Foto: Ann C. Schødt

Vil du helst ikke tage en IQ-test?

Det kan der naturligvis være flere grunde til. At du er ligeglad med, hvad din IQ er. At du mener, at du er helt gennemsnitligt begavet og aldrig har haft grund til at tro andet. At du dybest set ikke ved, hvad du skal bruge oplysningen til. At du altid har klaret dig helt gennemsnitligt på alle områder og derfor er sikker på, at du er helt normal.

Hvis du derimod er bange for at tage et IQ-test, er der sandsynligvis kun en forklaring på det: Du er bedre begavet, end du selv tror. På den ene side er du bange for, at testen viser, at du i virkeligheden er mindre begavet end gennemsnittet. På den anden side er du bange for, at testen faktisk skal bekræfte den mistanke, du et eller andet sted altid har haft:

Du er bange for at finde ud af, at du ikke bare er helt normal og ligesom alle de andre.

Paradoksalt nok er det tilsyneladende sådan, at hvis du faktisk var normalt begavet, ville du enten vide det og have det fint med det, eller også ville du ønske/mene, at du var bedre begavet end de fleste.

Her kommer nogle forklaringer på, hvorfor du helst ikke vil vide, om du er begavet.

 

Du vil helst være helt normalt – og blive i troen

Hele dit liv har du inderligt ønsket og kæmpet for at være helt normal. Ligesom dine klassekammerater og senere dine kolleger. Du har gjort dig alle tænkelige anstrengelser for at passe ind og være som dem. Gøre det samme, tale om de samme ting, forsøge at grine på de rigtige steder.

Men uanset hvor meget og hårdt du prøver, lykkes det ikke helt. Det bliver ved at føles en smule skævt og forkert. Du bliver ved med at føle dig anderledes og i periferien af de cirkler, du forsøger at trænge ind i.

Måske er der også nogen, der har sagt det til dig. En chef eller psykolog eller ven, som har sagt til dig, at du virker mere intelligent end de fleste. Virker kvik, skarp og hurtig. Eller nogen har ligefrem sagt til dig, at du skal “skrue ned for dig selv”, fordi de andre ikke kan følge med.

Du har sikkert slået det hen, fordi du ikke selv kan se det. Eller simpelthen ikke ønsker at vide det.

Mellem os i al fortrolighed:

Din fornægtelse virker ikke. Det er kun dig selv du narrer.

Du bliver hverken mere eller mindre normaltbegavet af at tage en IQ-test.

Du bliver heller ikke mere normal af at nedtone dig selv. De andre ved godt, at du ikke er ligesom dem.

Læs også: Har du været i lære som normal? 

 

Du frygter, hvad andre mener om dig, hvis de finder ud af det

Hvis du er bange for, at de andre finder ud af det og hvad, de så tænker eller mener om dig, kan jeg berolige dig:

De andre ved det godt! Og de tror, at du også selv ved det.

Et par år efter jeg var blevet selvstændig med Potentialefabrikken, mødte jeg en tidligere chef, som jeg havde indgået en fratrædelsesaftale med nogle år før. Hun ville ikke have ansat mig, og jeg ville ikke have ansat hende. Hun kunne definitivt ikke lide mig, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle med hende. Her år efter hilste vi afmålt og spurgte høfligt til hinanden. Det var på gågaden i min fødeby, hvor ingen af os havde ventet at møde den anden. Nu var hun direktør for en virksomhed i Midtjylland i helt anden branche, end den vi kom fra. Da jeg fortalte, at jeg nu beskæftige mig med de 10 % bedst begavede, himlede hun spontant og meget sigende med øjnene:

Som for at sige, det da var noget, alle havde vidst. Det kom tydeligvis ikke bag på hende.

Jeg forklarede spagt, at det havde jeg ikke selv vidst. Så ringede min søn og afbrød samtalen, og jeg kunne med en undskyldende gestus vinke hende videre. Til begges lettelse.

Da jeg første gang fik tal på min IQ og fortalte det til min ven og karrierecoach gennem mange år, svarede han lige så spontant:

Ja! Det har jeg hele tiden vidst.

Han troede da, at jeg selv vidste det.

Og uanset, hvad de hver især havde tænkt og ment om mig, ændrede det ikke noget, at jeg nu – også selv – vidste, at jeg er velbegavet (øverste 3-10%). Den viden ændrede ingenting for dem. Jeg havde nok nærmere fået en forklaring på, hvorfor de henholdsvis ikke og godt kunne lide mig. 😉

Læs også:
God kemi handler om IQ
Ubevidst begavet og ubevidst anderledes

 

Du kan ikke overskue konsekvenserne

Hvis du derimod ikke kan overskue, hvad det vil betyde for dig at få tal på din IQ, kan jeg godt forstå dig. For selvom mange begavede forsøger at bortforklare og tale resultatet ned, så er det svært at ignorere fakta. Især fordi det bekræfter den mistanke, du et sted derinde altid har haft.

Mere specifikt har din nye viden slået hul igennem den mur, du har stablet op foran dig for ikke at se realiteten i øjnene:

Du er begavet, og du bliver nødt til at ændre din selvopfattelse.

Den nye viden om dig selv kan komme voldsomt i strid med din egen beskedne selvopfattelse. For du kan være hårdt ramt af impostor-fænomenet og tænke, at det ikke passer, at der er noget galt med testen, at de andre er meget mere intelligente, dygtige, succesfulde og kompetente, end du er. Så det kan ikke passe, at du har en høj IQ.

Kernen af impostor-komplekset er – udover de konstante sammenligninger med andre – at du har meget høje forventninger til dig selv. Som i ekstremt høje forventninger. Hvilket du også tror, at andre har.

Når alt kommer til alt, er det kun dig, der har helt urealistisk høje forventninger til dig selv. Impostor-ramte med høj IQ er nemlig tilbøjelige til at tænke:

Når det er så nemt for mig, så er det da også nemt for alle andre.

Eller når andre roser og anerkender deres arbejde og indsats:

Det var da ikke noget særligt. Det kan alle og enhver da gøre.

Nej, det kan de altså ikke. Først når du indser, at din IQ – helt faktuelt – er højere end hos flertallet af dem, du omgås, begynder du at kunne justere på dine forventninger og krav. Både til dig selv og andre.

Læs også: Forventer du alt for meget af dig selv? 

Model for selvopfattelse impostor-fænomenet

 

Prøv selv:

 

Andre blogindlæg:

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!