Belastende begavet og belastende opvækst
I de over otte år, jeg nu har arbejdet med personlig udvikling for de 10 % bedst begavede, har jeg mødt uforholdsmæssigt mange, der har rygsækken fyldt med dårlige oplevelser – fra arbejdslivet, skoletiden og især fra opvæksten.
Fælles for dem er, at de er begavede, sensitive, ramt af impostor-fænomenet – og trods alle odds er kommet igennem modgangen og har et fornuftigt voksenliv. Mange har fået børn, som de har givet en god og tryg opvækst. Meget ulig deres egen. Har de ikke stiftet familie (endnu), har de typisk haft interessante jobs og er stadig åbne for nye karriereveje og muligheder.
Jeg er meget opmærksom på, at dem, der konsulterer mig, ikke er repræsentative for hverken befolkningen eller de begavede generelt. De er blot et udsnit af en gruppe, som har haft en hård start og/eller et svært liv. Forskellen er, at deres høje IQ har hjulpet dem til at udtænke overlevelsesstrategier. Der har virket. Men som voksne kan præcist de samme strategier hæmme dem.
Læs også: Den tabte barndom eller Aspergers syndrom?!
Når forældre ikke er voksne eller tager ansvaret
Nogle forældre er selv kommet skævt fra start og har haft kummerlige liv. Måske har de en ikke-udredt diagnose, måske et uerkendt misbrugsproblem eller de har været udsat for vold eller overgreb, som har givet en indgroet angst. Ikke at det på nogen måde er en undskyldning for dem, blot en forklaring.
Når man vælger at sætte børn i verden, har man også en livslang pligt til at sørge for, at de får de bedste vilkår og et godt liv. Det er dog langt fra alle forældre, der har evnen eller ressourcerne til at påtage sig det ansvar og alt, hvad det indebærer. Nogle magter det slet ikke. Og så bliver det ofte barnet, der tager ansvaret for de voksne.
Alle børn burde skånes for at skulle være forælder for sine forældre. Men privatlivets fred og talrige tabuer gør, at ingen griber ind. Heller ikke de få, der kan se, at noget er helt galt.
Ofte ser de andre voksne – lærere, andre forældre og frivillige – kun det barn, der gør sig ud til bens, slås, kommer i konflikter og på andre måder har svært ved at “opføre sig ordentligt”. Eller de opdager det slet ikke, fordi barnet vender det indad, indordner sig og lider i tavshed. Fordi barnet tror, at det derhjemme er helt normalt.
Man blander sig ikke. Og dermed bliver barnet endnu mere alene med ansvaret.
Læs også: Begavet, sensitiv og i skjult sorg
Særligt sensitiv og alt for voksen
Nogle børn (og voksne) har mindre mental modstandskraft og dermed mindre “filter på” i forhold til indtryk. Det gør dem mere tyndhudede og nærtagende. Ligesom de – især hvis de har en høj IQ – bruger ekstra lang tid på at bearbejde de indtryk, de har fået. Negative indtryk, kritik og hårde ord gør nærmest fysisk ondt og kræver både mange tanker og længere tid at komme sig over.
Selv om mor siger, at hun ikke er ked af det, og smiler, kan barnet mærke noget andet. Selv om far siger, at han ikke er vred, kan barnet høre det og se det på kropssproget. Så hvad skal det sensitive barn tro på? Det, den voksne autoritet siger, eller det, som barnet selv fornemmer?
I disfunktionelle familier og/eller med ressourcesvage forældre, vil det sensitive barn tydeligt kunne mærke, at noget føles ubehageligt. Stemningen er disharmonisk og anspændt. De voksne virker ikke glade og afslappede. Og så vil barnet forsøge alt hvad det overhovedet kan for at få ubehaget til at gå over. Mægle, glatte ud, opmuntre, undskylde, rydde op, støtte, vise forståelse osv.
I stedet for at være ubekymret, lege og være et barn som alle andre.
Læs også: Tager du ansvar for alle andre end dig selv?
Impostor-fænomenet og den svære opvækst
Rigtigt mange af de begavede og/eller særligt sensitive, jeg har mødt og talt med i årenes løb, er hårdt ramt af impostor-fænomenet. Det er en slags mindreværdskompleks, der især rammer de mest begavede, dygtige og introverte.
Under deres opvækst har de ifølge Camille Bussotti (1990) typisk oplevet:
- Manglende eller ringe emotionel støtte fra familien
- At følelser ikke blev udtrykt
- Et højt konfliktniveau i familien
- Stram regelstyring af adfærden
Min egen empiri viser, at de ofte har manglet en egnet, voksen rollemodel. Som regel har de set på den ene forælder og tænkt, at sådan er de ikke. Så har de set på den anden forælder og tænkt, at sådan vil de ikke være. Men hvordan er de så? Hvem ligner de, og hvordan skal de forme deres identitet?
De vilkår kan gøre stor og varig skade på de fleste, men hos de begavede synes hovedet at være ovenvande, selv når alt er kaos. Og så udvikler de nogle strategier til at overleve, hvor andre nok ville bukke under.
Prøv selv Impostor-testen
Tillykke! Du har overlevet din opvækst …
At tage ansvaret for forældrene er en del af en overlevelsesstrategi, der både påvirker barnets handlingsmønster og personlighed – langt ind i voksenlivet.
Kan du genkende det?
I personlighedstesten viser det sig som:
- Høj score på ansvarlighed – du påtager dig nærmest automatisk ansvaret for alt muligt
- Høj score på hensyntagen – du tager alle mulige hensyn til andre og kan have svært ved at sige nej
- Høj score på dominans – du er nødt til at tage styringen, ofte som en del af en kontrolstrategi
- Lav mental modstandskraft og personlig bearbejdning – gør dig ekstra sensitiv og påvirkelig
Mange af de begavede, som har overlevet en hård opvækst, har også et højt drive og mentalt energiniveau. Bagsiden af medaljen og deres ofte imponerende præstationer på arbejdsmarkedet er, at personlighedstesten også viser:
- Lav score på optimisme – fordi de har mistet troen på, at det bliver bedre eller livet bare kan være godt
- Lav score på humørstabilitet – fordi stemningen i hjemmet var ustabil og uforudsigelig
- Lav score på positiv bedømmelse – fordi de voksne jo ikke tog ansvaret og gjorde det nødvendige
- Lav score på konstruktiv holdning – når man ikke kunne stole på forældrene, kan man så have tillid til sine kolleger?
Så de har overlevet og er ofte kommet langt i deres liv. De har kæmpet og slidt i det. De har været stærke og arbejdsomme.
Men måske knækker filmen en dag. Helt uventet. På en ferie eller i en tryg situation, hvor de har sluppet kontrollens stramme greb i sig selv.
Eller de bliver ved at sige ja til flere opgaver, tager hensyn til alle andre og arbejder for meget. Lige indtil deres krop ikke kan mere, de får stress eller går ned med flaget. Fordi de simpelthen ikke kan blive ved.
Så begynder reparationsarbejdet. Og her kommer jeg ikke med 10 tips eller god råd. For jeg ved kun alt for godt, at det kræver meget mere.
Som Søren Ulrik Thomsen skrev i et digt i Hjemfalden:
Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange
til at komme mig over de første
Til trøst kan jeg dog sige, at de begavede også er hurtigere til at få selvindsigt. Så det behøver ikke at tage mere en 3-6 måneders intenst udviklingsforløb at komme over det værste – og frem for alt få det væsentligt bedre.
Læs evt. også: Derfor er det så møgsvært at slippe kontrollen
