Hvorfor rammer impostor-fænomenet begavede børn?
Allerede da jeg i februar 2012 læste om impostor syndrome første gang, var det indlysende for mig, at de 10 % bedst begavede måtte være mere ramt af det.
Eksempler på begavede børns erfaringer:
- At læse: Lærer sig selv at læse inden skolestart eller lærer det hurtigere end klassekammeraterne. Læser foran i bogen og øver sig i at læse højt. Bliver ikke valgt af læreren til at læse højt, men pines ved at høre, de andre hakker sig igennem selv simple tekststykker. Har lyst til at rette på dem, men bliver ignoreret eller irettesat af læreren. Det begavede barn forstår det ikke og føler sig forkert. De får lav selvtillid.
- Matematikeksamen: Har løst alle opgaverne efter toenhalv timer og syntes de var nemme. Men de andre brugte alle fire timer, nåede ikke det hele og syntes opgaverne var svære. Så den begavede elev kan tænke: Har jeg misforstået opgaverne eller snydt? Altså tidlige impostor-tanker.
- Karakterer: Læser aldrig rigtigt lektier og behøver kun at skimme teksten for at kunne sige noget om den. Får alligevel gode karakterer. Eller får jævne karakterer og vurderer sig selv til at være som de fleste. De overvurderer andre og undervurderer sig selv.
Lav selvtillid, oplevelsen af at have misforstået noget og en undervurdering af egne evner er kerneelementer i impostor-fænomenet.
Fem forklaringer på, hvorfor de intelligente ofte er impostor-ramte
Nu har jeg arbejdet professionelt med at hjælpe de 10 % bedst begavede voksne i over 13 år, og de fleste af dem er klart impostor-ramte. Impostor-fænomenet er en slags fagligt mindreværd, der rammer bredt både ift. køn, alder, uddannelse og beskæftigelse, så hvorfor oplever de intelligente det oftere?
Her er fem forklaringer:
- Umætteligt behov for at forstå – og bevidste om det, de ikke forstår endnu
- Fejlfri eller fiasko – der findes ikke noget derimellem
- Sammenligning med de allerbedste – ikke dem på eget niveau
- Egen værste kritiker – fokus på det halvtomme glas
- Bange for at skuffe – især når noget lykkes
Derfor bliver de intelligente mere impostor-ramte
Hver af de fem forklaringer har flere nuancer:
Ad 1. Umætteligt behov for at forstå
De mest intelligente har en tidlig trang til at stille spørgsmål, fordi de forsøger at forstå – alt! Det ved alle forældre til højt begavede børn. I lange perioder begynder samtlige sætninger, der kommer ud af deres mund med:
Hvordan kan det være…?
Eller hvorfor dit og hvorfor dat. Ren Spørgejørgen. Og man føler sig nemt som et levende leksikon, indtil de lærer selv at google tingene.
Kommer i tanke om, at jeg selv som barn brugte mine forældre som engelsk ordbog, når jeg ikke forstod ordene i de sange, jeg sang med på. 😉
Senere i livet stiller de dybe spørgsmål – både til andre og sig selv. Reflekterer og forsøger at skabe mening. Den konstante udforskning af ukendt land giver grobund for tvivl om, hvorvidt din viden og dine evner faktisk slår til. Fordi du bliver pinligt bevidst om det, du ikke ved endnu. Så du kan føle dig utilstrækkelig.
Ad 2. Fejlfri eller fiasko
Barnet tegner en tegning. Det koncentrerer sig længe og intenst. Indtil det pludselig smider tussen fra sig og krøller tegningen sammen i frustration. Fordi der kom en lille streg et sted, den ikke skulle have været! Forældrene forsøger at glatte tegningen ud og forsikre barnet om, at tegningen da er fint. At man kan tegne noget med den lille streg…
Høj intelligens følges tit af et skarpt øje for detaljer og forbedringsmuligheder. Du kan altid finde fejl, og det bliver svært at anerkende dine egne præstationer fuldt ud. Følelsen af ikke at være god nok bliver let en fast følgesvend.
Den konstante frygt for at fejle og et stærkt behov for andres anerkendelse går hånd i hånd hos intelligente impostor-ramte. Og for mange – især med meget af det springvise præstationsmønster – bliver det enten eller: Enten er du fejlfri og den bedste, eller også er du uduelig og en fiasko. Der er ingen mellemting. Middelmådighed eller bare at være som de fleste er udelukket. Det findes ikke på din skala.
Ad 3. Sammenligning med de allerbedste
De begavede børn er ikke som deres jævnaldrende. Nogle har lært at læse inden, de kom i skole, andre lærer det lynhurtigt. Så de forventer at sig selv, at de skal have lige så nemt ved alt andet. Som en af mine højt begavede klienter fortalte:
Jeg gik ikke i skole for at lære noget, jeg gik i skole for at vise, hvad jeg kunne!
Når man er langt foran sine klassekammerater, giver det derfor heller ikke mening at sammenligne sig selv med dem.
Som voksne har de mest intelligente en tendens til at måle sig med de absolut dygtigste inden for deres felt – aldrig med gennemsnittet eller nogen på deres eget niveau. Det gør det ekstra svært at starte i en ny stilling eller blive forfremmet. Fordi du så skal til at lære noget, du ikke ved, og gøre noget, du ikke mestrer endnu.
Når du konstant sammenligner dig med toppen af poppen og de ypperste inden for dit felt, bliver overlæggeren sat i skyerne, og det kan føles, som om du er en bedrager blandt rigtige eksperter. Du føler dig som en impostor.
Ad 4. Egen værste kritiker
Når det intelligente barn ikke sammenligner sig med de jævnaldrende, bliver de i stedet afhængige af voksnes feedback. Og som voksen af chefens tit uklare og ukonkrete forventninger.
Mange af mine klienter har – ligesom Rebekka i impostor-bogen – haft meget kritiske forældre, som påpegede små fejl i stedet for at anerkende indsatsen og det udmærkede resultat. Kritiske forældre er ifølge forskningen en væsentlig årsag til impostor-oplevelser. Fordi deres kritik internaliseres og bliver til en indre kritiker, der konstant finder fejl.
En veludviklet selvrefleksion betyder også, at du klart kan se dine mangler og fejl. Andre overser måske deres begrænsninger, men som begavet lægger du mærke til dem. Derfor undervurderer du din egen indsats og kunnen. Dit glas er halvt tomt, og du husker som en elefant selv de mindste fejl, du begik for mange år siden.
Ad 5. Bange for at skuffe
Omgivelsernes forventninger til de intelligente er høje, og ros kan opleves som et krav. Når du som barn tit har fået at vide, hvor dygtig du er, vokser presset for at leve op til forventningerne, og ethvert fejltrin kan føles som en afsløring af dit “virkelige” (utilstrækkelige) jeg.
Når noget lykkes for dig, føles det som endnu større krav og øget forventningspres. Derfor kan du også komme til at tale dig selv og dine præstationer ned.
Et væsentligt element i impostor-fænomenet er frygten for at skuffe – både andre og dig selv. Du ved jo, hvad du kan gøre, når du præsterer dit ypperste og tingene lykkes for dig. Men kan du præstere lige så godt næste gang?!
Hos de begavede impostor-ramte giver det to varianter af selvhæmmende adfærd:
- Du bruger alt for megen tid på opgaverne, er overforberedt, får ikke sovet og er totalt udmattet, når du endelig skal levere
- Du bliver ved med at udskyde og prokrastinere (overspringshandlinger) indtil klokken kvarter i kvalme og kommer alt for sent i gang
I begge tilfælde kan du takke dig selv for et sikkert skuffende resultat. Sådan tænker du i hvert fald. Hvis du ikke ligefrem opgiver fuldstændig. Fordi du føler dig totalt uduelig. Og føler, at du aldrig vil kunne leve op til forventningerne…
Heldigvis kan vi sammen gøre noget ved det, og jeg har hjulpet flere hundrede intelligente og impostor-ramte ligesom dig. Skriv til mig på Annc@potentialefabrikken.dk eller ring på 23934841 og lad os få en indledende snak om det.
Prøv selv Impostor-testen
