- Er der nogle ting, som du simpelthen er nødt til selv at gøre, fordi andre ikke kan gøre det godt nok?
- Kan du finde på at gøre andres arbejde om, fordi det er forkert – eller i hvert fald ikke lever op til dine standarder for, hvordan opgaven skal løses?
- Sker det – til tider mere end en gang – at du starter helt forfra, fordi du ikke var tilfreds med første udgave/forsøg?
- Kan du få det nærmest fysisk eller psykisk dårligt over fejl – enten nogen du selv har lavet, eller som du er nødt til at leve med, at andre har begået?
Så er du sikkert perfektionist – i større eller mindre grad.
Højt begavede er perfektionister
Professor Linda K. Silverman hævder hårdnakket, at alle højt begavede er perfektionister, og ser i øvrigt impostor syndromet som et forstadie til perfektionisme. Det er jeg ikke nødvendigvis enig i, da jeg dels mener, at man godt kan være perfektionist uden først at have lidt under impostor syndromet, og at perfektionister har mere selvtillid/højere selvværd end personer med impostor syndromet, men det kan i sagens natur være svært at måle og sammenligne nøjagtigt. Hun mener i øvrigt også, at man ikke kommer over det – at man lyver, hvis man som højt begavet påstår, at man ikke er perfektionist.
Hmm. Lidt perfektionist er man vel altid… Jeg vedgår gerne, at jeg helst selv fylder opvaskemaskinen, for jeg ved jo, hvordan man kan stoppe mest muligt ind i den, uden at tingene står skævt, eller glassene bliver skårrede. Ligesom jeg indrømmer at lide under visuel perfektionisme: Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se på billeder, der hænger skævt – jeg bliver nødt til at rette dem. At jeg ikke er i stand til at holde fokus på tekstens indhold, hvis der er for mange stave- eller trykfejl, vil jeg derimod hævde er en slags erhvervsskade, jeg har pådraget mig som forfatter. Eller også er det bare der min sproglige perfektionisme slår igennem?
Hvornår slår din perfektionisme ud i fuldt flor?
Belastende begavet perfektionist
Når perfektionismen tager overhånd, kan den imidlertid blive en belastning både for dig selv og andre. Spørg bare din partner!
Den kan også kamme over, så den f.eks. går over i:
- OCD – tvangshandlinger og tvangstanker – når perfektionismen rettes mod det ydre og renlighed
- Spiseforstyrrelser – når trangen til kontrol rettes imod din vægt, overdreven motion/sport og begrænset kalorieindtag, som kompenserende adfærd over for de følelser og tanker, som ikke kan kontrolleres
- Rastløshed og hyperaktivitet – at du aldrig kan sidde stille eller slappe af, fordi du har et højt energiniveau, men måske også fordi stilheden og tiden til refleksion vil give dig rum til tanker, du ikke bryder dig om at tænke
- At du gør ALTING selv og ikke har tillid til at andre kan gøre noget lige så godt som dig, det er den sikre vej til stress og til at mislykkes som leder
- At du påtager dig ALT for meget ANSVAR – og dermed risikerer at få stress eller brænde ud, hvis du fortsætter ud ad den tangent
- Impostor syndrome – når du frygter at lave fejl, ikke kan tage imod ros, tror, at alle andre altid er dygtigere og ved mere end dig, lider af præstationsangst osv.
- Selvstraffende adfærd – når du begår fejl, fordi du skal være fejlfri og perfekt for at være god nok.
Du kan teste dig selv via links her:
- OCD (på engelsk)
- Spiseforstyrrelse
- Impostor syndrome
Og lige til orientering: Her gælder det altså ikke om at opnå højeste score i det hele! Men vær ærlig og svar spontant.
Lidt perfektionist er man nok altid, hvis man har en IQ over gennemsnittet, og det er fint. Perfektionisme kan være en udmærket drivkraft, især når det motiverer dig til at at præstere det sublime. Det kan være nødvendigt i dit job som specialist eller ekspert. Eller det kan være med til at højne kvaliteten af dit arbejde, hvilket jo er godt. Men der er absolut ingen grund til, at det skal forpeste din – eller andres – tilværelse.
Du slipper næppe af med perfektionismen – deri har Linda nok ret – men du kan godt bearbejde den og udvikle dig i dine roller, så du styrer din indre perfektionist og ikke omvendt. Det kan du nemlig godt.
Læs også :
