Foto: Ann C. Schødt
Den skjulte sorg: Når den mistede lever endnu
Det lyder sikkert underligt, at man kan miste nogen, der stadigvæk lever. Men det kan man i høj grad. Og det gør kun sorgen tungere at bære, fordi den så bliver uendelig langstrakt og uforløst.
Især når den mistede er der hver dag, lige ved siden af dig. Og du derfor er tvunget til at lade som ingenting. Fortrænge og fornægte den sorg, du faktisk føler.
Fordi du formelt set ikke har ret til at sørge over dit tab.
Men du har tabt og mistet:
- Jeres dybe, fortrolige samtaler
- Personens støtte og opbakning
- De ting, I plejede at nyde at gøre sammen
Mest af alt har du mistet den fremtid, der kunne have været en lykkelig forlængelse af jeres fælles fortid.
Uanset, hvordan du vender og drejer det, ignorerer eller pakker det ind, så har du mistet den person, der stod dig nær.
Du har tabt kampen til en uovervindelig modstander:
- En personlighedsforstyrrelse, der gradvist ændrer hans/hendes personlighed
- Alzheimer/demens, som umærkeligt udvisker den person, du kendte så godt
- Et forlængst forlist parforhold, der kun opretholdes pro forma
Alligevel bliver du og kæmper videre.
Fordi lidt er bedre end ingenting, og du stadig i glimt kan se den person, du holdt af, og noget af alt det, I havde sammen.
Og fordi du slet ikke kan bære tanken om også at miste håbet.
Begavet og i skjult sorg
At miste en af de nære er selvfølgelig ikke forbeholdt de begavede og sensitive. De har bare en lidt anderledes måde at håndtere det på, som på den ene side er beundringsværdig og på den anden side er yderst uhensigtsmæssig. For dem selv vel at mærke.
Som begavet (øverste 10 procent) kan du have en tilbøjelighed til at overvurdere, hvad du burde kunne klare. Så du stiller ekstremt høje krav til dig selv.
Du synes, du burde kunne gøre noget.
Du burde kunne hjælpe noget mere.
Du burde kunne være der.
Du prøver at tale. Du lytter, argumenterer og gennemfører skæve, nytteløse samtaler.
Du prøver at forstå. Du analyserer, spekulerer og tænker det hele igennem endnu en gang.
Du prøver at handle. Du ændrer din adfærd, eksperimenterer og forsøger på nye måder.
Lige lidt hjælper det. Men du nægter at give op!
Eller rettere: Du nægter at acceptere, at slaget er tabt på forhånd. Og konfrontere din sorg.
Din fornuft og forstand nægter at erkende, at der er noget, den ikke kan klare.
Sensitiv og i skjult sorg
At du er særligt sensitiv viser sig i personlighedstesten ved, at du:
- Scorer lavt på mental modstandskraft, så du har mindre filter på og bliver mere påvirket af andre
- Scorer lavt på personlig bearbejdning, så du bruger længere tid på at bearbejde dine oplevelser
I den her sammenhæng betyder det, at du bliver stærkt påvirket af tabet. Men fordi personen stadig er der, vil du være tilbøjelig til at ignorere dine egne følelser og gøre alt, hvad du overhovedet kan, for at få ubehaget til at gå over. Hos den anden.
Du synes, du skal gøre noget.
Du skal hjælpe og tage flere hensyn.
Du skal være der for personen.
Du prøver at tale om det. Du lytter, glatter ud og gennemfører talrige, smertefulde samtaler, der nogle gange kammer over i ubehagelige skænderier, der gør ondt endnu værre.
Du prøver at hjælpe, vise empati og forståelse, støtte, bære over, tilgive, undskylde og gøre godt igen.
Du prøver bare at overleve og stå det igennem, bide det sårende i dig, udholde og holde ud.
Men lige lidt hjælper det. Og du bebrejder dig selv, at du ikke er stærkere.
I sidste ende bebrejder du også dig selv, at du finder dig i så meget (som andre synes, at du gør).
Du forsøger at finde en udvej, håber, drømmer, fantaserer og ønsker dig langt væk, mens du naturligvis bliver præcist, hvor du er. Fordi det er utænkeligt for dig at gøre andet.
Se din skjulte sorg i øjnene
Uanset hvad du gør, hvor meget og længe du kæmper, så går problemet ikke over. Din nære er stadig og måske ligefrem tiltagende syg. Dit parforhold er uigenkaldeligt forlist.
Selvom du fortsætter nok så længe og bruger dine allersidste ressourcer, så bliver det ikke bedre.
Derfor bliver du nødt til at stoppe op. Nu.
Erkende, at du kæmper forgæves.
Og se din sorg i øjnene.
Du bliver nødt til at mærke, hvordan du faktisk har det.
Du er nødt til at give dig selv tid og plads til at føle det, du egentlig føler.
Det er hårdt. Smertefuldt. Urimeligt.
Men det er også alment menneskeligt.
Selvom du er nok så begavet og sensitiv, så er du også kun et menneske.
Du har ret til at være ked af det og sørge over alt det, du har mistet og til stadighed mister lidt af hver dag. Det er ikke egoistisk eller forkert at føle. Det er helt naturligt. Også for dig.
Ligesom det er helt okay at indrømme, at du måske for en gangs skyld har brug for hjælp. At det er på høje tid at du griber ud efter iltmasken.
Selvom det bliver vildt hårdt og pinefuldt, så går sorgen over igen. Og du får et bedre liv på den anden side af den.
Læs også:
