– og heller aldrig kommer nogen vegne

Denne historie er til alle de intelligente, sensitive, hårdtarbejdende og trofaste mænd (eller kvinder), der år efter år bliver og kæmper i det parforhold, som aldrig rigtigt har været godt for dem.

Da du mødte hende, blev du nærmest væltet omkuld. Hun var smuk, stærk og talentfuld – alt det, du ikke selv syntes, du var. Du fattede i hvert fald ikke, hvad hun så i dig, og det kom helt bag på dig, at hun ligefrem ville være kærester med dig. Dig af alle dem, hun sikkert sagtens kunne få, hvis hun ville. Men af uforklarlige grunde kastede hun sin kærlighed på dig.

Inden længe fandt du ud af, at hun havde brug for dig. Hun havde brug for al din hjælp og støtte, opmuntring og kærlighed, og det var så skønt for dig at føle, at hun havde brug for dig. Du kunne gøre hende glad, du kunne trøste og opmuntre hende, du kunne sige og gøre lige det, der skulle til, for at hun fik det godt igen. For selvom hun var så smuk og talentfuld, kunne hun ikke selv se det. Selvom hun virkede så stærk, viste det sig, at hun var skrøbelig og manglede selvtillid. Det gjorde ingenting, for det kunne du jo give hende. Du kunne få hende til at se, hvor smuk og talentfuld, hun var. Du kunne få hende til at folde sine sommerfuglevinger ud og flyve glad omkring.

Men det var svært. Meget mere svært, end du havde forestillet dig. Hun var tit trist og utilfreds med sit udseende, med sit arbejde, med sig selv og sit liv. Så du gjorde hele tiden, hvad du kunne for at bekræfte hende og hive hende op af hendes indre sump. Ved siden af dit travle og krævende arbejde, havde du fået et endnu mere krævende job: Du skulle holde hende glad og forsøge at gøre hende tilfreds. Det var et kæmpe ansvar, og du kunne aldrig holde fri fra det.

En dag blev hun gravid – og hvilken lykke, tænkte du. Hun ville sikkert blive en fantastisk mor. Det ville nok også gøre hende glad og give hendes liv mere mening. Tænkte du.

Graviditeten var hård for hende. Kvalme, ubehag, træthed, skiftevis madlede og trang til at spise store mængder mad, der måske ikke var det sundeste for hende og barnet, men det turde du ikke sige til hende. Du passede hende op som en bidronning og sørgede for, at hun ikke manglede det mindste i de ni lange måneder, hun slæbte sig igennem – for barnets og for din skyld.

Barnet kom til verden og fyldte dit liv med en uendelig kærlighed og følelse af lykke, du ikke havde oplevet før. Du tog barsel, stod op om natten, trøstede, vuggede, skiftede og var far med stort F. Du tog på arbejde og knoklede for at kunne forsørge din familie, du skyndte dig hjem for at være sammen med barnet og være der for din kone.

Alligevel var det aldrig nok. Barnet havde svært ved at sove om natten, din kone var totalt udmattet, og du fik heller ikke selv sovet nok. Barnet græd, din kone brokkede sig, og du følte dig slidt. Der var morgener, hvor du ikke orkede at stå op og endnu mindre at tage på arbejde, men du var nødt til det. Du tvang dig selv til det. Hver morgen.

Da barnet endelig sov igennem, var der problemer med spisningen eller noget andet, og din kæreste var konstant bekymret for det ene eller det andet, der ikke var præcist som i bøgerne om babyer, børn og opdragelse.

Alligevel gik der ikke længe, før hun blev gravid igen – mod hendes vilje, sagde hun. Samtidig mistede hun sit job, så nu var hun nødt til at gå derhjemme, passe jeres første barn og trækkes med endnu en besværlig graviditet, der om muligt var værre end den første. Brok og beklagelser fra du trådte ind ad døren, til du skyndte dig på arbejde igen næste morgen.

Selvom du arbejdede alt for meget, alt for mange timer væk fra din familie, så var det dit eneste frirum. Her kunne du gøre noget, du var god til, og høste en vis anerkendelse for det. Mange dage havde du slet ikke lyst til at tage hjem. Men du gjorde det, fordi det var din pligt. Og du skulle jo også snart være far igen.

Efter det andet barn blev alting underligt og totalt uforudsigeligt. Den ene dag kunne din kæreste ligge i fosterstilling på stuegulvet og være ude af stand til at tage sig af jeres børn. Den næste dag klarede hun alt selv og rettede på dig, fordi du gjorde en lille ting forkert.

I begyndte at skændes. Mere end før. Det var umuligt for dig at regne ud, hvad hun forventede af dig. Umuligt at forudse, hvilket humør hun var i, og hvad du kunne komme til at gøre, som øjeblikkeligt ville udløse hendes vrede.

Hendes vrede var en tung tordensky, der hang over jeres hjem og jeres familie. Du havde efterhånden lært, hvordan du bedst kunne undgå den, men ofte gik det ud over børnene, som larmede, løb omkring eller irriterede hende grænseløst ved ikke at opføre sig ordentligt. Du sørgede for, at de kom i institution, så hun kunne få tid for sig selv og søge arbejde, så hun kunne komme ud mellem voksne mennesker igen. Det var nok det, hun trængte til.

Og det lykkedes for hende at få et job, men det var et tilfældigt kontorjob, hvor hun jo slet ikke kunne bruge alle sine talenter. Kollegerne var kedelige og chefen var urimelig. Men nu var det i det mindste dem, hun brokkede sig over, når I var sammen.

Flere gange undervejs havde du overvejet at gå fra hende. I perioder havde du også været forelsket i andre og haft en flirt kørende. Men du kunne alligevel ikke få dig selv til at forlade hende. Du var også bange for at miste kontakten med dine børn. Hvis hun var svær at leve sammen med, var hun helt sikkert et helvede at blive skilt fra.

Det værste var altid vreden. At du ikke anede, hvad der kunne udløse hendes vrede. Små bagateller. Et forkert ord, noget du gjorde eller netop ikke havde gjort. Noget du da burde vide eller kunne regne ud. Et eller andet hun mente at have sagt mange gange før.

Måske begynder du at drikke lige vel meget. For at holde det ud.

Måske prøver I med parterapi, men det er en farce, for hvis terapeuten påpeger det mindste hos din kæreste, vælger hun at stoppe, fordi det er en dårlig terapeut. Det dur kun så længe, det altid er dig, der er noget galt med, og dig som skal ændre din adfærd.

Måske får du en depression. Går til læge og får piller, der hverken virker eller løser noget som helst.

Måske går du ned med stress og bliver sygemeldt, men det gør bare ondt værre, fordi jobbet jo var dér, hvor du hentede din energi. Så du må hurtigt tilbage på hesten igen.

Du prøver dig frem med psykologer og terapeuter, der hjælper lidt i starten. Men du bliver træt af at fortælle din historie, pille i din egen navle og sige det, som du kan regne ud, at de gerne vil høre. Det ændrer intet som helst. Slet ikke at få at vide, at du bare skal tage dig sammen til at gå fra hende. Som om du ikke havde prøvet på det. I årevis.

Det underminerer dit selvværd, der i forvejen er langt under gulvbrædderne. Din selvtillid har længe været en skrøbelig maske, du tager på hver dag på arbejde. Du kan ikke længere se nogen vej ud. Ikke engang selvmord, for det kan du ikke gøre imod dine børn.

Hver dag må du stå op og gentage i går. Slide og kæmpe. Gøre dit ypperste for at undgå hendes vilkårlige og uforudsigelige vrede.

 

Det her er bare en opdigtet historie. Men den kunne sagtens være sand. Og du kunne lige så vel være en kvinde, der levede sammen med en psykisk ustabil mand.

Desværre overgår virkeligheden ofte fantasien. Som et ondt eventyr, der aldrig slutter, eller et kammerspil med et uendeligt antal akter.

Du er hovedpersonen, den skvattede superhelt, der bliver ved med at kæmpe og aldrig giver op. Men heller aldrig kommer nogen vegne.

Hvad ville der ske, hvis du ikke var så bange for vreden?
Hvad ville der ske, hvis du fandt din egen vrede og brugte den til at forsvare dine grænser? Og genoprette din selvrespekt?
Hvad ville der ske, hvis du droppede helterollen og erkendte, at du ikke orker én dag mere? Og melder dig ud af spillet?
Hvad ville der ske, hvis du turde stå ved dig selv?

 

Nej, jeg kender ikke svarene. Men jeg ved, at du har usædvanligt gode grunde til at blive, fordi du ikke kan overskue alternativet. Og det respekterer jeg.

Så jeg kommer ikke til at sige, at du bare skal gå fra hende (eller ham). For der findes ikke noget bare. Hvis der gjorde, havde du gjort det for længst. Og måske er det heller ikke det, der skal til.

Men sammen kunne vi måske finde ud af, hvad dine grunde til at blive er. Så du kunne se dig selv og dit liv i et nyt perspektiv. Så du kan ændre dit mønster og gøre noget andet. Finde nye løsninger og muligheder.

Så du kan (gen)finde håbet, glæden og friheden.
Det er mit højeste ønske for dig.

Læs evt. også:

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!