Sidder fast i provinsen
Dette blogindlæg handler om hovedpersonen i min fjerde roman, fordi jeg tror, at der findes en del kvinder som hende rundt om i landet. Hvis du kan genkende dig selv i det, jeg skriver, vil jeg derfor blive ekstra glad for at høre fra dig.
Af flere grunde sidder hun fast i provinsen. Og i sit liv.
Alle sine evner til trods.
Det er svært at sige, hvornår det egentlig gik galt. Det handler måske mere om, at det ikke gik helt godt nok. At tilfældigheder og andre omkring hende traf valgene for hende. Eller at valgmulighederne ikke lige var til stede.
Og så kom hun ikke videre.
Dygtig i skolen
Hendes skoletid var en blandet oplevelse. I de små klasser var alt nyt og spændende, og hun sugede til sig som en tør svamp. I alle fag. Og af en eller anden grund virkede det hele nemt. Alt undtagen gymnastik.
Det sociale var også relativt nemt, fordi alle legede sammen i frikvartererne, og hun bare ar med. Så godt hun nu kunne. Hun kunne ikke løbe lige så hurtigt, og det der med at kaste bolde op ad en mur, blev hun aldrig god til. Men bortset fra det var det fint.
Senere blev det hårdt, fordi hun hele tiden skulle forsøge at være lige så dygtig som sin storesøster. At hun altid var den bedste eller en af de bedste i sin klasse talte ikke, for det var ikke de jævnaldrende, hun sammenlignede sig med.
Desuden var der koldt på toppen. Det krævede en konstant og flittig indsats at blive ved med at klare sig så godt. Det var hun i hvert fald selv overbevist om, så hun turde ikke på noget tidspunkt slække på de høje krav til sig selv.
Det sociale var blevet kompliceret at navigere i, fordi de andre piger ikke var som hende. Enten gik de mere op i drenge end i gode karakterer, eller også så de hende som en konkurrent. Derfor forsøgte hun at gå op i begge dele på skift, alt efter hvem hun var sammen med.
En fornuftig uddannelse
Oprindeligt ville hun gerne have været revisor ligesom sin far, men det lå ikke i kortene dengang. I stedet fik hun en kontoruddannelse – ligesom sin mor. Så kunne hun få en elevplads og tjene sine egne penge, flytte hjemmefra og klare sig selv. Ligesom sin storesøster.
Hun fik stadig flotte karakterer i skolen, og derfor var det ikke svært at finde en elevplads. Hun kunne have søgt ind i en bank, men penge sagde hende ikke noget. Desuden kom de kvindelige bankassistenter altid til at sidde i kassen, mens det tilsyneladende var forbeholdt de mandlige kolleger at få de interessante opgaver og gøre karriere. Det kunne hun selv se, når hun var i banken for at hæve penge. (Som man gjorde dengang.) Så i stedet fik hun elevplads i en af byens store virksomheder, hvor hun både skulle være i økonomiafdelingen og salgsafdelingen.
De to elevår gik hurtigt, og før hun fik set sig om, var hun færdiguddannet kontorassistent. Virksomheden ville ovenikøbet gerne beholde hende. Hun havde egentlig lyst til at prøve noget andet, men hun skulle jo betale huslejen i sin lille kælderlejlighed, og hendes forældre blev ved med at sige til hende, at hun var heldig, at hun havde et job. At hun var heldig at blive fastansat. Så hun takkede ja og blev.
Blev i jobbet. Blev i byen.
Krage søger mage – forgæves
Af årsager hun ikke selv forstod, var hendes kærlighedsliv besværligt og brolagt med skuffelser.
De mænd, der faldt for hende, gjorde det tilsyneladende af overfladiske grunde, og hendes indledende betagelse af dem fordampede hurtigt. De var kærester et stykke tid, flyttede måske endda sammen, men så snart det blev alvorligt, og der kom forlovelsesringe i luften, fik hun kolde fødder og stak af.
Og så forelskede hun sig gang på gang i de forkerte. En meget yngre fyr, som var klog og følsom, men bare alt for ung. En meget ældre mand, som havde børn på hendes alder, der nægtede at acceptere hende. En karismatisk direktør, der arbejdede alt for meget – og drak tilsvarende meget alkohol for at klare presset. En intellektuel og kreativ mand, hvis liv var et kæmpe kaos af uafsluttede uddannelser og ubetalte regninger. En anden som i starten var charmerende og beleven, men efter nogle måneder viste sig at være uforudsigeligt opfarende med psykopatiske træk. Eller den helt fantastiske og ideelle mand, som desværre var gift med en kvinde, han umuligt kunne forlade.
Hun havde efterhånden mødt alle varianter af håbløshed, så det var til enhver tid lettere for hende bare at holde sig for sig selv og leve sit eget stille liv.
Passe sit kedelige arbejde.
Mødes med sin søster og sine få veninder.
Glemme alt om at danne par med en passende mand.
Tilfældighedernes historie
Hendes historie kunne sagtens have været min egen historie. Hvis ikke tilfældighederne ville det anderledes.
Netop det år, jeg blev færdiguddannet kontorassistent, blev vi ikke automatisk fastansat, så jeg fik kun lov at blive i tre måneder, så jeg kunne få mere i dagpenge.
Samtidig blev jeg sagt op af min lejlighed.
Ikke ligefrem det optimale udgangspunkt.
Men i stedet for at fortvivle, valgte jeg i spontant overmod at flytte fra byen. Flyttede på et værelse, jeg lige netop havde råd til som arbejdsløs kontorassistent. Søgte job. Skrev lidt. Skabte et nyt liv.
Tilfældigheder førte mig i en helt anden retning, jeg ikke selv havde forudset. Eller turdet drømme om.
Hvordan er din historie?
Blev du i provinsen?
Og hvor førte tilfældighederne dig hen?
