Impostor-fænomenet og lav selvtillid og/eller lavt selvværd
Tilbage i 1970’er opdagede Pauline Clance og Suzanne Imes impostor-fænomenet: et særligt mindreværdskompleks hos de dygtige studerende, der trods nok så gode resultater på studiet alligevel tvivlede på deres faglige evner. De manglede altså selvtillid i forhold til deres præstationer.
Hos de flere hundreder impostor-ramte, jeg har mødt, er det oftest selvtilliden, der mangler. Primært på jobbet og studiet, men ofte også i relation til andre. De tror, at de er nødt til at gøre en masse for andre, levere og præstere, yde og hjælpe i en uendelighed, mens de sjældent tror, at de kan tillade sig at slappe af og tage tingene, som de nu kommer.
En særlig variant af impostor-komplekset ser jeg især hos mænd – og karrierekvinder. De kan godt have en okay høj faglig selvtillid og tage ad notam, at andre sætter pris på deres arbejde og roser dem. Men inde bag ved skjuler sig et grundlæggende lavt selvværd og en dyb tvivl på, at andre kan lide dem, som de er.
Prøv selv Impostor-testen
Forskellen på selvtillid og selvværd
Vores jeg og selvfølelse dannes i vores opvækst, og det er også her grundlaget for vores selvværd etableres.
Jævnfør modellen får vi styrket vores selvværd, når vi bliver set, rummet, accepteret og elsket ubetinget. Det vil være naturligt at barnet oplever det hos sine forældre, men det kan også være hos bedsteforældre eller andre vigtige voksne. Så vi oplever, at vi har værdi i os selv. Sådan som vi nu er.
Selvtillid får vi, når vi gør noget, som andre kan lide eller værdsætter, at vi gør. I vores opvækst har der været en slags usynlig indhegning – inde i den, var den adfærd og de følelser, der var tilladte i vores familie. Som belønning fik vi betinget kærlighed og positiv opmærksomhed som ros og tak.
Udenfor indhegningen var de andre og alt det forbudte – alt det, man ikke måtte gøre og de følelser, man ikke måtte have eller give udtryk for. Forenklet sagt handler opdragelse om, at vi lærer at holde os inden for familiens indhegning. I skolen og til fritidsaktiviteter har der været andre indhegninger, vi skulle lære at navigere i. Alt afhængig af, hvor godt det lykkedes os, har vi fået styrket – eller måske svækket – vores selvtillid.
Begavet barn og lavt selvværd
I skolesystemet syntes der at have været den generelle indstilling, at begavede børn havde flere ressourcer og derfor kunne klare sig selv. Når de larmede og gjorde sig ud til bens – fordi de kedede sig i timerne – kunne man smide dem udenfor. Hvis det fortsatte, kunne man henstille til forældrene, at de fandt en anden skole til det umulige barn. I nyere tid ville det udadreagerende barn blive udredt og få en diagnose.
Dermed får det begavede, udadvendte barn en oplevelse af ikke at blive set og rummet, som det er. Tværtimod vil det opleve sig selv som forkert – og det skader selvværdet.
Andre begavede børn vil dukke sig, forsøge at rette ind og tilpasse sig gruppen, så de ikke risikerede at blive smidt ud. Af lokalet eller det sociale fællesskab i klassen. Når det derimod lykkes at nedtone og tilpasse adfærden, får de lov at blive i indhegningen.
Det indadvendte, begavede barn vil få samme oplevelse af at være anderledes. At det kun er en del af gruppen, fordi det ikke siger for meget i timerne, holder sin viden for sig selv, underspiller sine evner for at være på niveau med de andre – alt sammen for at udgå at blive udstødt af gruppen. Og det går ud over selvværdet.
Læs også: Belastende begavet: Derfor tilpasser du dig og holder lav profil
Begavede voksne med ok selvtillid, men lavt selvværd
Både de introverte og ekstroverte begavede kan som voksne have faglig/boglig selvtillid, fordi de har nemt ved at lære nyt. Det havde de i skoletiden, på studiet og det har de stadig på jobbet. Men fordi de har følt sig anderledes og forkerte som børn, bærer de stadig rundt på et lavere selvværd.
I praksis kan de derfor være dygtige, fagligt kompetente og præstere over gennemsnittet, og når de får ros for deres arbejde, kan de – i modsætning til de fleste impostor-ramte – godt tage det til sig. Men inde i hovedet tænker personen:
Ja, men hvis du vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, vil du ikke kunne lide mig.
Det lave selvværd giver den impostor-ramte en grundlæggende oplevelse af ikke at være god nok – uanset hvor meget han/hun præsterer, leverer og knokler for at andre skal være tilfredse.
Det kommer til udtryk som en indre stemme, der hele tiden modsiger de andres rosende ord og overdøver dem med nedsættende kommentarer:
Det er bare et spørgsmål om tid, før I indser, at jeg er ubrugelig og slet ikke bidrager med noget, der har nogen værdi.
I de sociale relationer kører en tilsvarende stemme:
Hvis I vidste, hvordan jeg er, vil I ikke kunne lide mig. Der er ingen, der kan lide mig, når de lærer mig at kende, og det kan I helt sikkert heller ikke. I lader bare som om.
Det er vigtigt at pointere, at det kun foregår inde i dit hoved – de andre har absolut ingen anelse om, hvad du går og forestiller dig.
Hvad kan man gøre ved lavt selvværd?
Her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at du skulle gøre sådan og sådan. Men man får netop ikke selvværd af at gøre noget. Der er ingen smarte tips, ikke noget quickfix, når det gælder selvværdet.
Og du har sikkert fået det at vide mange gange:
Du skal bare være dig selv.
Jo tak, det kan de sagtens sige. Men det er lige præcist dét, du under ingen omstændigheder tør være. Hvis du altså overhovedet ved, hvem du egentlig er.
Det er en lang og sej proces at styrke sit selvværd. At begynde at tro på, at der måske findes et enkelt menneske eller to derude, der faktisk godt kan se og rumme dig, som du er. At turde stole på, at du ikke skal lave dig selv helt om og være på en anden måde, end du er, for at nogen kan lide dig.
De tager tid og kræver stort mod. Og mange små, daglige babyskridt i den rigtige retning.
En øvelse
Den første del af arbejdet handler om at lære dig selv at kende, og det kan du trygt gå i gang med allerede i dag.
Øvelsen er enkel. Hver aften sætter du dig og skriver en slags logbog med følgende overskrifter:
- Hvad har jeg TÆNKT?
- Hvad har jeg FØLT?
- Hvad har jeg MENT?
I starten står der typisk en masse under tænkt og meget lidt under følt og ment. Bliv ved alligevel – det kommer. Og det er vejen til stille og roligt at komme i kontakt med dig selv og den du er. Derinde.
Og tro mig, det du finder, er slet ikke så grimt og upassende, som du selv frygter. Det er helt almindeligt og menneskeligt. Det passede bare ikke ind i din families indhegning. Til gengæld passer det ind i din egen indhegning, og det er den, du skal have fokus på. Fra nu af.
I takt med at bliver i stand til at se og rumme dig selv, bliver dit selvværd også – helt automatisk – styrket.
Læs evt. også:
Er særligt sensitiv ikke bare en ny betegnelse for lavt selvværd?
Ubevidst begavet og ubevidst anderledes
