspiration til fra min egen verden og fra mine klienters verdner. Bare for at sige, at du langt fra er alene med de oplevelser. Meget langt fra. Jeg tror, at det er Janteloven og den store midtergruppes dominans, der gør, at man normalt holder det for sig selv, tier og forsøger at tilpasse sig gruppen og situationen.
For min egen part var det helt klart en kæmpe øjenåbner at få en percentil på; at jeg visuelt kunne se, hvor anderledes jeg så var. Hvis man er blandt de 10% i en vilkårlig klasse på 20, så er man jo den ene af de to, der befinder sig i den ende af skalaen. Det gav mening, og det gjorde, at mange brikker med et faldt på plads.
Jeg havde flere gange prøvet forskellige tests, hvor jeg bare lå lidt over middel eller ikke klarede mig specielt godt, fordi der var for lidt tid – jeg laver bare flere fejl under tidspres og er desuden en langsom læser, så jeg når ikke så mange opgaver. Det var først i forbindelse med en ansættelse, at jeg prøvede en logisk test med bogstaver oversat til talrækker, at jeg løste alle opgaver – og syntes, at det var sjovt! Og med PTL fik jeg så tal på min IQ.
Derfor kan jeg anbefale den på Illustreret Videnskab – og så glæder jeg mig til, at du kommer og prøver PTL. Hvis regneopgaverne er for svære, kan du bare springe dem over.
Det med det sensitive er en udfordring for de fleste begavede – der er helt klart en sammenhæng mellem sensitivitet og intelligens – men ikke typen af intelligens. Det har jeg skrevet en del om både her og på potentialefabrikken.dk
God læselyst!
Og tak for alle kommentarer!
Bedste hilsner
Ann C.
Hej Ann
Tusind tak for dit hurtige og gode svar!
I fht at skuffe dig mente jeg bare, at jeg heller ikke (ligesom Frankie) har så mange positive historier om, hvordan min anderledeshed er en god ting 😉
Mht din historie om tests så kan jeg rigtig godt genkende, at det ikke er i alle tests, man klarer sig godt – jeg er selv en mindre god performer under pres.
Men at man kan springe regneopgaverne over i din test lyder beroligende 😉 Dog tror jeg ikke, jeg har det som dig med talrækker. Jeg er meget sprogligt anlagt, og selvom jeg kan løse en del ‘figuropgaver’ korrekt, så er jeg ikke sikker på, jeg er så logisk tænkende endda… Måske er det imposterdjævlen, der snakker nu, men jeg er nok lidt bange for ikke at ‘klare den’ – selvom det jo er en forkert måde at tænke på: man ‘klarer den’ jo altid for det handler jo altid om ens opfattelse af resultatet – men jeg ville jo gerne kunne komme med i dit netværk og skal jo da ramme 119…
Til gengæld må jeg klart være med i Facebookgruppen!!
Jeg har faktisk aldrig gidet være på FB, da jeg finder, at der foregår alt for megen intetsigende snik-snak og visen billeder af babyer, ferier og kaffeslaberads, men det kunne godt være, jeg skulle komme på alligevel som en slags ‘sidste mohikaner’…. 🙂
De bedste hilsner,
Tippe