Sammenhængen mellem impostor-fænomenet og lav selvtillid

Allerede da Pauline Clance og Suzanne Imes tilbage i 1970’erne opdagede og navngav impostor-fænomenet, så de en sammenhæng til lav selvtillid. De fandt det især udbredt blandt de kvindelige studerende, der trods nok så gode akademiske resultater stadig tvivlede på, at de kunne gennemføre den næste eksamen lige så godt.

De impostor-ramte var overbeviste om, at deres gode resultater skyldtes, at de havde arbejdet hårdere end andre eller blot havde fået andre til at tro, at de var dygtige. De var ude af stand til at internalisere følelsen af at være kompetente eller dygtige. Selvom de var nok så succesfulde på studiet eller i deres professionelle liv. De mente derimod, at det måtte skyldes ydre omstændigheder eller noget, der ikke havde med deres faktisk evner at gøre, f.eks. charme.

De impostor-ramte, jeg har talt med, har efter en veloverstået eksamen med et 12-tal eksempelvis udtalt:

Jamen, det var bare, fordi de fik ondt af mig, fordi jeg var så nervøs.

Jeg var heldig, at de kun spurgte mig om det, jeg vidste noget om. Hvis de havde spurgt om noget andet, var jeg dumpet!

Prøv Impostor-testen

 

Sammenhængen mellem impostor-fænomenet, IQ og mindset

Carol S. Dweck har med bogen Mindset (2017) givet et godt bud på, hvorfor mange impostor-ramte kæmper med deres selvopfattelse: De har et fastlåst mindset. Fra en tidlig alder har de lært af deres lærere, at intelligens og evner er noget definitivt og uforanderligt. Hun fortæller bl.a., hvordan deres lærer i 6. klasse placerede dem i klassen i rangordnet efter resultatet af en IQ-test. Kun dem med den højeste IQ blev betroet at bære flaget under optog eller viderebringe beskeder til rektor.

I Danmark får man først karakterer i udskolingen, men allerede i de små klasser har eleverne fuldstændigt styr på, hvem der er bedst til at læse og regne. Ligesom holdinddeling til fodbold i frikvartererne foregår med første- og andenvælger for at sikre jævnbyrdige hold. Derfor bliver det også afgørende, om barnet har et fastlåst mindset eller et fleksibelt mindset: Om det selv tror på, at det kan lære noget nyt, øve sig og blive bedre.

Joe Langford (1990) undersøgte, hvordan impostor-ramte reagerede på og håndterede svære opgaver ved at give dem anagrammer, som var umulige at løse. Der var en klar korrelation mellem impostor-følelser og et hjælpeløst reaktionsmønster. Undersøgelsen viste også, at de impostor-ramte havde et fastlåst mindset og var motiveret af et behov for at virke klog.

Langford nåede frem til, at impostor-ramte måske gjorde ekstra meget for at leve op til et idealiseret selvbillede af at være intelligent. At de gjorde det for at få den nødvendige bekræftelse fra andre, som kunne få dem til selv at tro på egne evner og føle sig tilpas.

 

Sammenhængen mellem impostor-fænomenet og selvopfattelse

I bogen “If I’m So Succesful Why Do I Feel Like a Fake: The Impostor Phenomenon” kommer Joan C. Harvey og Cynthia Katz ind på de formende roller i opvæksten. Det kan være rollen som:

  • Den kloge
  • Den ansvarlige
  • Den talentfulde
  • Den sensitive
  • Den gode/dygtige

Koblet med et fastlåst mindset, er det nemt at forestille sig, hvordan rollen kan klæbe fast til personens selvopfattelse også som voksen. Hvordan den både kan hæmme og skabe høje forventninger, men også virke motiverende: Fordi personen skal forsøge at leve op til rollen.

Queena Hoang (2013) konstaterer i “The Impostor Pehnomenon: Overcoming Internalized Barriers and Recognizing Achievements“, at de impostor-ramte studerende ofte er de mest energiske, intelligente og hårdtarbejdende. Alligevel havde de en tendens til at sammenligne sig med deres medstuderende og føle sig for lidt forberedt og tvivle på, at de overhovedet hørte til på studiet.

 

Impostor-ramte tror ikke på resultatet af IQ-testen!

Blandt mine klienter har jeg naturligt nok mødt flest impostor-ramte med høj IQ, eftersom jeg jo primært beskæftiger mig med de 10 % bedst begavede. De genkender sig selv i mine blogindlæg og henvender sig til mig. Men det gør de sensitive normaltbegavede også, og de kan kæmpe lige så meget med impostor-fænomenet.

Alle impostor-ramte har nemlig lav eller svingende selvtillid – uanset deres IQ.

 

Begavede impostor-ramte

Når de begavede bliver ramt af impostor-fænomenet, hænger det sammen med deres selvopfattelse:

  • De tror, at det, der er nemt og indlysende for dem, også er det for alle andre
  • De kan have en oplevelse af at have snydt eller været kommet for nemt til resultaterne
  • De er tilbøjelige til at undervurdere sig selv og overvurdere andre
  • De sammenligner sig med de ypperste inden for deres felt – og føler sig mindre kompetente!
  • I takt med at de læser og lærer mere, bliver de også i tiltagende grad opmærksomme på alt det, de ikke ved
  • De mener ikke selv, at de er specielt begavede.

Derfor tror de ikke på resultatet, når testen viser, at de har en høj IQ. Det stemmer slet ikke overens med deres selvopfattelse. De kan ikke tro på det.

Deres proces i forhold til at slippe af med impostor-følelserne går ud på at acceptere, at de faktisk er begavede. Og det kan være langt sværere, end man skulle tro, fordi intelligens i så høj grad er et tabu.

 

Normaltbegavede impostor-ramte

Når normaltbegavede bliver ramt af impostor-fænomenet, er det i højere grad styret af andre:

  • De har fået ros for deres indsats i skolen
  • De er blevet anerkendt og belønnet for at være ekstra flittige
  • De er blevet fremhævet foran andre – søskende, klassekammerater, kolleger – og det har føltes godt
  • De har fået rollen som ‘den dygtige’, ‘den flittige’ eller ligefrem ‘den bedste’ – og det forpligter!

Derfor er de stærkt motiverede af at forsøge at leve op til det idealiserede billede andre har af dem. Hos dem handler impostor-fænomenet om, at de inderst inde godt ved, at det ikke er rigtigt, og de kæmper – i det skjulte – med lav selvtillid og/eller lavt selvværd. De har hele deres identitet på spil i alt, hvad de gør, og derfor frygter de i høj grad at blive afsløret.

Når IQ-testen viser, at de er normalt begavede eller måske endda lidt under de gennemsnitlige 100, krakelerer det ydre selvbillede. De har virkelig ikke lyst til at tro på resultatet.

Deres proces i forhold til at slippe af med impostor-følelserne går ud på at acceptere, at de faktisk ikke er de bedste eller noget helt specielt. Det kan være ekstremt svært at give slip på det ydre idealiserede billede. Det er da rimelig ufedt at skulle erkende. Til gengæld kan det være en enorm lettelse, når det lykkes, fordi de så ikke længere behøver at kæmpe for at leve op til det eller konstant frygte at blive afsløret.

 

Læs også:

Få 5 tips til markant mere selvtillid

Skriv dig op til nyhedsbrevet nu og få 5 enkle og velafprøvede tips til selv at styrke din selvtillid.



You have Successfully Subscribed!