Høj IQ og langt til respekt
En tilbagevendende udfordring for mange af de 10 % bedst begavede er relationen til deres chef. Uanset titel og karrierevej. Uden at sige det højt synes de at spørge chefen:
Hvad kan du?
Hvordan kan jeg bruge dig rent fagligt?
Hvilke værdier har du?
Hvis chefen har solide erfaringer fra området, er der et rimeligt fundament at bygge relationen på. Så starter de der. Fra et neutralt nulpunkt, hvorfra det kan gå både op og ned. Lederens faglighed og pondus er udgangspunktet for samarbejdet.
De begavede har – nok lidt mere end de fleste – en inderlig aversion imod micro-management og kontrol. Det betyder ikke, at de er ledelsesresistente eller ikke vil have en leder. Tværtimod kan de i høj grad have brug for en leder til at spille det politiske spil opad i organisationen, fjerne sten på vejen, som forhindrer dem i at gøre deres arbejde, og i det hele taget kan sætte nogle klare rammer. Så den begavede medarbejder kan få lov at koncentrere sig om at løse opgaverne og levere det, de er særligt dygtige til.
Lederens værdier er vigtigere end som så. Mange af de begavede gennemskuer nemlig hurtigt skueværdier, falskhed, manipulation, egoisme, magtbegær eller enhver uoverensstemmelse mellem ord og handlinger. Andre tror det bedste om deres medmennesker, men den tillid skal alligevel ikke svigtes. Om lederen får en, to eller tre chancer varierer. Men hvis ikke der er match med den begavedes egne værdier – ordentlighed, retfærdighed og ligeværd – så mister de al respekt på et nanosekund.
Det sidste spørgsmål kommer først senere – med tiden og samarbejdet:
Hvad gør du for at fortjene min respekt?
Hvad har din bedste leder gjort for at fortjene din respekt?
Høj IQ og på tværs af hierarkier
Af en eller anden grund virker hierarkier ikke rigtigt for personer med en høj IQ. Titler er bare en kombination af bogstaver og organisationsdiagrammer er streger og bokse. Symboler. Noget helt andet er virkeligheden.
De synes at tænke:
Lad os fokusere på sagen og det problem, der skal løses.
Det må vi da kunne tale fornuftigt om og fixe.
Derfor kommer de nogle gange til at glemme kommandovejene. De lader et par ord falde, da de tilfældigt møder chefens chef. Hvorefter de taler videre om noget andet interessant. Fordi samtalen flyder let.
De smiler til og hilser på alle. Slår en sludder af med hende i receptionen eller ‘manden på gulvet’. Spiser frokost ved et bord med højtuddannede inden for et andet fagområde. Kommer til at sige du til den person, alle andre er Des med.
Fordi de ser mennesket. Direkte og i øjenhøjde.
Hvordan har du det med titler og hierarkier?
Høj IQ og totalt usnobbet
Ligeværdighed synes at være en grundværdi hos mange af de mest intelligente. Derfor er snobberi også helt meningsløst.
Her er en oplevelse fra mit allerførste job som piccoline hos et for længst fusionsopslugt revisionsfirma:
Mit arbejde bestod i at hente post, lave og servere kaffe til revisorerne, kopiere regnskaber og sende mapperne med regnskaberne til kunderne. Hver dag og fuld tid fra december til juli. Efter nogle uger blev jeg ret hurtig til at føre papirstakkene gennem den elektroniske hæftemaskine – klamp! klamp! klamp! – og derefter rulle selvklæbende lærredstape på ryggen – rulle, rulle, rulle – og klippe enderne af – klip, klip. Det tog mellem 6 og 9 sekunder og bevægelserne sidder stadig i mine hænder.
Så kom godsejeren. I flonelsskjorte, tweedjakke med læderlapper på albuerne, vissengrønne plusfour, knælange, strikkede uldstrømper og fornuftige sko. Når han havde været inde at drikke en kop kaffe med revisionsfirmaets ejer, kom han ud i kopirummet på gangen foran kontoret med ‘skrivepigerne’. For at hente regnskabet, som jeg havde kopieret de ca. 10 eksemplarer af. Og så skete det uventede: Han ville selv hjælpe med at rulle ryg på! Som den absolut eneste af firmaets mange lokale kunder. Det tog ham tid, og ryggene sad måske ikke helt lige. Men det var uvæsentligt. Han fik lov at hjælpe mig. Godsejeren hjalp piccolinen.
Faktisk var det først efter en sæson af ‘Fint skal det være’ med Hyacinth Bucket, jeg blev i stand til at genkende snobbet adfærd. Hvordan nogle mennesker konsekvent inviterer de rige og succesfulde erhvervsfolk til deres cocktail parties (og jeg følte mig helt malplaceret!), eller til sammenkomster kun taler med nogen, de kender i forvejen, og som minder om dem selv.
Det er ironisk, fordi jeg aldrig selv har været det, men allerede i 9. klasse blev beskyldt for at være snobbet, fordi jeg brugte flere fremmedord. Jeg synes også, det er grineren, at jeg er endt med at bo i 2900 Happiness – det var der med garanti ingen, der havde forudset, heller ikke mig selv. 😀
Kender du nogen, der virker snobbede, og hvordan har du det med dem?
Hvorfor er det et problem?
Først og fremmest kan det være et problem for de begavede selv, at de ikke praktiserer brown nosing. Hvorfor gør de så ikke det? Vel fordi det ikke giver mening. Det er i strid med de begavedes personlige værdier og integritet at lefle for nogen, der ikke for alvor har gjort sig fortjent til deres beundring. De kan bare ikke.
Det kan have konsekvenser for deres karriere:
De kolleger, der er gode til brown nosing, får en bedre relation til chefen. Så de står naturligt forrest, når nogen skal forfremmes, have spændende projekter og mere ansvar. For ikke at tale om mere i løn.
De ledere, som har slidt for at opnå deres uddannelse og position, kan føle sig provokerede af de begavede medarbejdere, der ikke anderkender det og ser op til dem af den grund. Især hvis de ikke har lige så lang uddannelse. For ikke at tale om den modvilje og frustration de begavede kan vække i dem med alle deres irriterende spørgsmål. Når de ikke følger kommandovejene eller i farten glemmer at spørge om tilladelse. Så sparer de begavede op til en fyring…
Har du oplevet gnidninger eller konflikter med din chef af de grunde?
