Den blinde vinkel
Ligesom ubevidst begavede begår nogle fejl i omgangen med andre, kan ubevidst over-empatiske også begå nogle grundlæggende fejl. Det sker helt uden, at de selv opdager det, men sjældent uden smerte.
Læs også: De 3 største fejl ubevidst begavede begår
De 4 største fejl ubevidst over-empatiske begår
Når du ikke selv er bevidst om, at du er over-empatisk – f.eks. fordi du ikke har taget en personlighedstest – så vil du være tilbøjelig til at fejlbedømme både dig selv og andre.
- Du tror, at når du har nemt ved at læse og forstå alle andre, så har de også nemt ved at læse og forstå dig – det har de ikke.
- Du tror, at du tydeligt har givet udtryk for, hvad du føler, selvom du måske kun har sagt meget lidt – de kan ikke gætte, hvad du tænker, føler eller mener.
- Du behandler andre, som gerne vil have, at de behandler dig – men det gør de sjældent.
- Du gennemskuer andre og deres hensigter, men de kan ikke gennemskue dig – de tror, at du er, ligesom de selv er.
NB! I personlighedstesten er det muligt, at du selv vurderer, at du ikke har særlig megen selvkontrol, mens andre opfatter dig som yderst behersket og kontrolleret. De kan slet ikke se alt det, der foregår inde i dit hoved eller påvirker dine følelser.
Ad 1. Du forstår dem, men de forstår ikke dig
Der kan være mange forklaringer på, hvorfor du er over-empatisk. Den mest sandsynlige er, at du af natur er empatisk kombineret med, at du i din opvækst har haft brug for at kunne tolke og forudse andres følelser, reaktioner og handlinger. For at undgå noget forfærdeligt. For at overleve. For at beskytte dig selv og mindre søskende. Derfor har du overudviklet din empati og evne til at læse og forstå andre mennesker.
Men hvis du på en skala fra 5-100 scorer over 90, så scorer gennemsnittet af de mennesker, du møder i dit liv, kun omkring 50. Det betyder, at det du har nemt ved, ikke er lige så nemt for dem. De kan ganske enkelt ikke følge med dig på det punkt.
Konsekvensen er, at du overvurderer dem og undervurderer dig selv, og så kan I gå grueligt skævt af hinanden.
Ad 2. Du tror, at de ved, hvad du føler, men det gør de ikke
Når du er over-empatisk, er du i stand til at aflæse selv de mindste ændringer i andres mimik, kropssprog og udstråling. Du registrerer selv subtile forandringer i stemningen i rummet. Så du lynhurtigt ved, hvad de andre føler, og hvordan de har det.
Men hvis du er meget empatisk, betyder det, at de andre slet ikke opfatter alle de små signaler, du gør.
Konsekvensen kan være, at du også aflæser deres ubevidste signaler og dine tanker kommer ud ad en tangent, hvor du tolker på noget, de ikke selv er klar over eller i stand til at forholde sig til. Så de forstår slet ikke, hvad du har gang i.
Ad 3. De tager ikke de hensyn til dig, som du tager til dem
Når du er over-empatisk – og måske også sensitiv – så er du sandsynligvis også meget hensynsfuld over for andre. Fordi du ved præcist, hvordan de har det, og hvad de har brug for. Du ved, hvordan du kan sørge for, at de bliver glade, og du ved, hvad du skal gøre for at undgå, at de bliver sure eller kede af det.
Er du ekstra empatisk og hensynsfuld, betyder det, at du kommer til at tage en masse hensyn til andre, mens de næppe har nogen anelse om, hvad du har brug for, fordi du ikke eksplicit og meget tydeligt har givet udtryk for det.
Konsekvensen er ofte, at du bliver skuffet over andre. Igen og igen.
Ad 4. Du kan gennemskue dem, men de kan ikke gennemskue dig
Når du er over-empatisk og samtidig har en høj IQ, vil du være i stand til at se sammenhængen mellem andres ord og handlinger, så du kan gennemskue deres motiver. Også når de forsøger at manipulere, charmere eller provokere dig. Så preller det bare af på dig.
Men hvis du både er meget empatisk og har en høj IQ, så kan de slet ikke gennemskue, hvad du føler, eller følge, hvad du tænker.
Konsekvensen er, at du ikke reagerer, som de forventer. Hvis de forsøger at provokere dig eller gøre dig vred, kan du se bag det og regne ud, at de ikke kan lide dig. Men du springer mellemregningerne over og misser dermed deres pointe – at få dig til at reagere, som de selv ville reagere. Fordi du ikke kan forstå, hvorfor de ikke kan lide dig, når du ikke har noget imod dem.
Sådan retter du op på den skæve kommunikation
Når du er over-empatisk og kommunikerer med nogen, der er gennemsnitligt empatiske eller ligefrem mangler indlevelsesevne, så kan I meget nemt misforstå hinanden. Af de ovenstående grunde.
Du kan ikke gøre for det, fordi du ikke selv er klar over, at du er over-empatisk.
Og de kan heller ikke gøre for det, for de tror bare, at du er ligesom dem selv.
Men når du forstår, hvor anderledes end dem du er, så kan du ændre din kommunikation:
- Du kan spørge dem, hvad de føler – måske ved du det allerede, men det er ikke sikkert, at de selv gør.
- Du kan være meget tydelig og eksplicit, når du udtrykker, hvad du tænker, føler og mener.
- Du kan udtrykke dine behov og forventninger – klart og konkret, så de kan forholde sig til det.
- Du kan spørge dem, hvad de mener og ønsker at opnå – i stedet for at springe mellemregningerne over og gå direkte til din konklusion.
Og så må du være overbærende både med dem og dig selv. Især i starten.
Læs også: