+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Skal du være åben om din høje IQ eller holde det for dig selv?

Det er noget, du skal overveje nøje. Dels fordi intelligens er forbundet med et større tabu end seksuel orientering. Dels fordi du ikke kan spole filmen tilbage til før, når du først har sagt det højt. Og det er ekstremt svært at forudse, hvordan andre reagerer, eller hvordan det kan påvirke jeres relation.

Der kan både være fordele og ulemper ved at være åben om det. Fordelen kan være, at du kan stå ved dig selv og den – ret væsentlige og altpåvirkende – del af dig. At du efterfølgende kan slappe mere af i relationen. Ulempen kan være, at det skaber distance og får den anden til at føle sig ubegavet eller mindre værd.

De andre kan ændre deres opfattelse af dig. Positivt eller negativt.

De kan synes, at du pludselig ændrer dig. Bliver bedrevidende, arrogant og ikke til at holde ud at høre på.
De kan have en oplevelse af, at du nærmest ikke kan tale om andet. Så vigtig er den IQ da ikke!

Dermed kan din IQ blive en stor, klodset elefant i rummet. Noget den anden part ikke ønsker at høre mere om.

Under alle omstændigheder kan det være både godt og nødvendigt for dig selv at forholde dig til. Velvidende, at du er præcist den samme, som du var, før du fik sparket benene væk under din selvopfattelse.

Her har jeg valgt at skrive om det i dine eksisterende relationer til venner og partner (hvis du har en sådan) og i helt nye relationer, hvis du dater. Det kunne lige så vel være i forhold til nye venner og veninder.

 

Skal du være åben om din høje IQ over for dine venner?

Det ville være dejlig at kunne sige:

Ja, selvfølgelig skal du det. Dine venner kender dig og kan sagtens rumme dig, som du er.

Men det ved vi desværre ikke, om de kan. Når det kommer til stykket.

Måske har I kendt hinanden siden folkeskolen eller gymnasiet, og de ved godt, at du som regel fik gode karakterer. Om ikke andet så til eksamen. Vi ved bare ikke, om de altid – uden at have givet udtryk for det – har misundt dig eller været irriterede over, at du klarede dig relativt godt, uden at anstrenge dig særligt meget. Så hvis du glad deler din nye erkendelse af din høje IQ, kan de reagere som en af mine klassekammerater gjorde:

Du lød altid så klog. Så jeg kom til at føle mig dum!

Dermed kommer den gamle misundelse og irritation op til overfladen igen. Og det er der ingen af jer, der har glæde af.

Andre – som du taler let og ubesværet med – kan udbryde:

Ja, det vidste jeg da godt!

Så de har i realiteten vidst det i længere tid, end du selv har. I forhold til dem kan det være en stor lettelse. At kunne være åben og frit dele din oplevelse af, hvordan det er at få ændret din selvopfattelse radikalt.

 

Skal du være åben om din høje IQ over for din partner?

Hm. Umiddelbart ja. Men så alligevel… Vil det kunne ændre jeres relation – i en positiv eller negativ retning? Det er svært at vide.

Du kan måske få din partner til at prøve en IQ-test på nettet. Hvis han/hun også scorer højt, kan du tale åbent om det. Men ellers, skal du nok vælge at holde det for dig selv. I hvert fald til du selv har vænnet dig så meget til den side af dig, at du ikke har det store behov for at sætte ord på det længere.

Overordnet kan der nemlig være en tendens til, at det enten trigger en mindreværdsfølelse eller et behov for at konkurrere om at være den klogeste. Ingen af de to reaktioner gør noget godt for jeres relation. Fordi det forrykker noget i jeres interne balance. Magtbalance såvel som værdimæssig balance.

 

Skal du være åben om din høje IQ, når du dater?

Uh, det er virkelig et godt spørgsmål! For det afhænger – ligesom med vennerne – fuldstændig af modtagerens IQ. Jeg har både prøvet at være åben om det – i håb om at skræmme nogen væk – og også ladet som ingenting – med blandede erfaringer.

Du kan nogle gange være heldig, at de både er veluddannede og højt begavede, men der er ikke nogen direkte korrelation mellem IQ og uddannelsesniveau. En metaundersøgelse har vist, at dem, der klarer sig bedst på de videregående uddannelser har en IQ i den øvre ende af normalområdet (ca. 118 med en SA på 15 eller 16). Fordi de er bedre begavet end gennemsnittet, men samtidig har været vant til at skulle være flittige.

Fordele ved at være åben om høj IQ, når du dater:

Du har været ærlig fra en start og sorterer muligvis dem fra, der alligevel ikke kan matche dig eller give dig passende intellektuelt modspil. Dermed kan du spare tid.

Du slipper måske for at få beskeder fra dem, der ikke kan stave eller bruge nutids-r. Det kan være en lettelse.

Du kan slappe mere af og formulere dig frit, hvilket gør kommunikationen mindre anstrengt og sjovere. Der er altså en særlig fornøjelse ved at bruge ord som “ret beset” og udfolde en underspillet sproglig humor.

Og de har en fornemmelse af, hvad de går ind til, hvis de selv har en høj IQ. Krage søger mage og lige børn leger bedst – så I får en fest sammen. Det er skønt.

Ulemper ved at være åben om høj IQ, når du dater:

De begynder straks at rable løs om emotionel intelligens – og bliver kun delvist beroliget, når du fortæller, at du også har høj EQ. Suk.

Det er fint, så længe du ikke har behov for at få mig til at føle mig ubegavet.

Eller de mener selv, de har “styr på IQ’en”. Uden at have fået den testet. Suk.

Endelig er der dem, der har fået den testet i forbindelse med jobinterviews og nogle gange har klaret sig godt. Så kan de have behov for at vise, de er mere intelligente end dig. Endnu større suk.

Jeg bliver sur, når testen ikke viser, jeg er højt begavet!
Jeg vil være den klogeste!

 

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading