Høj IQ og anderledes end flertallet
At være blandt de 5 % bedst begavede i befolkningen er et usynligt vilkår, som har langt større konsekvenser, end man umiddelbart skulle tro.
Nej, det er ikke en ubetinget fordel, sådan som mange normaltbegavede tror. Det er ikke sjovt at få flere af de samme kedelige opgaver i skolen. Det er heller ikke rart at blive udnævnt til hjælpelærer i 2. klasse. Det er træls at blive kaldt nørd, professor, stræber, eller hvad andre kalder dem, der klarer sig godt bogligt. Det er i det hele taget ikke godt at skille sig ud og være anderledes end flertallet. Især ikke som teenager, hvor det er altafgørende at være en del af fællesskabet med de jævnaldrende.
Nej, det er ikke et usynligt handicap, som nogle velmenende kan tro. En del af de begavede er fejlagtigt blevet placeret i specialklasser eller er blevet udredt for diagnoser, fordi de ikke kunne affinde sig med at sidde og kede sig og tie stille, indtil de en sjælden gang blev spurgt. Så de blev udadreagerende eller snakkede for meget med sidemanden. Bare for at få opmærksomhed.
Sagen er, at når du er blandt de 5 % bedst begavede, er du faktuelt anderledes end 95 % af befolkningen. I din måde at tænke på, løse opgaver, se sammenhænge, opfatte verden, indgå i relationer og i det hele taget være i livet. Du er kompleks uden nødvendigvis at være kompliceret. Du er meget intelligent uden egentlig at være smart. Du mærker det tydeligt selv. Andre bemærker det også.
Du har behov for mere og andet…
Høj IQ og behov for mere end et tal
Siden 2012 har jeg blogget om at være mere intelligent end flertallet. Da jeg bloggede for Jyllands-Posten blev jeg ofte misforstået af læsere, der troede, at jeg ville prale med min egen IQ. Men min IQ har altid været underordnet, og jeg har aldrig haft behov for at fortælle, hvad jeg scorer i en IQ-test. For det er bare et tal. Som kan variere alt efter dagsformen og testen.
En læser på LinkedIn har ofte kommenteret på mine blogindlæg og pointeret, at han altid har vidst, at han var intelligent. Uden at han havde behov for at tage en test. For han havde ikke brug for at stive sig af. Men det er heller ikke formålet med en IQ-test.
Mange af de mest begavede er faktisk bange for at tage en test. Fordi de er sikre på, at den vil vise, de bare er normalt begavede. En stor del af dem er impostor-ramte og undervurderer sig selv markant. Og så går de i baglås af præstationsangst og nervøsitet, når de skal tage end IQ-test.
Sagen er, at de begavede mennesker har behov for at forstå ting. Forstå verden, videnskaben, andre mennesker og sig selv. For dem kan tal på deres IQ være den brik, der får en masse andre brikker til at falde på plads.
Hvad har det betydet for dig at få tal på din IQ?
Høj IQ og behov for mere end et job
En stor del af de 10 % bedst begavede, som konsulterer mig, er imellem jobs. Ofte i længere tid, end de har lyst til. Fordi det er svært for dem at finde et interessant job. Eller de har svært ved at ’sælge sig selv’ til en jobsamtale, fordi de er alt for hudløst ærlige om deres erfaringer eller mangel på samme. Især de impostor-ramte kommer til at underbyde sig selv.
Prøv selv Impostor-testen
Andre sidder fast i et job, som de er overkvalificerede til og allerede efter få måneder begyndte de at kede sig. Jo længere tid, desto mere keder de sig. Med tiden bliver det til boreout med samme symptomer som stress og udbrændthed. Fordi de savner udfordringer eller tilstrækkelige mængder meningsfulde opgaver til at udfylde arbejdstiden og holde motivationen oppe.
Prøv selv Boreout-testen
Sagen er, at begavede mennesker ikke bare har brug et job for at tjene til føden og huslejen. De har brug for at blive udfordret, skabe værdi og bruge deres evner, gøre gavn og opfylde et formål, forandre, forbedre og udvikle noget, nogen og sig selv.
Hvordan er din jobsituation?
Høj IQ og behov for mere end tidsfordriv
”Hvordan kan andre mennesker holde deres liv ud?” cirka sådan spurgte en af mine højt begavede klienter på et tidspunkt.
”Det kan de sagtens. De har det fint med bare at se fjernsyn og få tiden til at gå,” lød mit spontane svar.
For nylig skrev jeg med en mand på en datingportal og fik det bekræftet. Jeg mente, at det måtte være spild af tid at skrive med mig, fordi jeg ikke ville mødes. Det var det ikke. For ham var det adspredelse.
Til min overraskelse blev jeg provokeret af hans svar. Dels fordi jeg ved gud ikke vil være nogens adspredelse! Dels fordi jeg faktisk syntes, jeg havde spildt min tid. Hvilket jeg oplever hver gang, jeg forvilder mig til at oprette en datingprofil. Men håbet er en sejlivet og ikke videre rationel drivkraft.
For mig har livet aldrig været svært at holde ud eller tid, der skulle fordrives. Jeg trives grundlæggende godt i mit eget selskab. Når jeg spiller et spil på telefonen, hører en lydbog eller ser et afsnit af en serie, er det et bevidst valg. For at give min overaktive hjerne en pause.
Sagen er, at begavede mennesker har brug for meget mere end tidsfordriv og underholdning. Livet skal give mening og have dybde. De har brug for at nørde igennem og stimulere deres kringlede hjerne på alle mulige måder. I perioder. Før de får behov for noget andet.
Hvordan er det for dig?
Høj IQ og behov for mere end en relation
Mange af de mest begavede oplever en indre følelse af ensomhed. En eksistentiel ensomhed der har fulgt dem, siden deres første oplevelse af at være anderledes end deres jævnaldrende. Anderledes end flertallet. Uanset hvor de er. Uanset hvem de er sammen med.
De mere ekstroverte af dem søger derfor bredt efter at indgå i forskellige sociale sammenhænge. Finder det blandt andre gamere, til en sport, spejder eller andet. I en periode. Eller for altid, hvis de er heldige at klikke med andre, der også har en høj IQ.
De mere introverte finder en bedste ven eller veninde. Men det er sårbart, fordi han/hun også vil lege med andre, så afvisninger er uundgåelige. Søskende og venner fra Gifted Children eller klassekammerater med lige så høj IQ kan derimod blive relationer for livet.
At finde en partner er en ekstrem kompleks udfordring, fordi det ikke kun handler om intelligensen. Det handler om hele personligheden, følelser, fysisk tiltrækning, fælles interesser og værdier. Om at blive matchet på mange facetter. I relationen skal der både være højt til loftet og stor frihed til at kunne udfolde sig. Især de sider af personligheden, der ikke passer perfekt til partneren.
Sagen er, at de mest begavede har brug for mere end en vilkårlig relation. De har brug for modspil og medspil, dybe samtaler, åbenhed, ærlighed og fortrolighed som fundament for et venskab. De har brug for en ligeværdig relation, hvor de kan vise deres kompleksitet og føle sig forstået, set og mødt. Især det at føle sig forstået kan være dybt forløsende. Og alt, alt for sjældent.
Har du fundet dem, du passer sammen med?

